Den højeste orden & underverden

Madame Nielsen maler uden for stregerne i voldsom, fantastisk roman om det fuldkomne (værk). Tredje bind af imponerende romankvartet.

Når en roman kaster sig i afgrunden, kaster du dig så med? Vil du følges med larger than life-lange-sætninger, der brænder mere, end de lindrer? Vil du undersøge grænseløst sammen med Madame Nielsen?

Livet, døden og målet om det fuldkomne værk er emner, der brænder i Den Højeste Orden & Underverden. De brændte også i Min fars død, den foregående roman i Madame Nielsens imponerende, eksistentielt roterende romankvartet Pentagon smeltet.

Den Højeste Orden & Underverden er rablende og væskende, fandens provokerende, humoristisk og ufatteligt knudret velfortalt. Et paradoks? I så fald forløst af Madame Nielsen.

Romanen bebos af en forfatterinde, der nok er Madame Nielsen selv. Hun fortæller dels som et jeg, dels træder hun ned i sine tekster som et handlingens ”hun”. Ja! Romanen er højt abstraktions- og metalagslamineret; at læse med er som at forsøge at amatørtæmme en vild hest, men forløsningen kommer tusind gange igen.

Mens to benediktinermunke energisk tager sig af at sætte romanen i gang, foregår nutidssporet i et skræmmende affolket, friheds- og nærhedsberøvet coronasvøbt Berlin koncentreret om Stuttgarter Platz. Det er tiltrækkende og afskrækkende, at forfatterinden kaster sig uforfærdet, glødende ind i forarmelsen i pladsens østlige del – i støvet, skidtet og fordærvelsen med det spjættende rottebagtæppe. Som et skelet i silkesvøb sejler hun forbi i sin silkekjole, og hun vil længere ud. Op i himlen og ned i helvede!

Hun har netop afsluttet en roman, og nu ønsker hun at lade plan og værk være ét. Det næste værk skal være: ”(…) en handling hinsides skriften, en handling med livet som indsats (…) Hun må selv være bladet, hun skrev på, tabula rasa.” Hun vil bruge kristendommens kultur, dén hun er født ind i, og: ”(…) det var i denne, hun nu måtte lade sit liv gå restløst op i en højere, Den Højeste Orden.” En full-blown eftersøgning efter det fuldendte.

Gisp, et halsbrækkende projekt! Bristepunktet bliver en sindsstemning, imens forfatterinden i dagens lys søger optagelse i klosteret ”Den Højeste Orden” og om natten siver ned under gadeplan i sexklubben BonBonBar. Her opløses hun næsten sammen med danserne – måske som en ottende dødssynd bærende talrige andre kristne referencer med sig. Som det sidste menneske – eller er hun det første? – søger hun indlemmelse både oppe og nede døgn efter døgn som i en dyster sampak komplet med skabelsesberetning og fuldendende dommedag.

Det må føles sådan her at være skæv på litteratur! Scenerne i BonBonBar er tiltagende surrealistisk-psykedeliske, og fortællingen næsten-sluger sin hovedperson, imens dansernes silikoneindhold breder sig fra brysterne til læberne til hænderne, og sexbarens mandlige gæster ikke kan nøjes med dobbelthager; de får trippelhager! I døren ind til BonBonBar hilser den græske mytologis helvedshund Kerberos velkommen. Også Kerberos bliver mere og mere syret menneskehundsk. What a trip!

Den Højeste Orden & Underverden er en strid elskling. Dens rasende søgen og vanvidsprojekt serveres med en glødende udsigelse i et hvælvet sprog. Her vrimler det med ”menneskefiskersætninger”, ”tristrosa baldakiner”, ”rockmusikerbohemehunde” og ”masturbationsdybe natbukselommer” .