Kristina Stoltz

Kristina Stoltz’ forfatterskab udfordrer, udforsker og eksperimenterer og kræver fordybelse af sin læser. Stoltz formår med sit køligt realistiske og samtidigt svævende sprog at udfordre sin læser og ikke mindst litteraturens rammer.

Kristina Stoltz (f. 1976) debuterede i 2000 med digtsamlingen ’Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse’, og i 2018 blev hun nomineret til DR Romanprisen. I efteråret 2020 er forfatteren aktuel med romanen ’Paradis først’, som, udover at indskrive sig i den aktuelle litteratur, også indskriver sig i den aktuelle samfundsdebat om amerikansk racisme. Racismediskussionen får plads side om side med en eksistentialistisk identitetsundersøgelse af, hvordan erindring forandres af hvilke nutidsøjne, der ser. Vi møder Kristina, som efter 20 år genser sin ungdomskæreste, Marlon, som sætter tankerne i gang om, hvad der var en gang, og som skaber splid mellem fortiden og nutiden. Ved hjælp af Stoltz’ svævende poetiske sprog, bliver det svært for læseren at adskille fortiden fra nutiden, og romanen udforsker erindringens magt. Erindringen og mennesket folder sig ud i dets kompleksitet og skaber et dobbeltblik på virkeligheden.

Erindringsmotivet løber som en rød tråd igennem Stoltz’ forfatterskab, og fremstilles ofte som en svævende størrelse, der gennemtrænger nutiden. Mange af fortællingerne behandler derfor også barnets udvikling til voksen, som Stoltz’ omfattende litterære karriere indledtes med i digtsamlingen ’Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse’. I ’Som om’ (2016) løber fortiden og nutiden sideløbende som to kontraster, der viser henholdsvis en fri og kreativ barndom og et voksenliv spærret inde i en småborgerlig kernefamilie. Sideløbende er måske en overdrivelse. Kontrast er ligeså. For både nutiden og fortiden indeholder psykisk sygdom og skilsmisse, og tiden synes ikke adskilt, men derimod som en mystisk sammenblanding, der gør erindring til nutid og nutid til erindring.

Stoltz leger med læserens oplevelse af tid og virkelighed. Det understreges også i romanen ’Historien’ (2013), hvor mødet mellem en femtenårig pige og en syvårig dreng bliver afgørende og allestedsværende for nutiden. Det, der starter som en uskyldig og til dels moderlig relation, der knytter sig til børnenes behov for et frirum fra den omsorgssvigt, de oplever fra deres forældre, udvikler sig til et seksuelt og forbudt forhold. Da de to rives fra hinanden, står deres fælles historie tilbage, og den følger med dem ind i voksenlivet, hvor de begge forsøger at genoplive fortiden igennem bøger. Det bliver en sammenvævning af virkelighed og fiktion og en bidragelse til diskussionen om, hvad litteraturen kan. Det forstærkes i e-bogen, som også indeholder film og musik, som bidrager til den umulige linje, som læseren konstant forsøger at optegne mellem kunsten og virkeligheden.

Kristina Stoltz er altid-eksperimenterende som kunstner og synes konstant at udforske, hvad kunst kan, som også kan tydes i hendes forskellige værker, der inkluderer både digte, noveller og romaner. Hun gør udforskningen komplet i romanen ’Cahun’, hvor kunsten bliver personificeret igennem Soldaten, som udspringer af hovedpersonens fantasi og optræder som en altomskiftelig instans. I ’Cahun’ følger vi livet af Lucy Schwob, der i samarbejde med Suzanne Malherbe står bag persona Claude Cahun. De to kvinder, udover at danne et kunstnerisk makkerpar, er både stedsøstre, elskerinder og nazi-modstandere. Fortællingen om Cahun kommer tydeligt til udtryk i kraft af fortælleren Soldaten, der fungerer som en figur, der konstant befinder sig imellem mand og kvinde, objekt og levende, og understreger Cahuns æstetik. Stoltz skaber heri en fortælling om kunstnerens projekt som grænsesøgende, der fremhæves af Kristina Stoltz’ egen kunstneriske udtryk.

Stoltz’ forfatterskab spænder bredt, men der synes at være et fælles holdepunkt for alle hendes værker: erindring og identitet. Og selv, når vi bevæger os langt fra sommerfrirum med seksuelle udfoldelse gennemsyret af svigt, som vi ser det i ’På ryggen af en tyr’ (2014), forbliver omdrejningspunktet det samme. ’Et kød – erotiske fortællinger’ (2012) og ’Æsel’ (2011) står som de to værker, der umiddelbart skiller sig mest ud hos Stoltz. ’Et kød – erotiske fortællinger’, der, ikke overraskende, centrerer sig om sex i alle udgaver (bogstaveligt talt), og ’Æsel’, der handler om to afghanske brødre, som flygter til Danmark, men undervejs bliver adskilt. Men afgørende for begge er deres søgen efter identitet.

Foto: Mikkel Tjellesen
Skrevet af Emma Karlebjerg, universitetspraktikant i efteråret 2020