Interview
Forfatterinterview Julie M. Day
Magi, elvere og evig kærlighed. Tredje bind i Trafallas-trilogien udkommer d. 22. august!
'Grænsen om Trafallas' er en fængslende fantasyfortælling om krig, magi og kærlighed, om at finde sin rette identitet og om at turde at ofre sig for at redde dem, man elsker.
Hvornår fik du idéen til Trafallas universet?
Ideen fik jeg helt tilbage i år 2010. Det er derfor en efterhånden ’gammel’ historie, som havde brug for at modnes, inden den (og jeg selv) var klar. Faktisk omskrev jeg begyndelsen (cirka kapitel 1-10) mindst tre gange, før jeg var tilfreds. Da første del Den halves arv udkom i august 2017, havde jeg derfor allerede skrevet del 2 og var godt i gang med del 3. Det er det gode ved at have haft manuskriptet liggende så længe.
Hvorfor fantasy?
Fordi fantasy har alt! Den kan rumme alt, både magiske elementer og realisme. Især elsker jeg blandingen af vores egen verden og fantasiens, såsom Harry Potter eller Twilight. Jeg synes, det er sjovt at forestille sig, at der findes mere mellem himmel og jord, og det er jo egentlig ikke noget nyt. Religion og overtro stammer vel i bund og grund fra fantasien. Jeg tror, at mange mennesker har brug for en eller anden form for fantasy - noget, der kan forklare det uforklarlige/uretfærdige/ubærlige. Derudover går nærmest alle temaer an i fantasy, hvorimod man ikke bare sådan uden videre kan smide en heks eller vampyr ind i eksempelvis ren YA. Jeg tror, at alle genrer har noget ganske særligt - og vigtigt - over sig, dog kan fantasy rumme hele pakken. Tabuer, kønsroller, mobning, helte, heltinder, skurke, det overnaturlige, magi, forelskelse, jalousi, had, forræderi, svigt etc.
Fantasygenren har ry for at være børne- og ungdomslitteratur, men du har valgt at skrive om en voksen hovedperson, hvorfor?
Jeg synes, det er så ærgerligt et ry. Heldigvis fornemmer jeg, at tendensen er ved at vende, og jeg bliver glad sådan helt-ind-i-knoglerne, når jeg taler med andre voksne, som også elsker fantasy. Grunden til, at jeg valgte at skrive om en voksen hovedperson, er, at jeg selv manglede hende (Grace), da jeg var i starten af tyverne. Jeg havde selvfølgelig svælget i Twilight, men jeg trængte samtidig til, at karaktererne ikke skulle gå i highschool og være teenagere. Jeg trængte til, at de godt måtte drikke alkohol og gå i seng med deres kærester - ikke fordi der er ret meget af det i Trafallas. Måske var det følelsen af, at ’det her kunne være sket for mig’, jeg manglede. Sidenhen er der heldigvis kommet meget mere af den slags litteratur, som også er for voksne. Måske er det, fordi Harry Potter-generationen selv er voksne nu, og måske har Game of Thrones også spillet en rolle. I hvert fald er fantasygenren så meget mere end kun for børn - gudskelov, for jeg kunne ikke undvære den!
Hvad karakteriserer Grace som hovedperson?
Grace er ikke nogen typisk heltinde, og for det elsker jeg hende. Jeg havde brug for, at hun ikke bare greb et våben og gik op imod de onde. Grace er meget menneskelig. Hun er ikke specielt modig (i hvert fald ikke i første bog), og hun har en tendens til at blive usikker og i tvivl, og så er hun tryghedsnarkoman. Samtidig er hun meget loyal, og hun elsker ubetinget. Der findes mange heltinder i litteraturen, som er ret så bad ass, og det er super fedt. Grace var dog bare slet ikke den type. Hun er mere snublet ind i det her eventyr, og hun er ikke særligt udvalgt til noget som helst. Det hele er faktisk lidt af et tilfælde, og hun skal lære (gennem tre bøger) at bære den byrde på sine skuldre samt lære at takle den.
Hvilken karakter har været den fedeste at skrive om?
Uha, det må næsten være Grace. Hendes udvikling har været så vild at følge, især fordi hun er vokset med mig og jeg med hende. Udover at skrive om Grace nød jeg også at beskæftige mig med De Ældre. Jeg kunne ikke helt finde ud af dem, finde ud af hvilken race de tilhørte, eller hvad de var i stand til, og i tredje bog bliver der afsløret ting og sager. Dét har været både sjovt og spændende. Sidst men ikke mindst har det jo bare været en fest at skrive om de fremmede væsner, der lever i Trafallas. I tredje og sidste bind bliver to nye racer, maldêkinner og skyggeveryler, præsenteret, og jeg er helt pjattet med dem.
Hvordan arbejder du med research i skriveprocessen, og kan man overhovedet det på en fantasybog?
Hvis man eksempelvis vælger, at noget af éns historie skal foregå i den virkelige verden - og endda på et udvalgt virkeligt sted - så synes jeg, at det er smadder vigtigt at researche. Derfor kan man selvfølgelig lave research på en fantasybog såvel som andre boggenrer. Og dette gør sig ikke kun gældende for stedbeskrivelser. Der er en næsten uendelig liste over emner, hvor man kan lave research. Måske kunne det være noget så simpelt som flyafgange, eller særlige traditioner i kulturen, en særlig udbredt sygdom på et givent sted etc. Et eksempel på andre danske fantasybøger, hvor man kan mærke, at der ligger et større detektivarbejde bag, kunne være Heksens kald af Mette Sejrbo eller Ellekongen af Signe Fahl. Begge bøger er glimrende eksempler (og glimrende generelt!) på, hvordan en forfatter kan lave research, som gør hele historien meget mere troværdig. I Heksens kald er der masser af spændende information om hekse, Wicca, symboler og urter, og man mærker virkelig, hvor meget Mette Sejrbo har kredset for detaljerne. I Ellekongen blev jeg blæst bagover af Signe Fahls evne til at gøre fortiden nutidig. Hun har styr på Danmark for flere hundrede år siden, styr på, hvad man beskæftigede sig med, styr på overtro og på andre fænomener.
For mig personligt researchede jeg rigtig meget på den by, Grace kommer fra i Nordamerika, nemlig Suamico. Jeg har aldrig selv været der, men efter alle de googlebilleder, streetviews og beskrivelser om både nationalparker i området, om selve byen og staten Wisconsin generelt føler jeg næsten, at jeg har set det med egne øjne. Jeg syntes, det var vigtigt, at stedet fremstod så ægte som muligt.
Forsiderne på Grænsen til Trafallas-serien er prydet af Harry Potter illustrator Per O. Hvordan kom det samarbejde i stand?
For mig er Pers illustrationer indbegrebet af episk fantasy. Jeg er vild med hans streg. Derfor var jeg fra start ret hooked på, at han skulle illustrere forsiderne til mine bøger. Der var aldrig nogen andre illustratorer oppe at vende. Min første forlægger bad mig om at kontakte Per selv. Det var en smule intimiderende at skulle skrive til et andet menneske, som man ser op til i håb om et muligt samarbejde, når man selv bare er en grønskolling, der skal til at debutere med sin første bog. Per var heldigvis meget sød, da han svarede på min mail, hvori han bad om at læse noget af mit manuskript for at se, om det var noget, han turde at binde an med. Jeg sendte manus til ham, han læste og vendte tilbage med den helt vidunderlige besked om, at han gerne ville illustrere mine bøger. Jeg kan huske, at jeg udbrød et højt jubelhvin, ringede til min mor og lavede lidt flere jubelhvin og gik rundt om mig selv i nogle timer, inden nyheden helt kunne synke ind. I skrivende stund har jeg netop set skitsen til sidste del af Trafallas-trilogien, og den bliver über epic.
Hvad er din vildeste oplevelse som forfatter?
Den ultimativ vildeste oplevelse var at blive udgivet - kort og godt! Dét at se sin historie med et omslag, med en skræddersyet for- og bagside, i hænderne på mennesker, man slet ikke kender; det er der intet, der slår. Noget andet vildt, jeg har oplevet, er, når læsere skriver til mig eller opsøger mig til eksempelvis messer eller bogsigneringer og fortæller, at de har læst mine bøger nu for tredje gang eller mere. Det er skørt. På et tidspunkt til en bogsignering oplevede jeg også, at en læser kom hen og spurgte efter et kram. