Forfatter
Peter Laugesen
Peter Laugesen er en kendt dansk digter, der har et omfangsrigt forfatterskab bag sig. I 2017 kunne han fejre 50-års jubilæum som forfatter.
Laugesens forfatterskab startede i gymnasietiden, hvor han, inspireret af blandt andet beatnik-litteraturen, hurtigt kunne se, at hans skriverier skilte sig ud fra den danske modernisme, der begyndte at fylde i litteraturen fra slutningen af 1950’erne. Han kiggede i stedet over Atlanten mod USA, hvor beatdigtere som Jack Kerouac og William S. Burroughs producerede litteratur, som Laugesen blev inspireret af.
Peter Laugesen debuterede i 1967 med ’Landskab’, og i 1975 rundede han allerede sin 12. digtsamling med ’Anarkotika’. ’Anarkotika’ er ligesom mange andre værker af Laugesen skrevet i en udefinerbar genre, som netop skaber sin form i at være formløs og i højere grad trække på tanke-/talestrøm. Og det er dét, der er med til at skabe værket. Peter Laugesens metode og proces er forankret i værket, som skaber et flagrende udtryk, og bidrager til værket som anarkistisk og rummelig. Det er et værk, der opstår i følelsernes vold, og som er sanselig, stor og brølende, men samtidig stærkt antikapitalistisk. Det sanselige og det samfundsorienterede bliver forbundet i Laugesens skriftlige tankestrøm, som skaber værkets processuelle perspektiv, som Laugesen bevarer igennem sit forfatterskab.
Det processuelle fokus ses også ’Nattur’ (1989), hvor der er en hyldest til den ubrudte skrivning, som også hersker i værket. Det er poesi, der undersøger sprogets muligheder og funktioner, og som er genkommende i Laugesens forfatterskab. I 2019, 20 år efter ’Nattur’, støder vi på det i ’Aftenblade’, som igennem sproget knytter sig til tidligere værker. Her udforsker han ordenes tingsliggørelse, som ofte forbliver udefinerbar, og sit eget forhold til nutidens forglemmelse af fortiden.
I 2020 udgav Peter Laugesen ’Vadehave’, hvor han benytter sig af sin egen erindring og sanseoplevelser til at skildre stemningen ved det rummelige Vadehav, hvor der er plads til, at tankerne kan vandre gennem Vadehavet og væk til Syrien, DSB og T.S. Eliots digtning.
Peter Laugesen har blandt andet modtaget Emil Aarestrup Medajlen i 1990, Det Danske Akademis Store Pris i 1992 og Martin Andersen Nexø Prisen i 1998.
Skrevet af Emma Karlebjerg, universitetspraktikant i efteråret 2020
Foto: Simon Knudsen, 2016
Peter Laugesen er en kendt dansk digter, der har et omfangsrigt forfatterskab bag sig. I 2017 kunne han fejre 50-års jubilæum som forfatter.
Laugesens forfatterskab startede i gymnasietiden, hvor han, inspireret af blandt andet beatnik-litteraturen, hurtigt kunne se, at hans skriverier skilte sig ud fra den danske modernisme, der begyndte at fylde i litteraturen fra slutningen af 1950’erne. Han kiggede i stedet over Atlanten mod USA, hvor beatdigtere som Jack Kerouac og William S. Burroughs producerede litteratur, som Laugesen blev inspireret af.
Peter Laugesen debuterede i 1967 med ’Landskab’, og i 1975 rundede han allerede sin 12. digtsamling med ’Anarkotika’. ’Anarkotika’ er ligesom mange andre værker af Laugesen skrevet i en udefinerbar genre, som netop skaber sin form i at være formløs og i højere grad trække på tanke-/talestrøm. Og det er dét, der er med til at skabe værket. Peter Laugesens metode og proces er forankret i værket, som skaber et flagrende udtryk, og bidrager til værket som anarkistisk og rummelig. Det er et værk, der opstår i følelsernes vold, og som er sanselig, stor og brølende, men samtidig stærkt antikapitalistisk. Det sanselige og det samfundsorienterede bliver forbundet i Laugesens skriftlige tankestrøm, som skaber værkets processuelle perspektiv, som Laugesen bevarer igennem sit forfatterskab.
Det processuelle fokus ses også ’Nattur’ (1989), hvor der er en hyldest til den ubrudte skrivning, som også hersker i værket. Det er poesi, der undersøger sprogets muligheder og funktioner, og som er genkommende i Laugesens forfatterskab. I 2019, 20 år efter ’Nattur’, støder vi på det i ’Aftenblade’, som igennem sproget knytter sig til tidligere værker. Her udforsker han ordenes tingsliggørelse, som ofte forbliver udefinerbar, og sit eget forhold til nutidens forglemmelse af fortiden.
I 2020 udgav Peter Laugesen ’Vadehave’, hvor han benytter sig af sin egen erindring og sanseoplevelser til at skildre stemningen ved det rummelige Vadehav, hvor der er plads til, at tankerne kan vandre gennem Vadehavet og væk til Syrien, DSB og T.S. Eliots digtning.
Peter Laugesen har blandt andet modtaget Emil Aarestrup Medajlen i 1990, Det Danske Akademis Store Pris i 1992 og Martin Andersen Nexø Prisen i 1998.
Skrevet af Emma Karlebjerg, universitetspraktikant i efteråret 2020
Foto: Simon Knudsen, 2016