Nors, Dorthe - Kantslag

Dorthe Nors' forskudte gennembrudsbog slår lige så hårdt som titlen lover.

Man kan ikke læse 'Kantslag' uden først at forholde sig til historien om 'Kantslag': Novellesamlingen udkom i 2008 og fik pæne anmeldelser, men ikke den store opmærksomhed det år, hvor Naja Marie Aidt strålede på den danske litteraturscene med modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris for en anden novellesamling, 'Bavian'. Herefter fulgte et langt, sejt træk fra Dorthe Nors med hjælp fra agenter og forlag, som handlede om at få en fod indenfor på det amerikanske marked, hvilket for alvor lykkedes i 2013, da novellen "Hejren" fra samlingen blev trykt i det prestigefulde magasin The New Yorker. Det var for første gang lykkedes en dansk forfatter at få en novelle i The New Yorker og interessen for Dorthe Nors voksede herefter i USA, hvor en fuld udgivelse af novellesamlingen udkom i starten af 2014 under titlen 'Karate Chop'. Det nåede så vidt, at Oprah Winfreys magasin Oprah bragte en omtale af novellesamlingen og sammenlignede den med dansk møbelkunst, enkel og sublim. Herefter begyndte det at gå op for den hjemlige danske litteraturarena (for dette er skønlitteraturens version af eventyret om den grimme ælling), at der måske var noget, vi havde overset ved novellesamlingen og ved Dorthe Nors' forfatterskab i det hele taget. Selv kalder Nors bogen for Lazarus-bogen, fordi den afgik ved døden i Danmark og siden genopstod i USA. Og årsagen til, at netop amerikanerne er faldet for 'Kantslag', mener hun selv ligger i blandingen af det tragiske og det komiske, at novellerne tør være mørke og dystre, men samtidig også giver plads til smil.

Det er hele denne historie, der er anledningen til den lille lyserøde bog, der er 2. udgaven af 'Kantslag' på dansk i 2014. Og lægger man al udenomssnakken til side og åbner bogen, bliver man mødt af 15 korte, skarpe noveller om mennesker på kanten, skårede, ensomme eksistenser. Novellerne falder som slag, de falder hurtigt og slår hårdt. Allerede i anslagene rammer Nors præcist, og hun slår en uro ind i læseren, som bider sig fast, og som vokser, efterhånden som læsningen lægger novelle oven på novelle. Især for novelleforfattere er det vigtigt at mestre anslagets kunst, læseren skal indfanges med kølig træfsikkerhed og også gerne en vis dobbelttydighed eller åbenhed fra første færd. Og det gør Nors fx med en sætning som ”Det var den sommer, hun gik på kirkegårde”. Nors vækker en urolig nysgerrighed hos læseren, som herefter drages videre ind i en historie om en kvinde med en platonisk kærlighed af en art, som hun forventer hendes veninder ikke vil forstå. Læseren inddrages som den eneste fortrolige til historien, mens fortælleren lige så stille løber over sig med elementer af en historie om en sær og skæv kærlighed, men også viseligt slutter af, inden alt for meget er røbet, og efterlader læseren med denne sarte fornemmelse af at være blevet overladt nogle rester af en andens liv.  

Titelnovellen 'Kantslag' er samlingens blodigste, og her føres vi ind i den kvindelige fortællers selvransagende gennemgang af egne svagheder omkring sine valg af partnere, mens hendes kæreste ligger muligvis livløs på sengen i en blanding af blod og dyne. Og måske handler det alt sammen om ikke at sjuske sig uden for stregerne, konkluderer hun: ”Måske var de blå mærker bare en måde at male ud over stregerne på? Måske vendte han hende om, pressede hende ned i madrassen og kneppede hende bagfra, mens hun græd, og benene blev tunge, for at få hende til at blive levende og ægte ved at sjuske”.
Novellen "Buddhisten" (historien om en troende med storhedsvanvid, der lyver, fusker og horer) rummer masser af humor, fx i sætningen ”Selv er han buddhist og tisser kun, når han vil”. Den ironiserer hjerteløst over sin forvildede hovedperson, når han kører sin Citroën Berlingo direkte fra Lillebæltsbroen via et astrallegeme op i himmelen, og fortælleren driver sin humor langt i forsøget på at spidde og udlevere hovedpersonens frelste dobbeltmoral. Helt anderledes skrøbeligt og ironiforladt står novellen "Hejren", der fandt vejen til The New Yorker, og som er svær ikke at fremhæve som samlingens højdepunkt. "Hejren" følger en formørket mand på vandring rundt om Damhussøen og hans knopskydende associationer om parterede lig ved søen og om hejrer i Frederiksberg Have:

”I vinters så jeg én sidde og hænge på ryglænet af en af bænkene med sin lange tynde hals. Dens fødder var helt hvide, og den reagerede dårligt på, at jeg gik forbi. Den måde, hvorpå vinteren tog i dens halsfjer, var ved at få mig til at gå tilbage til den og sætte mig ved siden af den. Det er en måde, pinen skal trækkes ud på, det er måden, det aldrig rigtig svinger sig op på, og jeg vil ikke røre ved fugle, hverken levende eller døde fugle”.

I denne dobbelte fornemmelse af fascination og frastødning fortsætter gåturen og de vilde associationer, og neden under ligger en gruopvækkende stemning af forfald og forrådnelse.

Men Nors kan også gøre det klart og kompleksfrit, og det gør hun i novellen "Den store tomat", hvor intet faktisk for alvor går galt, på nær den forbyttede kæmpetomat, som bliver anledningen til et møde mellem to formodentlig kommende elskende. Som samling balancerer bogen kraftfuldt mellem det stillestående og det handlingsmættede. Den bevæger sig i det hjemlige, langs Damhussøen, i Vadehavet og på Manhattan. Og personkarakteristikkerne falder overrumplende og klart: ”Især kom Tina til at virke som den type, der ikke havde noget imod at stikke sin hånd ind i en and og trække kråsen ud”. Tilsammen tegner der sig en helhed af 15 gode, syrede og menneskekloge noveller, der vil ind der, hvor det kan mærkes.  

Dorthe Nors debuterede i 2001 med romanen 'Soul', der handler om et problematisk og besættende kærlighedsforhold. Hun har siden udgivet flere digtsamlinger og romaner. I 2013 udkom romanen 'Minna mangler et øvelokale', der er en fortælling om den 40-årige komponist og lidt trætte Minna. Fortællingen er bygget op udelukkende af skarptslebne hovedsætninger, hvor alle beskrivende tilføjelser er udeladt. Romanen er på den måde et formeksperiment, som samtidig giver et vittigt og klogt portræt af en kvinde, som bare er for sød og derfor mangler sin egen stemme og lyd. 

Kilder, links og centrale værker