Tind, Eva - Han

Drøm og dokumentation smelter sammen i Eva Tinds roman om en adopteret kvindes forsøg på at finde rødder midt i en nordkoreansk propagandaidyl.

”Du er inviteret til at besøge DPRK. Spørgsmål om, hvad der er rigtigt eller forkert, sandt eller falsk bør glemmes. Det er ærefuldt at rejse ind i DPRK. Du får lov at se alt med egne øjne. Det, du får ud af denne rejse, afhænger af, hvad du selv lægger i den".

Sådan lyder det sidste punkt på den liste over retningslinjer, der indleder Eva Tinds roman 'Han'. Listen er tiltænkt rejsende til Nordkorea, og romanen bygger på en faktisk rejse, Eva Tind har foretaget til Nordkorea i 2012. Allerede med listen af retningslinjer, der angiver, hvad der må og ikke må fotograferes, tales om, skrives om osv., får Eva Tind vristet læserens øjne op for, at vi nu bevæger os ind i meget fremmed land, hvori der hersker spilleregler, der er endnu mere fjerne for os vesterlændinge end selve landets placering på landkortet.

Herefter forløber romanen ad to spor. Sammenflettet med en kronologisk rejsebeskrivelse, der beskriver opholdet i Nordkorea, udfoldes et mere personligt, drømmende spor, hvor fortælleren, der selv er adopteret fra Nordkorea, efter sin biologiske faders død rejser til hans fødeby i et forsøg på at finde rødder og forsoning. Romanen udfolder sig som en sammenblanding af drøm og dokumentation, fiktion og virkelighed, og i sløret af de propagandistiske iscenesættelser bliver det en vanskelig opgave for fortælleren at finde den forløsning, hun søger.

Romanens dokumentariske lag beskriver opholdet i Nordkorea, dag for dag, udflugt for udflugt. Eva Tind deltager i en arrangeret tur, hvor en gruppe turister præsenteres for en iscenesat propagandaidyl gennem et tilsyneladende næsten menneskeløst Nordkorea. Enkelte skuespillere agerer naturlige lokale, og turisterne indkvarteres på overvågede hotelværelser. Fortællerens minutiøse gennemgang af begivenhederne emmer af tilbageholdt lede over at blive ført rundt i en kulisse, mens der bag kulissen gennem sig et totalitært styre og en forpint og martret befolkning, der lever isoleret og usselt. Hun gør enkelte protestforsøg, fx når hun stikker af under en bjergvandring og får den Nordkoreanske rejseguide Ho bragt ud af fatning, eller når hun mod rejsens slutning åbent siger til guiden, at nu kan hun ikke udholde mere propaganda og dobbeltmoral. Ellers går hun stille med dørene, modsat norske Marte, der bander kraftfuldt på klingende norsk under alle turene og især er optaget af, at der ikke findes dyr i byerne, heller ikke kæledyr, og at også de zoologiske haver er lukkede, fordi befolkningens sult har gjort det af med dyrene. I den anden grøft befinder sig amerikanske Arthur, som godtager guidens forklaringer og den iscenesatte idyl, men som forsynes med et betændt øje, der ved rejsens slutning er fuldstændig sammenklistret, og den ene side af hans ansigt er skamferet af betændelsen.  

Romanen er kraftfuld i portrættet af det iscenesatte totalskuespil til turisternes ære. Alligevel sniger der sig en pligtskyldighed ind i beskrivelserne, en distance fra en fortæller, der er optaget af det mere personlige mål med rejsen, at opleve sin afdøde fars fødeland. Når romanen forfølger dette spor, slår den over i et mere følsomt, lyrisk og drømmende sprog. Hovedpersonen har en indre monolog rettet mod et du, Han, den afdøde far, og i dryp oprulles en familietragedie, der ender med datterens bortadoption. Samtidig har hun natlige drømme om en nordkoreaner, der måske aflytter hende fra et naboværelse, drømme, der er så livagtige, at hun selv tror, de er sande. I det hele taget ligger der en tåge over dette mere personlige spor af romanen, og læseren har svært ved at afgøre, hvornår noget har fundet sted, og hvornår der er tale om hovedpersonens digtninger og drømme. Denne uafklarethed afspejler den usikkerhed, der er hos turisterne i Nordkorea. De ved ikke, hvornår noget, de oplever, er sandt, og hvornår der er tale om en iscenesættelse.

Titlen 'Han' er faderens navn, men det har også en symbolsk betydning:

” – Mit navn er Han, siger du. – Men Han er også et fænomen iboende den koreanske kultur. Det er måske i virkeligheden mere en følelse end et begreb, siger du og fortsætter: – Han er en del af menneskets blod og åndedrag, det beskriver en følelse af uforløst vrede med en livslang smerte forårsaget af uretfærdig lidelse".

'Han' refererer dermed både til den kollektive lidelse, der er det koreanske folks, men også til smerten forbundet med den familiære tragedie, hvori faderen bedrager sin hustru og splitter sin familie, og til smerten over som en konsekvens heraf at skulle vokse op i et andet land er fortællerens, og at rejsen har som mål at forsøge at forsone sig med denne Han og denne smerte:

“Han, det er vores ansigt, du trak gennem gaderne som en vogn. Når jeg står her i dit fødeland, har mit ansigt fundet hjem. Her er det beslægtet med alle andre ansigter. Slægtens skabelon. – Jeg vil så gerne ligne alle andre, sagde jeg en dag til nye mor og far. – Giv mig dine store, vandblå øjne, nye far, giv mig en maske, et hvidt ansigt at bære. Kirurgen skal skære i det gule, indtil det hvide træder frem".

Eva Tind er født i 1974 i Pusan, Korea. Hun er uddannet arkitekt og har et virke som både forfatter og billedkunster. Hun har tidligere udgivet tre hybridværker, blandt andet debuten 'Do' fra 2009, der i digtets, fotoets, tuschtegningens, madopskriftens, sangtekstens, originalbrevets form undersøger oprindelse, identitet og tilhørsforhold. Hun har desuden udgivet romanen 'Rosenvej' i 2012. Ud af rejsen til Nordkorea kom foruden bogen 'Han' også en udstilling ´Panorama', udstillet på Gentofte Bibliotek, hvori Eva Tind blandt andet legede med censuren i tekstværket 'Turistfotos'. 41 indrammede tekster beskrev hvert billede, som var klistret på bagbeklædningen, så de besøgende ikke kunne se dem. Dermed overholdt Tind det forbud, det nordkoreanske styre har udstedt mod at vise billeder fra landet i offentligheden. Som privatperson kunne man dog købe rammen og få lov til at se billedet. En anden dansk forfatter, der arbejder med samme stof, den adopteredes tilgang til identitet og tilhørsforhold, er Maja Lee Langvad i digtsamlingen 'Find Holger Danske'.

Kilder, links og centrale værker