Analyse
Jungersen Christian - Krat
I Christian Jungersens debutroman er vi med på en mands indre rejse til en fortid præget af uforløste og sammenfiltrede minder.
Poul Martin Poulsen er populært sagt i sit livs efterår. Han er 82 år gammel og har netop gennemgået en vellykket hjerteoperation, som har forlænget hans liv på ubestemt tid. Fra sit leje i hospitalssengen begiver Poul Martin sig på en indre erindringsrejse gennem sine mange leveår. I fragmentariske glimt genoplever og revurderer han sin opvækst i det Nordsjællandske, de formative ungdomsår, arbejdslivet og forholdet til datteren, som ikke længere er en del af hans liv. Derudover plages han af en uafklaret fornemmelse i forbindelse med forholdet til ungdomsvennen Eduard.
Poul Martin og Eduard – Venner eller fjender?
Fortællingens hovedfokus er det tvetydige forhold mellem Poul Martin og Eduard. Et forhold som ændrer karakter, da Poul Martin på sine ældre dage tager det op til revision og genfortolkning. Det handler om mindets diffuse betydning og tyngde i livet og om, hvordan mindet er stærkt foranderligt afhængig af ens ståsted. Noget, som har virket så indlysende, kan pludselig synes kompliceret og ude af kontekst. Flere kapitler i Poul Martins livsfortælling udgår ganske enkelt og andre får større betydning.
I begyndelsen af deres venskab er Poul Martin tydeligt optaget af Eduards mange fantastiske historier og store faktuelle viden. Han bruger Eduard til at gøre sig selv mere interessant og frigjort fra det bedre borgerskabs strømlinede tankesæt. Her er endelig én i mængden, som ikke bærer ”stribede golfjakker i børstet uld” og som ikke værdsætter musikken fra ”Søstrene Paul Petersens danseskole”. For Poul Martin er Eduard den tiltrængte katalysator for et opgør med traditionen. Men forgudelsen af Eduard bliver gradvist erstattet af mistillid til både hans vilde historier og til hele hans personlighed. Venneparret komplementerer hinanden, men er samtidig også hinandens modsætninger på flere fronter. Eduard mangler en stabil og nærværende familie og får tomrummet udfyldt hos Poul Martins familie, mens Eduard besidder de personlige træk, som Poul Martin har brug for i flugten fra konventioner og kedsomhed.
På overfladen er de to venner som brødre og i forestillingsverdenen er forholdet ideelt, men venskabet virker mest af alt til at være splittet op i to parallelle spor, som aldrig ender samme sted. Som handlingen skrider frem bliver det mere nærliggende at betegne venskabet som et fjendskab. Begge parter stræber efter noget, de ikke fuldt ud kan opnå. ”Hvor er det trist når to mennesker har det sådan at de begge to hellere vil være den anden og leve hans liv”. Særlig Poul Martin forsøger at udviske sin egen personlighed og adoptere Eduards helt ned i detaljerne. Og pludselig en dag i Poul Martins voksenliv indtræffer tæppefaldet, og det går op for ham, at han har haft Eduards liv til låns i en sådan grad, at han har følt det som sit eget. Og hvem er han så selv?
Identitetskrise
Identitetsproblematikken spiller en væsentlig rolle i bogen. Der bliver stillet spørgsmål til, hvor meget det er muligt at ændre på personligheden. Jungersen leger med forestillingen om, at vi som mennesker består af en kerneidentitet, som er pakket ind i flere lag af karaktertræk. Hvad kan modelleres og hvad kan ikke? Vi har alle en kerne, hvorfra alting udspringer, men vi er ikke selv bevidste om, hvad kernen består af. Også på den front viser modsætningerne sig tydeligt mellem de to venner. Eduard er glat og har ingen synlig kerneidentitet, men blot en lang række ydre karakteristika. Han har opbygget en facade af facts og hule betragtninger, og Poul Martin får egentlig kun glimt af hans personlighed på afstand gennem brevveksling.
Vi fornemmer derimod en snert af en ægthed i hele identitetsapparatet hos Poul Martin. En kerne. Han modellerer dog sit liv efter en skabelon af Eduard og dækker kerneidentiteten med flere lag af lånte personlighedstræk. Så da han en dag i en alder af 49 år træder ind i Poul Olsens Tobaksforretning og ønsker sin sædvanlige tobaksblanding, går det op for ham, at hans liv er en illusion skabt i billedet af Eduard. Han har i alle årene røget Eduards tobak, læst Eduards bøger og smidt skjorten over stoleryggen, som Eduard ville have gjort det. Facaden krakelerer. ”På under et sekund rammes han som af en nedrig tropisk pest. Han kan dårligt stå på benene eller sanse tobakshylder og ekspedient”. Det er klart, at han her vakler i troen på, hvem han er, da han jo har skabt sig selv i noget som grundlæggende ikke er virkeligt, nemlig Eduards facade.
Identitetskrisen indtræffer og han må nærmest nulstille livet for at få fast grund under fødderne igen. Men selv som gammel kan han ikke helt få et solidt greb om, hvem han er og har været. Derfor forsøger han retrospektivt at lokalisere kernen i sin egen identitet. Med Jungersens behandling af identitetsproblematikken kan man ikke undgå at tænke i retning af både Haruki Murakami og Paul Auster. Begge forfattere er i flere af deres værker glødende optaget af rungende tomme mennesker, som mangler indhold og netop søger efter en meningsfuld og særegen identitetsfornemmelse. Ofte grænser problemet til at have traumatisk karakter.
Traumet
Også Poul Martin har en form for traume, som han fra hospitalssengen ubevidst forsøger at få adgang til. Han taler om, at Eduard har stjålet hans liv. Han siger sågar, at Eduard i virkeligheden var 'Skyggen'. En betegnelse som her leder tankerne i retning af psykoanalytikeren Carl Gustav Jungs 'Skyggeteori'.
I forsøget på at kortlægge det menneskelige sind benytter Jung sig af 'Skyggen' til at beskrive et område af identiteten, som henligger i det ubevidstes mørke og altså endnu ikke er nået ind på bevidsthedens radar. Eduard bliver i Poul Martins bevidsthed gjort skyldig i forhold til tabet af datteren. Han er en indgroet del af Poul Martins personlighed, som er kædet sammen med flere formative begivenheder og lyspunkter i Poul Martins liv. Men samtidig er Eduard også både en del af og en portal til de mørke afkroge af Poul Martins sind. Et traumatiseret område, som blandt andet rummer hele affæren omkring datteren.
Episoden i Ordrup Krat, hvor det hele gik galt har han hele tiden husket, men lagt låg på. Datteren udgør en uafsluttet fortælling i Poul Martins liv. Hun er et blødende minde og et traume, som Poul Martin ikke umiddelbart har adgang til. Det er først, da nevøens kone Nina spørger til datteren, at Poul Martin bliver bevidst om nogle ting. ”Det er en tilgroet dør Nina beder ham om at slå op”. Og med døren på klem forsøger Poul Martin at skabe mening med sit liv og at komme den indre ufred til livs. Denne tanke kommer desuden til udtryk på allegorisk vis i en drøm, som Poul Martin har i hospitalssengen og igen i dødsøjeblikket. Det bringer os til titlen på bogen.
Krat
I drømmen ligger Poul Martin på plænen i Vallø Slotspark under et stort træ. Han er tæt på at lade sig overmande af søvnen, men noget rumsterer i krattet ved siden af, og forhindrer ham i at give slip og forsvinde ind i drømmen. Roen er ved at indfinde sig, men støjen fra krattet af sammenfiltrede erindringstumper udskyder søvnen (og døden). Poul Martin må først forsone sig med fortiden. Og særligt med datteren og med Eduard. Hele bogen er en form for rejse mod livets endeligt, og først da Poul Martin har fundet en vis mening med sin egen livsfortælling kan han lade den sorte panter slippe ud af krattet og tage ham med.
Jagten på sandheden
'Krat' er gådefuld til det sidste. Som læser bliver vi kastet frem og tilbage i forestillingen om, hvordan det hele hænger sammen. Vi kommer dybest ned i Poul Martins livsfortælling og ser primært forløbet fra hans øjne. Men vi når aldrig dertil, hvor vi fuldt ud kan tilslutte os Poul Martins version af historien. Vi føler os egentlig på rette spor, når han sammenstykker stumperne af sine erindringer om Eduard. Det er som et enormt puslespil, og vi aner undervejs tydeligt det endelige motiv. Lige indtil vi ikke kan finde plads til den ene brik efter den anden. Der opstår et brud på vores tillid til Poul Martin og til sandhedsværdien i fortællingen. De to hovedkarakterer har så forskelligartede syn på livet og verden, at vi aldrig finder ind til en kerne af sandhed i fortællingen. Plottet er diffust og uhåndgribeligt på samme måde, som Eduards og Poul Martins kerneidentitet er det.
Effekten er en vedvarende spænding i bogen, som tvinger os til konstant at opstille teorier om tingenes sammenhæng. Meget lig krimien. Er Poul Martin i virkeligheden Eduard og omvendt? Er Louise egentlig Eduards datter? Og udspiller hele fortællingen sig blot i Poul Martins kortvarige og tilbageskuende dødsøjeblik, få sekunder før panteren kravler ud af krattet. Fortællingen lukker nogle teorier, men holder andre åbne. Hvad er virkeligt og findes der overhovedet en endegyldig sandhed i et menneskes livsforløb? Det er nogle af de spørgsmål, man sidder tilbage med som læser på den anden side af krattet.
'Krat' er Christian Jungersens debutroman fra 1999. Han vandt Debutantprisen for bogen samme år. Efterfølgende har han skrevet 'Undtagelsen' og 'Du forsvinder' fra henholdsvis 2004 og 2012. Gennemgående for romanerne er spørgsmålet om, hvem vi er som mennesker, og hvordan vi kan påvirkes og konsekvenserne heraf. Desuden støder vi i forskellig udstrækning i værkerne på problemstillinger omkring personlighedsforstyrrelser og omkring dualismen i forholdet mellem god og ond.
I Christian Jungersens debutroman er vi med på en mands indre rejse til en fortid præget af uforløste og sammenfiltrede minder.
Poul Martin Poulsen er populært sagt i sit livs efterår. Han er 82 år gammel og har netop gennemgået en vellykket hjerteoperation, som har forlænget hans liv på ubestemt tid. Fra sit leje i hospitalssengen begiver Poul Martin sig på en indre erindringsrejse gennem sine mange leveår. I fragmentariske glimt genoplever og revurderer han sin opvækst i det Nordsjællandske, de formative ungdomsår, arbejdslivet og forholdet til datteren, som ikke længere er en del af hans liv. Derudover plages han af en uafklaret fornemmelse i forbindelse med forholdet til ungdomsvennen Eduard.
Poul Martin og Eduard – Venner eller fjender?
Fortællingens hovedfokus er det tvetydige forhold mellem Poul Martin og Eduard. Et forhold som ændrer karakter, da Poul Martin på sine ældre dage tager det op til revision og genfortolkning. Det handler om mindets diffuse betydning og tyngde i livet og om, hvordan mindet er stærkt foranderligt afhængig af ens ståsted. Noget, som har virket så indlysende, kan pludselig synes kompliceret og ude af kontekst. Flere kapitler i Poul Martins livsfortælling udgår ganske enkelt og andre får større betydning.
I begyndelsen af deres venskab er Poul Martin tydeligt optaget af Eduards mange fantastiske historier og store faktuelle viden. Han bruger Eduard til at gøre sig selv mere interessant og frigjort fra det bedre borgerskabs strømlinede tankesæt. Her er endelig én i mængden, som ikke bærer ”stribede golfjakker i børstet uld” og som ikke værdsætter musikken fra ”Søstrene Paul Petersens danseskole”. For Poul Martin er Eduard den tiltrængte katalysator for et opgør med traditionen. Men forgudelsen af Eduard bliver gradvist erstattet af mistillid til både hans vilde historier og til hele hans personlighed. Venneparret komplementerer hinanden, men er samtidig også hinandens modsætninger på flere fronter. Eduard mangler en stabil og nærværende familie og får tomrummet udfyldt hos Poul Martins familie, mens Eduard besidder de personlige træk, som Poul Martin har brug for i flugten fra konventioner og kedsomhed.
