Barnebilleder

24 levende erindringsdigte fortæller sanseligt om forskellige begivenheder, dufte og øvrige elementer, som kan vække den slumrende hukommelse. 

”Blomsterne står i snehvide klynger, jeg sætter mig på hug, lader hånden gribe fat under blomstens øje, begraver næsen i det kildrende drys, ser på min far…” Mette Kappel beretter om følelsen af tab, da moren og hende rejser uden faren, rædslen over krigsberetningerne, der fortælles til aftensmaden, men mest de tanker og spørgsmål, som historierne bagefter maler i fantasien. Farens modstand mod sit barn, der insisterer på at være konstant til stede, måske af frygt for, at faren skal forsvinde. Skuffelsen over at opdage, at hvis man lægger en ært i en skål med jord, sker der ingenting, selvom klassekammeraten Ulla lovede, at man ved at gøre netop dette, og lade fuldmånen skinne på ærten, kan få en bror eller en søster. Eller erindringen om, hvordan hendes mormor på køreturen fortalte historier med sine hænder, mens hun selv bare lå med hovedet i sin mormors skød og betragtede verden, der suste forbi bilens vinduer.

Ved at gøre brug af digtformatets brudte tekst og det billedlige sprog, kan Mette Kappel fokusere på de mest væsentlige erindringer og er ikke bundet op på, at fylde alle hukommelseshullerne ud. Digtene består af nedslag fra hendes barndom og handler om alt fra sorg og tab til tilblivelse og evighed. De fortæller om at være barn på landet, hvor liv og død er et vilkår, når man er tæt på dyrene. Digtene består af glimtvise beskrivelser oplevet med et barns åbenhed og undring, og skrevet af en voksen, med dennes sprog og erkendelse.