Den psykologiske udviklingshistorie om den unge præst Emanuel Hansted giver i et velkomponeret og læsbart værk et tidsbillede af Danmark fra 1877-1887. Spændingerne og forskellene i samfundet er stadig aktuelle.
Den nyuddannede præst Emanuel Hansted har vendt sin akademiske københavnerfamilie ryggen og fået arbejde som kapellan i nogle små landsogne. Han er ung, idealistisk, og fyldt med drømme om at frelse de fattige og bønderne ved oplysning og den rette tro. En del lykkes for ham, men virkeligheden svarer ikke til hans forestillinger. Romanen foregår fra 1877 og ti år frem, og Emanuel bliver part i tidens mange sociale, politiske og religiøse spændinger. Gennem en række personer, der repræsenterer hierarkierne i samfundet, får vi udfoldet et rigt tidsbillede om livet på landet. Det er levende og tidløst.
Emanuel er vokset op i København i ”tæppebelagte værelser med udsigt til Kanalen, Børsen og Christiansborg” . Men alt dette betragter han som forløjet og overfladisk. Han er en drømmer og natursværmer, der tror på et folkeligt fællesskab med et enkelt arbejdsomt liv og kristen tro. Han bliver gift med den indadvendte bondedatter Hansine og får tre børn, hvoraf drengen dør, fordi han ikke vil lade en læge tilkalde i tide. Han bliver højskolebevægelsens nye profet. Undervejs bliver han dog i tvivl om de romantiske forestillinger holder, hvilket har store omkostninger for hans familie.
Vi bliver præsenteret for en række personer, der bliver beskrevet via deres udseende, klædedragt og hverv. Væver Hansen kæmper for de fattige, men da det er opportunt, skifter han side. Den alkoholiserede og konkursramte dyrlæge bliver udnyttet af den snu købmand Villing, der har fået en konkurrent i Brugsforeningen. Vi kommer ind i rummene og ser stuerne fra de fattigste til de mest velstillede og er med til begravelse, bryllup og en række møder.
Der er mange diskussioner i romanen om tidens følelsesladede religiøse spørgsmål, grundtvigianismen og partiet Venstres politiske udvikling. De mange ord førte sjældent til handlinger, men undervejs var det vigtigt at tage sig godt ud. Ingen tvivl om at Pontoppidan giver et satirisk billede af Grundtvigianismen og idet hele taget af de mange idealer, der herskede.
For hvem gør i virkeligheden noget for de fattigste ude i Mosekæret? Her lever mennesker under de usleste vilkår ødelagte af hårdt arbejde og sygdom. En talskvinde herfra, den tandløse og fattigt klædte Maren Smed, spørger under Emanuels fine tale om tidens forfald og troens budskab, hvordan det går med fattigdomsforsørgelsen, kvindernes stemmeret, den nye skoleordning osv? Men det ønsker ingen at svare på.
Naturen har mange ansigter i romanen og angiver tonen. Fra sne, storm, kulde og de plørede veje til fine sommerstemninger med bølgende rugmarker, forjættende fuglesang og høje skyer.
Det forjættede land (1891 – 1895) er første del af en trilogi. Den anden er Lykke-Per (1898 – 1904) og tredje del er ’De dødes rige' (1912 – 16). De beskriver hver sin periode i Danmark fra 1877 til 1914, men der er ikke gennemgående personer. For disse værker modtog han Nobelprisen i 1917.
Kommentarer