Den ejendommelige sag om Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Der er noget farligt indeni ...

De fleste af os kender godt historien om bedsteborgeren, som lader sin mørke side træde frem og til sidst mister kontrollen over den, ikke mindst gennem de talrige filmatiseringer.

Eller rettere, tror vi kender, for Stevensons oprindelige historie er en del mere nuanceret og menneskeklog end den senere brug har givet indtryk af.

Det er ikke en historie, der lader sig opløse i psykoanalytisk fortolkning, selvom den peger hen mod den senere Freud.

Dertil er det gotiske gys for konkret – Jekyll skifter ikke (blot) sindstilstand, men krop. Det er ikke den rene symbolik.

Samtidigt er historien ikke kun en gyser der søger effekten, men i lige så høj grad et karakterstudie og et skarpt et af slagsen. Vi får således præsenteret titelkarakteren som en mand i gråtoner frem for sort eller hvid, uanset hvilken ham han måtte bære.

Historien fortælles tilsyneladende af en klassisk troværdig og alvidende fortæller, men stilen er mere dobbeltbundet end den umiddelbart giver indtryk af.

Og det er for stilen bogen skal læses – for den moderne læser er volden og gruen overordentligt afdæmpet, og på grund af historiens klassikerstatus er slutningens chok givet på forhånd.

Den nye oversættelse giver til gengæld god mulighed for at nyde hvor rasende velskrevet bogen er. Sammenlignet med min barndoms Gyldendals Udødelige-udgave, fremstår bogen i sin nye oversættelse langt mere raffineret, underfundig og spidsfindig.

Det her er en knaldgod bog, som fortjener at blive genopdaget.