Bog

Turisthotellet

Af (
2006
)

Anmeldelse

Turisthotellet af Kristina Stoltz

Hvem er vi, når vi tages ud af vores vante kontekst – familie, venner, karriere, virkelighedsopfattelse? Kristina Stoltz’s uvirkelige romandebut vækker nysgerrigheden hos os.

Lad det være sagt med det samme: "Turisthotellet" er ikke den type roman, jeg normalvist giver mig i kast med – introvert, drømmende og symboltung. Det tog mig også lidt længere end normalt at få den læst, men jeg er nu glad nok for, at jeg tog mig tiden til det!

Nadja, som er sangerinde og bosat i New Orleans, rejser uden mand og datter til København for at deltage ved sin farmors begravelse. Hun kommer dog aldrig til begravelsen, ligesom hun heller aldrig møder sin far og søster som planlagt – noget afholder hende fra at opsøge dem. 

Ved sin ankomst indlogerer hun sig på et billigt og lettere skummelt hotel på Vesterbro. Herfra udvikler hendes historie sig så som en slags (post)moderne mini-odysse. Sammen med Nadja lærer vi den aidsramte natteravn Victor at kende og hans tidligere danseelev, forfatterspiren Sofie. Nadja fascineres også af den smukke, men sindssyge indvandrerkvinde Leyla og hendes makabre historie.

I takt med at Nadjas søvnløshed udvikler sig, bliver drøm og virkelighed mere og mere sammenflydende, og derfor møder vi også romanens mere uvirkelige karakterer som det spøgelsesagtige barn Djuna og en lettisk sexslave.

Hvad der er hvad, og hvorfor det ender, som det gør, ved jeg ikke helt, men for mig er det en del af bogens charme. Andre ville nok indvende, at historien på den måde er lidt for søgt eller klichéagtig i sin mystik. Det, der for mig gør, at historien ikke kammer over, er, at jeg blev ganske fascineret af tanken om, hvad der kan ske, når man som menneske begynder at stille spørgsmål ved fundamentale ting som hvad der er virkeligt, hvad der har en mening, og hvad der bare er tilfældighedernes spil.

I en artikel andetsteds på Litteratursiden kan man læse om associationen mellem "Turisthotellet" og Hariku Murakamis romaner, men jeg synes måske "Turisthotellet" mangler en vis sproglig poesi for at gøre den sammenligning retfærdig, derimod kom jeg under læsningen i høj grad til at tænke på filminstruktøren David Lynch og hans film. "Turisthotellet" vil sikkert skille vandene mellem kvalme og fascination på samme måde, som hans film også gør det.

People's Press, 2006. 300 sider. Kr 279,-

Bogdetaljer

Forlag
People's Press
Faustnummer
26194172
ISBN
9788791812347
Antal sider
300

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer