Anmeldelse
Dydens år af Kim Liggett
Barsk og livsbekræftende fortælling om det mørke, der bor inderst inde i mennesker, når de lever afskåret fra deres almindelige hverdag og ingen fornødenheder har.
Med tråde til dystopiske bøger og hvad-nu-hvis-romaner som ’Tjenerindens fortælling’, ‘Fluernes herre’ og ‘Solens kerne’, spinder denne historie sig alligevel utrolig fint om sig selv.
I Garner Sogn bor den 16-årige drengepige Tierney James. Her bliver unge kvinder anset som farlige, fordi de besidder ”magi”. Den slags magi, der lokker mænd til utroskab, og hvis blod giver adgang til sundhed og ungdom. Derfor bliver de unge piger, når de fylder 16 år, sendt ud i vildmarken sammen med jævnaldrende piger for at rense sig selv for magi.
Tierneys største ønske er ikke at blive gift, når ”Dydens år” er ovre. Hun vil i stedet hellere have en lavere social status, men til gengæld være fri. I deres lejr opdager Tierney, at den største fare ikke er i skoven eller blandt de påståede spøgelser, som er sjælene fra tidligere piger, men blandt dem selv.
Selvom de fleste af pigerne prøver at opretholde både anstændighed og en god moral indbyrdes, kan normaliteten ikke opretholdes pigerne imellem. De er fanget i lejren, og skrækken for skoven og jægerne udenfor holder dem sammen. Kiersten er gruppens ubestridte leder, og hun ønsker mere end noget andet at se Tierney død. En dag smider Kiersten hende ud af lejren, og Tierney skal nu overleve i skoven blandt jægere, der slår dydspigerne ihjel og ofte afleverer dem tilbage i små krukker. Og uanset hvad pigerne byder hinanden, er der et ufravigeligt kodeks: Alt, hvad der foregår i dette år, må der aldrig tales om! Udenfor lejren vil Tierney kæmpe for sin overlevelse - også selvom, hun endnu ikke er i besiddelse af sin magi.
Dette er en bog, som ikke ligner noget andet, jeg har læst. Jeg kastede mig over læsningen uden nogen forventninger, men jeg vil vove den påstand, at uanset hvad, jeg havde forventet, kunne det ikke have levet op til det indtryk, jeg sidder tilbage med. Jeg er ikke kun begejstret for Kim Liggetts evne til at få sine karakterer til at være autentiske, men mere for at alt sødladent, trods den lyserøde forside, er pillet ud. Tilbage står en skarp og enormt barsk, men realistisk fortælling uden meget håb.
Historien om den stærke unge kvinde ses også i serier som Hunger Games og ’Divergent’, men det fravær af romantik, som Kim Liggett benytter sig af, betyder, at historien står virkelig stærkt. Voldsom kvindeundertrykkelse er her et livsvilkår, men ikke hvor kvinder fremstår som ofre. Der er kærlighed til stede, men den er realistisk. Den kærlighed, der efterhånden vokser frem, er ikke den eventyrlige med prinsen på hesten i centrum. Og på trods af de unge kvinders frygtelige behandling af hinanden efterlader Kim Liggett lys for enden af tunnelen. Et håb om lys, men ikke mere!
En fantastisk roman til unge fra ca. 14 år.
Barsk og livsbekræftende fortælling om det mørke, der bor inderst inde i mennesker, når de lever afskåret fra deres almindelige hverdag og ingen fornødenheder har.
Med tråde til dystopiske bøger og hvad-nu-hvis-romaner som ’Tjenerindens fortælling’, ‘Fluernes herre’ og ‘Solens kerne’, spinder denne historie sig alligevel utrolig fint om sig selv.
I Garner Sogn bor den 16-årige drengepige Tierney James. Her bliver unge kvinder anset som farlige, fordi de besidder ”magi”. Den slags magi, der lokker mænd til utroskab, og hvis blod giver adgang til sundhed og ungdom. Derfor bliver de unge piger, når de fylder 16 år, sendt ud i vildmarken sammen med jævnaldrende piger for at rense sig selv for magi.
Tierneys største ønske er ikke at blive gift, når ”Dydens år” er ovre. Hun vil i stedet hellere have en lavere social status, men til gengæld være fri. I deres lejr opdager Tierney, at den største fare ikke er i skoven eller blandt de påståede spøgelser, som er sjælene fra tidligere piger, men blandt dem selv.
Selvom de fleste af pigerne prøver at opretholde både anstændighed og en god moral indbyrdes, kan normaliteten ikke opretholdes pigerne imellem. De er fanget i lejren, og skrækken for skoven og jægerne udenfor holder dem sammen. Kiersten er gruppens ubestridte leder, og hun ønsker mere end noget andet at se Tierney død. En dag smider Kiersten hende ud af lejren, og Tierney skal nu overleve i skoven blandt jægere, der slår dydspigerne ihjel og ofte afleverer dem tilbage i små krukker. Og uanset hvad pigerne byder hinanden, er der et ufravigeligt kodeks: Alt, hvad der foregår i dette år, må der aldrig tales om! Udenfor lejren vil Tierney kæmpe for sin overlevelse - også selvom, hun endnu ikke er i besiddelse af sin magi.
Dette er en bog, som ikke ligner noget andet, jeg har læst. Jeg kastede mig over læsningen uden nogen forventninger, men jeg vil vove den påstand, at uanset hvad, jeg havde forventet, kunne det ikke have levet op til det indtryk, jeg sidder tilbage med. Jeg er ikke kun begejstret for Kim Liggetts evne til at få sine karakterer til at være autentiske, men mere for at alt sødladent, trods den lyserøde forside, er pillet ud. Tilbage står en skarp og enormt barsk, men realistisk fortælling uden meget håb.
Historien om den stærke unge kvinde ses også i serier som Hunger Games og ’Divergent’, men det fravær af romantik, som Kim Liggett benytter sig af, betyder, at historien står virkelig stærkt. Voldsom kvindeundertrykkelse er her et livsvilkår, men ikke hvor kvinder fremstår som ofre. Der er kærlighed til stede, men den er realistisk. Den kærlighed, der efterhånden vokser frem, er ikke den eventyrlige med prinsen på hesten i centrum. Og på trods af de unge kvinders frygtelige behandling af hinanden efterlader Kim Liggett lys for enden af tunnelen. Et håb om lys, men ikke mere!
En fantastisk roman til unge fra ca. 14 år.
Kommentarer