Arbejdssky er ikke til at komme udenom, dels som et hovedværk i 70’ernes litterære samfundskritik, dels som en mursten i et forfatterskab, der tæller både romaner og tv- og radiospil.
Egentlig sker der ikke ret meget i Bent Vinn Nielsens kanondebut af en roman, Arbejdssky fra 1978. Med sit persongalleri af ’tumper’ bosiddende i en mellemstor provinsby i det nørrejyske og den notorisk arbejdsløse og -sky Lenny som hovedperson og jeg-fortæller, er der tale om en decideret anti-helte roman. Alligevel er bogen ikke til at komme udenom, dels som et hovedværk i 70’ernes litterære samfundskritik, dels som en mursten i et forfatterskab, der efterhånden tæller over 15 romaner og adskillige tv- og radiospil.
Romanens ’handling’ består i, at vi følger Lennys hverdagsliv gennem et års tid. Han bor i et usselt klubværelse i tagetagen på en udlejningsejendom i en by, der umiskendeligt minder om Ålborg, hvor forfatteren kommer fra. Dagene går med forskellige rutiner: besøg på biblioteket, diverse kaffebarer, socialkontoret, a-kassen, samt læsning og skrivning. Lennys omgangskreds er ikke stor. Den omfatter stort set genboerne på tagetagen, Alex, Cunni og Knuth, og hans gamle skolelærer, tilflytteren Graffin, der bor i den landsby, Lenny kommer fra. I baggrunden er der forældrene: mundharmonikaspilleren og den fødselskyndige kone, som vi hører meget om, men kun møder en enkelt gang, da Lenny er flyttet hjemmefra eller smidt ud, alt efter perspektivet. Desuden bor de i en anden landsby, der ligger fem-seks kilometer væk!
Personerne udgør en grotesk skare. Der er den 53-årige Alex, invalidepensionist og forhenværende sømand, med en fortid som medlem af nazist-partiet under krigen, bitter, fordrukken, forhutlet, liderlig, kontaktsøgende og sentimental, til overflod udstyret med en nidkær, missionsk søster og svoger. Cunni er pigen, der, i protest mod sit borgerlige ophav, er i gang med at overskride så mange grænser som muligt. Hendes far er byretsdommer. Hun lever som stripper. Dertil kommer buschaufførerne, Max og Moritz, der nærmest udgør en institution i lokalsamfundet, den lærde teenager, der har udviklet sine egne ’videnskabelige’ teorier om kvinders seksualitet, personalet på kommunen, den fromme Knuth, der viser sig at være pusher og alfons, samt drenge og piger fra Lennys skoletid. Der er imidlertid ikke tale om karikaturer. Personerne viser hele tiden nye og ofte overraskende sider, hvilket gør romanen fuldstændig åben. Eller, sagt på en anden måde: selv inden for et relativt begrænset univers kan der ske uforudsete ting og sager, og heldigvis for det.
En central person er læreren Ferdinand Graffin, der fungerer som samtalepartner og intellektuelt forbillede for sin elev, og hos hvem Lenny søger tilflugt, da han – bogstavelig talt – bliver jaget ud af stripperklubben af en rasende Cunni. Lennys præsentation af Graffin er et godt eksempel på romanens miljøbeskrivelse, dens ironi og leg med sproget:
"Det kan være sin sag at være skolelærer på landet, tilmed ungkarl, tilmed på en egn hvor ungkarle mistænkes for usædelighed, tilmed på en egn hvor ordet usædelighed stadig betyder usædelighed og ikke er ment som en vittighed, tilmed på en egn der egnsudviklingsmæssigt udvikles industrimæssigt og tilmed på en egn hvor læseskriveogregneogkristendomskundskab er det evangelium som børnenes forældre og hans kolleger, skolelærerne, prædiker". (s. 17-18)
Eftersom bogen er en jeg-fortælling, fungerer den først og fremmest som et portræt af Lenny, eller, hvis man læser med biografiske briller, et skjult selvportræt. Det er gennem Lennys blik og stemmeføring, der gives et uslebet, usentimentalt og hudløst billede, både af jeg-fortælleren, et socialt miljø og en tilstand i en bestemt periode af danmarkshistorien. Bent Vinn Nielsens roman er tidstypisk, for så vidt den beskæftiger sig med samfundskritik på en måde, der er mere realistisk end set før. Men samtidig er bogen et opgør med det, der siden hen er blevet kendt som 70’ernes typiske samfundskritiske litteratur, udviklingsromanen, den såkaldte arbejderlitteratur mm. Der er ingen helte eller ofre i denne historie, der både distancerer sig fra den socialdemokratiske velfærdsmodel, en kommunistisk revolutions-retorik og et spirende Fremskridtsparti med mange sympatisører i det nørrejyske. Bogen beskriver et udsnit af et liv – vrængende råt og usødet, men, måske netop derfor, med en underliggende solidaritet overfor sine personer og sit miljø, der virker mere velgørende end nok så mange idealiserede eller nok så traurige fremstillinger af arbejderliv og liv i provinsen.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer