En stærk og uforglemmelig læseoplevelse og et fortalt monument over, hvordan krig opleves med barnets blik.
Nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj har mere end 40 år efter 2. Verdenskrigs ophør opsøgt 100 mænd og kvinder, der fortæller om deres umiddelbare oplevelser i Sovjetunionen under krigen. Børnene var mellem 2 og 14 år, og de blev ufrivilligt vidner til skræmmende optrin, som man ville ønske, aldrig havde fundet sted. Drab på forældre, hængninger, tortur, afbrændte huse, sult og kulde. Heldigvis er der også beretninger om familiemedlemmer eller fremmede, der tog sig af de forældreløse børn. De mange personlige fortællinger er skrevet ud fra barnets perspektiv.
Krigen, frarøvelsen af barndom, døde forældre, brændte hjem, sult og et liv i skoven. Der var ingen legetøj og ofte sporadisk skolegang, vinterfrakkerne og skolebøgerne måtte deles. Blækket var rødbedesaft. Nogle arbejdede i feltlazaretter, på våbenfabrikker eller deltog i partisanopgaver. På børnehjemmene fik de mad, men til gengæld måtte børnene afgive blod til de sårede soldater. Undertitlen siger det med disse få ord: ’Hundrede børneuegnede barndomshistorier’.
Forfatteren har en hel unik evne til at fastholde oplevelserne set med barnets øjne. Man er heller ikke i tvivl om, at følelserne er barnets, når det beskriver sorg, tab, angst og kaos. For én er krig en duft af syren og hæg, og for en anden er den som en sort-hvid film. Det er skrevet mundtligt, enkelt og fokuseret i en jeg-form. Tøveprikkerne efter sætninger giver udtryk for pauser og åbenhed, som man selv kan afslutte. Før hver beretning er der navnet på manden eller kvinden og i hvilken alder, de var, da oplevelsen fandt sted, og hvad de laver i dag. Desuden er der fremhævet et citat, der fungerer som en overskrift, fra beretningen. Men i øvrigt fungerer teksterne sådan, at man har en oplevelse af, at hver sætning nærmest er mejslet i granit. Forfatterens evner for at lytte og uddrage essensen af det fortalte gør derfor hvert vidnesbyrd til noget helt særligt.
Flemming Rose har skrevet et informativt forord, der indeholder baggrund og historie og om Svetlana Aleksijevitjs forfatterskab. Ifølge forordet har hun sagt om ’De sidste vidner’, at børn er løsrevet fra tidens og ideernes kontekst, idet børn er fuldkommen frie og giver os vores normale syn tilbage.
Svetlana Aleksijevitj modtog i 2015 Nobelprisen. På dansk foreligger Krigen har ikke et kvindeligt ansigt , ’Zinkdrengene’ og Secondhand-tid. Hun kalder bøgerne for ’Utopiens stemmer’ eller ’Historien om det røde menneske’. Alle disse anonyme stemmer er et mangestemmigt kor om krig og de spor, den sætter.
Kommentarer