Anmeldelse
Daguerreotypier af Karen Blixen
I januar 1951 holdt baronesse Blixen 2 foredrag i den danske radio; hun kaldte sine foredrag ’Daguerreotypier’, og siddende ved kaminen på Rungstedlund fortalte hun om svundne tiders mennesker, deres ideer og virkelighedsopfattelser. Med hendes skarpe vid og skarpe blik for samfundets sammenhæng stod de lysende klart for lytterne.
Og heldigvis for eftertiden udkom foredragene senere på året som en lille bog.
’Jeg beder da alle mine Læsere huske at De er mine Lyttere’
Sådan står der på første side i denne lille bog. Den udkom i 1951, og dens oprindelse var 2 radioforedrag, som Karen Blixen holdt. De blev sendt 1. og 7. januar 1951, og som Karen Blixen formulerer det i indledningen, så havde de nærmest skikkelse af en kamin-passiar på Rungstedlund.
Her ønskede forfatterinden at videregive nogle billeder/skitser eller optrin fra sin fortid. Hun havde samme mål som franskmanden Daguerre, som den allertidligste form for fotografi er opkaldt efter: ’at gengive Tingene som de var’
Perspektiv på ens egen tid
Undervejs i beretningen fortæller forfatterinden ud fra to hændelser eller historier.
Historier, der viser fortidens menneskers ideer og livsopfattelser.
Ved at se på gulnede billeder på væggen, ved at betragte svundne tiders opfattelser sættes ens egen tid i relief, og man kan måske bedre fornemme, hvorledes man kom til det punkt, hvor man befinder sig nu.
Billeder fra et andet århundrede
Karen Blixens første billede forestiller nogle unge piger en sommeraften på en herregård; tiden er omkring 1900. Pigerne er oprørte, da de netop har hørt en stivnakke af en onkel udtale, at han mente at have ret til at give en dame én i enden, hvis han så hende køre på cykel.
Her følger nogle yderst velformulerede skildringer af det nittende århundredes kvindeopfattelser, helt konkret også ud fra, om disse kvinde’figurer’ havde ben! Det er morsomt, det er fuldt af lune, og jeg er heldigvis gammel nok til at have hørt forfatterindens meget karakteristiske stemme med den fantastiske diktion og hører den igen for mit indre øre.
Det næste billede er nærmest en fabel. Det er en rigtig god historie, som tidsmæssigt ligger længere tilbage:
Vi er stadig på en herregård, den ene unge og nygifte frue besøger den anden med et næsten eksistentielt spørgsmål. Ét der virkelig berører både samfundets klassestruktur og sociale retfærdighed:
Husjomfruen havde spurgt’ hvorfor skal Folkene have ringere Mad end Herskabet?’.
Nu kommer vi rigtig langt omkring ud i alle hjørner, det er som forfatterinden selv siger det: ’det er mere end en Historie: det er Historie.
Tid, historie og sprog
Det er ganske rigtigt som at åbne en lem ind til en anden tid at læse denne lille bog. Den giver ’afstandssyn’, man indstiller blikket på ’uendeligt’. Og så skrev (og talte) Blixen jo et fantastisk sprog.
skrevet på basis af 1. udgaven: Gyldendal, 1951. 77 sider.
den er senest kommet i 1986.
I januar 1951 holdt baronesse Blixen 2 foredrag i den danske radio; hun kaldte sine foredrag ’Daguerreotypier’, og siddende ved kaminen på Rungstedlund fortalte hun om svundne tiders mennesker, deres ideer og virkelighedsopfattelser. Med hendes skarpe vid og skarpe blik for samfundets sammenhæng stod de lysende klart for lytterne.
Og heldigvis for eftertiden udkom foredragene senere på året som en lille bog.
’Jeg beder da alle mine Læsere huske at De er mine Lyttere’
Sådan står der på første side i denne lille bog. Den udkom i 1951, og dens oprindelse var 2 radioforedrag, som Karen Blixen holdt. De blev sendt 1. og 7. januar 1951, og som Karen Blixen formulerer det i indledningen, så havde de nærmest skikkelse af en kamin-passiar på Rungstedlund.
Her ønskede forfatterinden at videregive nogle billeder/skitser eller optrin fra sin fortid. Hun havde samme mål som franskmanden Daguerre, som den allertidligste form for fotografi er opkaldt efter: ’at gengive Tingene som de var’
Perspektiv på ens egen tid
Undervejs i beretningen fortæller forfatterinden ud fra to hændelser eller historier.
Historier, der viser fortidens menneskers ideer og livsopfattelser.
Ved at se på gulnede billeder på væggen, ved at betragte svundne tiders opfattelser sættes ens egen tid i relief, og man kan måske bedre fornemme, hvorledes man kom til det punkt, hvor man befinder sig nu.
Billeder fra et andet århundrede
Karen Blixens første billede forestiller nogle unge piger en sommeraften på en herregård; tiden er omkring 1900. Pigerne er oprørte, da de netop har hørt en stivnakke af en onkel udtale, at han mente at have ret til at give en dame én i enden, hvis han så hende køre på cykel.
Her følger nogle yderst velformulerede skildringer af det nittende århundredes kvindeopfattelser, helt konkret også ud fra, om disse kvinde’figurer’ havde ben! Det er morsomt, det er fuldt af lune, og jeg er heldigvis gammel nok til at have hørt forfatterindens meget karakteristiske stemme med den fantastiske diktion og hører den igen for mit indre øre.
Det næste billede er nærmest en fabel. Det er en rigtig god historie, som tidsmæssigt ligger længere tilbage:
Vi er stadig på en herregård, den ene unge og nygifte frue besøger den anden med et næsten eksistentielt spørgsmål. Ét der virkelig berører både samfundets klassestruktur og sociale retfærdighed:
Husjomfruen havde spurgt’ hvorfor skal Folkene have ringere Mad end Herskabet?’.
Nu kommer vi rigtig langt omkring ud i alle hjørner, det er som forfatterinden selv siger det: ’det er mere end en Historie: det er Historie.
Tid, historie og sprog
Det er ganske rigtigt som at åbne en lem ind til en anden tid at læse denne lille bog. Den giver ’afstandssyn’, man indstiller blikket på ’uendeligt’. Og så skrev (og talte) Blixen jo et fantastisk sprog.
skrevet på basis af 1. udgaven: Gyldendal, 1951. 77 sider.
den er senest kommet i 1986.
Kommentarer