Hørslev, Lone - Jeg ved ikke om den slags tanker er normale: skilsmissedigte

Selvbiografi og selvperformance går hånd i hånd i Lone Hørslevs digtsamling 'Jeg ved ikke om den slags tanker er normale'.

 ”Jeg pakker ingenting ind mere, jeg pakker det UD og siger det, som det er”, skriver Lone Hørslev i et ef digtene i samlingen 'Jeg ved ikke, om den slags tanker er normale' med undertitlen 'skilsmissedigte', og dette mundrette motto pakker Hørslevs digtsamling fra 2009 ud og serverer den for læseren uden nogen af de former for digteriske dikkedarer, der kolorerer den mere højstemte, andægtige poesi med billeder, sammenligninger og kreative ordkonstruktioner, der hæver sig op over hverdagssproget. Hos Lone Hørslev er læseren midt i hverdagen, midt i hverdagssproget og lige midt i forfatterens egen skilsmisse, der pakkes ud og leveres i et sprog, der lægger sig meget tæt op ad talesproget, men alligevel, eller netop derfor, ubesværet rammer og nagler sårbare stemninger og situationer.

Der er noget sært besnærende ved at stikke sin nysgerrige læsersnude ned i et værk, der lægger sig direkte ovenpå en forfatters selvlevede virkelighed, for gad vide, hvordan Lone Hørslev egentlig forholdt sig og poetisk opholdt sig og i det hele taget selvopretholdt sig oven på sin skilsmisse, og går hun over stregen, bliver det for udleverende og for vrissende vredt? Spørgsmålene ligger hele tiden på spring, når man læser, og de bliver sat på spidsen, fordi det er næsten umuligt at tale om digter-jeget som adskilt fra forfatterens egen person, fx når der bekendes: "Skilsmissedigte, der er noget selvfølgeligt og samtidig skamfuldt over den undertitel, jeg ved ikke. Om det er normalt at tænke sådan; at man skal skamme sig over at blive skilt. Fy fy skamme og som om jeg med vilje har forsøgt at føre folk bag lyset og nu, først nu, opdager de bedraget, helt åndssvagt.” Det er forfatterens stemme, læseren forholder sig til, ikke mellemleddet, digter-jeget, og også på dette plan er det lykkedes forfatteren ikke at pakke noget ind, men at sige det, som det er. Alligevel bør man nok læse digtene med en vis varsomhed, for måske er det umiddelbart direkte forfatter-jeg en iscenesættelse, en performance, der koket drilsk lokker læseren ind i sit univers af vildledende giftgasser, som det hedder i indledningsdigtet: ”ADVARSEL:/Meget stærk giftgas/ er netop blevet/lagt ud”. Der er derfor langt fra den Hørslevske prosalyrik til den Vita Andersenske knækprosa i kraft af den virkelighedsperformance, digter-jeget udfører. Samtidig er Hørslevs digte langt fra at være banalt hverdagssproglige. Træfsikkert sammenflettes forskellige af hverdagssprogets kendte registre og tankespor i en megen stilsikker leg med lyrikkens mulighedsrum.

Samlingen falder i tre dele; den første, ''ak for besøget' består af tolv enkeltstående digte, der alle kredser om tabet, sorgen og vreden. Anden del, 'Husk at gemme en smule til nissen'  har samme tematik, men formen er her dagbogens, hvert digt er tildelt en dato fra den 1. til den 13. december, og med datohenvisningerne skabes i kraft af referencerne til dagbogsgenren en forøget virkelighedseffekt, endnu et lag i samspillet mellem Hørslevs nøgne, uindpakkede virkelighed og den bevidst giftgasudspyende og sporslørende fortæller. Tredje del, 'Giftige blomster og bær' består af et enkelt langdigt, der fremstår stærkt rytmisk i kraft af bl.a. brugen af gentagelser og sågar rim: ”Man må ikke bedrive HOR. Slet ikke når man er mor.” Humor, selvudlevering og selvkritik går her hånd i hånd og forstærkes af det overtydelige rim.  

Særligt for samlingen er også alt det, der ligger uden for teksten. Bogen er udgivet af Lone Hørslev og Forlaget Hjørring, og flapteksten angiver, hvilke erhvervssponsorer, der har støttet udgivelsen. Hørslev har valgt med udgivelsen at gå uden om de sædvanlige anerkendte forlag  og i stedet lave en personlig satsning på et lille ukendt forlag, der dog også har bl.a. Christel Wiinblads 'Min lillebror' på samvittigheden. Samtidig er bogen trykt i et delikat design, der mimer tidligere tiders udgivelser med tykke bogsider og vandmærke.  

Lone Hørslev debuterede i 2001 med digtsamlingen 'Tak'. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2003 og har udover en håndfuld digtsamlinger udgivet romanerne 'Fremmede galakser er kedelige' (2005), 'Naturlige fjender' (2008) og 'Sorg og camping' (2010). Hun har desuden lavet musik sammen med Mads Mouritz og Solveig Sandnes.

Kilder, links og centrale værker