Lars Frost roman om 70erne fjerner den mening, der er knyttet til steder og mennesker. Livet og bygninger skabes med et begrænset udsyn og fortælles på samme måde.
”Det er en af de store dræbere i trafikken. Det sker hver dag. Man står i sine egne tanker og følger en anden forgænger ud på kørebanen uden at se sig for. BUM.” Fænomenet kaldes ubevidst rødgang, som også er titlen på Lars Frosts roman fra 2008. I romanen gælder det både for den verden, der blev til i 70erne, og for det enkelte menneske. Mennesket og dets omgivelser bliver til i blinde.
'Ubevidst rødgang' falder i to dele. Hver del indledes med et dødsfald, der begge er knyttet til ingeniøren Erik. I første del dør Eriks lillebror Karsten og i anden del hans søn Arne. Dødsfaldene optræder begge som et tomrum i romanen, der får personerne til at bevæge sig, men som samtidig er fortalt således, at de ikke giver mening fra sig. Det sker i kraft af, at ingen af personerne reflekterer over dem.
Man kunne forestille sig, at en roman om 70erne forsøgte at svare på, hvordan vi fik det samfund, vi har i dag. Det gør Lars Frost også – hippiebevægelsen, terrorismen, de store anlægsarbejder, fritidssamfundet og kommunalreformen udgør en del af romanen – og så alligevel ikke. Plottet styrer bevidst uden om ansatser til årsag og konsekvens, og i stedet forbindes elementerne i et uoverskueligt netværk. Umberto Eco skriver i et efterord til sin roman 'Rosens navn' (1980) om netværkslabyrinten, der er kendetegnet ved at bestå af et uendeligt antal passager og ved at være uden indgang, udgang eller centrum. Sådan er det også i Lars Frosts roman.
Første del af romanen foregår i Danmark, hvor vi følger arkitekten Erik, men også en række personer, der er knyttet til Erik som bl.a. den tidligere forretningspartner John og sønnen Arne. Det er tro mod romankunsten i 70erne en kollektivroman, og der er anslag til det store familiedrama. Eriks konkurs og anstrengte forhold til sin tidligere partner John oprulles, og da hans anden bror Kresten bliver syg, konfronteres Erik med en anden side af sin egen fortid, da han må søge orlov fra sit job som ingeniør for at passe gården. På gården er der feriehytter, der står tomme som følge af, at Dansk Folkeferie havde fået byggetilladelse til at bygge sommerhuse tættere ved vandet. Det er på én gang en historie om forfald, men de gemmer samtidig en hemmelighed i form af en nynazistisk gruppe, der med Krestens tilladelse bruger en af hytterne som klubhus. Oven i det hele tropper Eriks søn Arne op og fortæller, at han har gjort en pige gravid.
Men så skifter romanen abrupt spor. Fortællerkonstruktionen ender i en selvmodsigelse, man allerede var advaret mod ca. 60 sider inde i første del. Romanen fortælles af en umulig blanding af en tredje-persons-fortæller med fuld adgang til tanker og en jeg-fortæller. I første del dominerer tredje-persons-fortælleren og i anden del jeg-fortælleren. 70ernes vægt på indhold, møder et modernistisk fokus på form.
Anden del foregår i Italien, dels Rom og dels Venedig og fortælles af en kvindelig jeg-fortæller. I første dels sidste del fulgte vi Eriks søn Arne og hans forhold til to kvinder. Ved starten af anden del er Arne død, og Erik har søgt tilflugt i Italien, hvor Arne døde. Demonstrativt har jeg-fortælleren ingen adgang til Eriks tanker. Det gælder også andre vigtige begivenheder i romanen, at de næsten ikke fortælles. Som læsere efterlades vi blandt andet med spørgsmålet om, hvorvidt Erik har fundet friheden, eller om det er tvang i forlængelse af sønnens død? Labyrinten er uden indgang og udgang.
Det er samtidig også en roman om, hvordan de bygninger, vi omgiver os med tog form. I Danmark tager en række ikke-steder form i løbet af 70erne. Steder, hvortil der netop ikke er knyttet nogen historie. Type-byggeri, sommerhuse, rigshospitalet, Roskilde Universitet, hvor der intet er gjort for at give bygningerne sjæl. Modsat er både Roms og Venedigs gader fulde af resonans, fulde af historie. Men både for ikke-stederne og stederne fulde af resonans gælder der, at vi næsten intet hører om det liv, der udspiller sig i dem. I stedet ser vi dem med ingeniørens fremmedartede blik. Om Venedig hedder det: ”De her gader ligner det samme miskmask af forvitrende facadesovs som hele resten af byen”. Med et loyalt blik ville det være en del af bygningernes udtryk og sjæl. Men jeg-fortælleren, der også er ingeniør, er mest optaget af problemstillingen om, hvordan man skal fundere kirken Gesuiti, så den ikke styrter sammen. Ikke fordi den historiske bygning har en særlig interesse for fortælleren. Nej, der fortælles i løbet af romanen med lige dele begejstring om fundamentet af Fiskebækbroen på Hillerødmotorvejen, der styrtede sammen i 1972 og fundamentet under Gesuiti. Fundering, elevatorkonstruktioner og grillens mange muligheder får samme vægt og betydning. Bygninger tegnes, bygges og styrter sammen. Mennesker fødes og dør.
Vores tid er forbundet med 1970erne, men med titlen på bogen kan man sige, at den verden, vi omgiver os med er blevet til ved ubevidst rødgang. Vi bevæger os. Eller som Erik får lov at sige: ”Mennesket er en ynkelig ting. En unyttig ting. En overflødig ting. De gode dør, de gale arver jorden.” Labyrinten er her stadig, og den er stadig uden indgang, centrum og udgang. Den er blot blevet større. BUM.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer