Blå iris af Inger Gammelgaard Madsen

Roland Benito er atter tilbage, hvor han hører til hos Østjyllands Politi. 11. bind tematiserer mobning og hvad det kan gøre ved mennesker og er en af de bedste i krimiserien.

Roland Benito vender tilbage som ny politikommissær hos Østjyllands Politi, og det er ikke uden problemer, da de tidligere kolleger har svært ved at stole på ham efter hans tid som efterforsker i Den Uafhængige Politiklagemyndighed. I takt med at Roland bliver optaget af den verserende sag om flere mord og forsvindinger kan holdet efterhånden genkende ham.

Igen har forfatteren valgt at integrere et samfundsaktuelt emne i fortællingen. Denne gang er det mobning, og hvad det kan gøre ved mennesker. Hvor svært det er for forældre at opdage, at noget er galt, hvis den unge ikke vælger at sige noget. I ’Blå iris’ er der flere mobbeofre, både voksne og børn, og selvom det ikke er direkte forbundet til mordene, er det alligevel en væsentlig del af handlingen, og det er integreret i fortællingen på en fremragende måde uden at tage fokus fra hverken opklaringsarbejdet eller resten af historien.

Inger Gammelgaard Madsens persongalleri er blandt de bedste, og personerne er velbeskrevne, levende og meget autentiske. Jeg er især glad for Roland, som jeg har fulgt med stor fornøjelse i alle elleve bøger. Det var igen et rigtig dejligt gensyn med både ham, hans familie og resten af holdet hos Østjyllands politi.

Selve krimidelen er en af de bedste i serien, og jeg var ikke meget for at lægge bogen fra mig, da jeg først fik begyndt. Virkelig spændende og yderst velfortalt med flere tvists undervejs, der fuldstændig tog fusen på mig. Plottet er godt sammensat plot og holder hele vejen. Sproget er som sædvanligt flydende og lettilgængeligt, så det er helt igennem en super god læseoplevelse.

Jeg vil anbefale serien til alle krimielskere, og den bør læses i rækkefølge, da man også følger Roland og de andre personer privat. Den første bog er ’Dukkebarnet’, og der er meget at glæde sig til, hvis du har serien til gode.