Blå hav af Susanne Staun

Uhyggen er tæt i "Blå hav", den første roman af Susanne Staun, jeg har læst.

Den psykologiske spænding ligger som en tyk fernis hen over romanen, der i allerhøjeste grad er præget af en kvindes vilje og commitment til at overleve. For enhver pris. Ingredienserne i denne cocktail er jalousi, mord, frifindelse, en ny dagligdag og nye mord.

Janna Monsor er hovedpersonen, en ung kvinde, mor til to piger og gift med Hager. Tilsyneladende lever de i en harmonisk og lykkelig verden, er glade for døtrene og hinanden. Et totimers bekendtskab mellem Janna og en kollega ændrer med ét livet for familien Monsor. Jalousi og ondskab tændes i Hager, og livet herefter bliver fyldt med vold, terror og fysiske samt psykiske overgreb. Da Janna opdager, at pigerne udsættes for det samme misbrug som hende selv, vågner hun op, og slår simpelthen Hager ihjel. Efter mordet og den senere frifindelse - for ingen finder ud af, hvad der egentlig er sket - bryder Janna op, flytter til en anden by og starter en ny tilværelse. Indtil tre år efter, da Louise, Jannas 10-årige datter, pludselig forsvinder, hun er bortført. Fortiden begynder at spøge. Vil nogle hævne mordet på Hager? Er der nogle derude, der ved noget om Jannas fortid? Er Hager slet ikke død? Og hvem bortfører en lille pige?

De ubesvarede spørgsmål svæver rundt i bogen, og som læser ved man ikke, hvad man skal tro. Ledetrådene er mangfoldige, og man fornemmer Jannas stigende panik. Der lægges i kakkelovnen til et brag af en slutning, og den må jeg indrømme skuffer mig en smule. Efter åndeløs spænding hele bogen igennem falder slutningen til jorden, - er min mening.

Den fortættede stemning og de præcise beskrivelser gør, at man ikke kan skubbe bogen fra sig, før den er læst til ende. At slutningen skuffer mig, fordi jeg synes den kammer over og er for grotesk, ændrer ikke min opfattelse af, at det er en spændende og utraditionel dansk roman, der vil læses.

Susanne Staun fortjener sit folkelige gennembrud med "Blå hav".

Gyldendal, 2001. 256 sider