På overfladen er de to venner som brødre og i forestillingsverdenen er forholdet ideelt, men venskabet virker mest af alt til at være splittet op i to parallelle spor, som aldrig ender samme sted. Som handlingen skrider frem bliver det mere nærliggende at betegne venskabet som et fjendskab. Begge parter stræber efter noget, de ikke fuldt ud kan opnå. ”Hvor er det trist når to mennesker har det sådan at de begge to hellere vil være den anden og leve hans liv”. Særlig Poul Martin forsøger at udviske sin egen personlighed og adoptere Eduards helt ned i detaljerne. Og pludselig en dag i Poul Martins voksenliv indtræffer tæppefaldet, og det går op for ham, at han har haft Eduards liv til låns i en sådan grad, at han har følt det som sit eget. Og hvem er han så selv?
Identitetskrise
Identitetsproblematikken spiller en væsentlig rolle i bogen. Der bliver stillet spørgsmål til, hvor meget det er muligt at ændre på personligheden. Jungersen leger med forestillingen om, at vi som mennesker består af en kerneidentitet, som er pakket ind i flere lag af karaktertræk. Hvad kan modelleres og hvad kan ikke? Vi har alle en kerne, hvorfra alting udspringer, men vi er ikke selv bevidste om, hvad kernen består af. Også på den front viser modsætningerne sig tydeligt mellem de to venner. Eduard er glat og har ingen synlig kerneidentitet, men blot en lang række ydre karakteristika. Han har opbygget en facade af facts og hule betragtninger, og Poul Martin får egentlig kun glimt af hans personlighed på afstand gennem brevveksling.
Vi fornemmer derimod en snert af en ægthed i hele identitetsapparatet hos Poul Martin. En kerne. Han modellerer dog sit liv efter en skabelon af Eduard og dækker kerneidentiteten med flere lag af lånte personlighedstræk. Så da han en dag i en alder af 49 år træder ind i Poul Olsens Tobaksforretning og ønsker sin sædvanlige tobaksblanding, går det op for ham, at hans liv er en illusion skabt i billedet af Eduard. Han har i alle årene røget Eduards tobak, læst Eduards bøger og smidt skjorten over stoleryggen, som Eduard ville have gjort det. Facaden krakelerer. ”På under et sekund rammes han som af en nedrig tropisk pest. Han kan dårligt stå på benene eller sanse tobakshylder og ekspedient”. Det er klart, at han her vakler i troen på, hvem han er, da han jo har skabt sig selv i noget som grundlæggende ikke er virkeligt, nemlig Eduards facade.
Identitetskrisen indtræffer og han må nærmest nulstille livet for at få fast grund under fødderne igen. Men selv som gammel kan han ikke helt få et solidt greb om, hvem han er og har været. Derfor forsøger han retrospektivt at lokalisere kernen i sin egen identitet. Med Jungersens behandling af identitetsproblematikken kan man ikke undgå at tænke i retning af både Haruki Murakami og Paul Auster. Begge forfattere er i flere af deres værker glødende optaget af rungende tomme mennesker, som mangler indhold og netop søger efter en meningsfuld og særegen identitetsfornemmelse. Ofte grænser problemet til at have traumatisk karakter.
Traumet
Også Poul Martin har en form for traume, som han fra hospitalssengen ubevidst forsøger at få adgang til. Han taler om, at Eduard har stjålet hans liv. Han siger sågar, at Eduard i virkeligheden var 'Skyggen'. En betegnelse som her leder tankerne i retning af psykoanalytikeren Carl Gustav Jungs 'Skyggeteori'.
I forsøget på at kortlægge det menneskelige sind benytter Jung sig af 'Skyggen' til at beskrive et område af identiteten, som henligger i det ubevidstes mørke og altså endnu ikke er nået ind på bevidsthedens radar. Eduard bliver i Poul Martins bevidsthed gjort skyldig i forhold til tabet af datteren. Han er en indgroet del af Poul Martins personlighed, som er kædet sammen med flere formative begivenheder og lyspunkter i Poul Martins liv. Men samtidig er Eduard også både en del af og en portal til de mørke afkroge af Poul Martins sind. Et traumatiseret område, som blandt andet rummer hele affæren omkring datteren.
Episoden i Ordrup Krat, hvor det hele gik galt har han hele tiden husket, men lagt låg på. Datteren udgør en uafsluttet fortælling i Poul Martins liv. Hun er et blødende minde og et traume, som Poul Martin ikke umiddelbart har adgang til. Det er først, da nevøens kone Nina spørger til datteren, at Poul Martin bliver bevidst om nogle ting. ”Det er en tilgroet dør Nina beder ham om at slå op”. Og med døren på klem forsøger Poul Martin at skabe mening med sit liv og at komme den indre ufred til livs. Denne tanke kommer desuden til udtryk på allegorisk vis i en drøm, som Poul Martin har i hospitalssengen og igen i dødsøjeblikket. Det bringer os til titlen på bogen.
Krat
I drømmen ligger Poul Martin på plænen i Vallø Slotspark under et stort træ. Han er tæt på at lade sig overmande af søvnen, men noget rumsterer i krattet ved siden af, og forhindrer ham i at give slip og forsvinde ind i drømmen. Roen er ved at indfinde sig, men støjen fra krattet af sammenfiltrede erindringstumper udskyder søvnen (og døden). Poul Martin må først forsone sig med fortiden. Og særligt med datteren og med Eduard. Hele bogen er en form for rejse mod livets endeligt, og først da Poul Martin har fundet en vis mening med sin egen livsfortælling kan han lade den sorte panter slippe ud af krattet og tage ham med.
Jagten på sandheden
'Krat' er gådefuld til det sidste. Som læser bliver vi kastet frem og tilbage i forestillingen om, hvordan det hele hænger sammen. Vi kommer dybest ned i Poul Martins livsfortælling og ser primært forløbet fra hans øjne. Men vi når aldrig dertil, hvor vi fuldt ud kan tilslutte os Poul Martins version af historien. Vi føler os egentlig på rette spor, når han sammenstykker stumperne af sine erindringer om Eduard. Det er som et enormt puslespil, og vi aner undervejs tydeligt det endelige motiv. Lige indtil vi ikke kan finde plads til den ene brik efter den anden. Der opstår et brud på vores tillid til Poul Martin og til sandhedsværdien i fortællingen. De to hovedkarakterer har så forskelligartede syn på livet og verden, at vi aldrig finder ind til en kerne af sandhed i fortællingen. Plottet er diffust og uhåndgribeligt på samme måde, som Eduards og Poul Martins kerneidentitet er det.
Effekten er en vedvarende spænding i bogen, som tvinger os til konstant at opstille teorier om tingenes sammenhæng. Meget lig krimien. Er Poul Martin i virkeligheden Eduard og omvendt? Er Louise egentlig Eduards datter? Og udspiller hele fortællingen sig blot i Poul Martins kortvarige og tilbageskuende dødsøjeblik, få sekunder før panteren kravler ud af krattet. Fortællingen lukker nogle teorier, men holder andre åbne. Hvad er virkeligt og findes der overhovedet en endegyldig sandhed i et menneskes livsforløb? Det er nogle af de spørgsmål, man sidder tilbage med som læser på den anden side af krattet.
'Krat' er Christian Jungersens debutroman fra 1999. Han vandt Debutantprisen for bogen samme år. Efterfølgende har han skrevet 'Undtagelsen' og 'Du forsvinder' fra henholdsvis 2004 og 2012. Gennemgående for romanerne er spørgsmålet om, hvem vi er som mennesker, og hvordan vi kan påvirkes og konsekvenserne heraf. Desuden støder vi i forskellig udstrækning i værkerne på problemstillinger omkring personlighedsforstyrrelser og omkring dualismen i forholdet mellem god og ond.
Kommentarer