Døden fra Lübeck af Henrik Nordbrandt

Det står helt klart, at Henrik Nordbrandts barndom ikke har været en dans på roser. Forholdet til forældrene har været temmelig anstrengt, skolen var ikke rigtig noget for Henrik, legekammerater og venner var der heller ikke mange af i hans verden. Til gengæld var han tit syg…

Enkelte lyspunkter var der dog i den trøstesløse barndom, nemlig farforældrene i Nykøbing. Her tilbragte Henrik de lykkeligste timer i sin barndom. Når man alligevel kan holde ud at læse disse triste erindringer, skyldes det den (måske utilsigtede?) humor og de overdrivelser og efterrationaliseringer, som kommer til udtryk i anekdoterne.

Overdrivelser er måske et forkert ord at bruge, for Henrik Nordbrandt har været et meget følsomt barn og har reageret skarpt på sine omgivelser og oplevelser. Der kan heller ikke være nogen tvivl om, at han har været lidt af en enspænder og heller ikke har været god til at skaffe sig venner.

Da Henrik skulle starte på en ny skole, fik han ikke den bedste start. Et par af drengene i klassen ville sætte sig i respekt: "Så jeg sprang på dem, inden de nåede at røre mig. Jeg har ingen erindring om, hvad jeg gjorde ved dem. Efter mine voldsudbrud var jeg altid helt blank. Men de kom en del til skade, fik jeg bagefter at vide. Der blev sagt noget om, at de måtte have lægebehandling. Jeg blev sendt hjem." Skoletiden blev herefter selvsagt lidt anstrengt og præget af repressalier.

Der er mange ting, der undervejs får et skud for boven. Henrik Nordbrandt har meninger om mange ting, specielt ting han ikke bryder sig om. Det er alt fra salmer til sport. Om Beatles hedder det, at "- man ikke kunne åbne en radio uden at skulle høre på deres rædselsfulde larm. For slet ikke at tænke på al den larm, der fulgte efter!"

Det er på ingen måde en tung og trist bog, den er utroligt underholdende og kan meget vel anbefales.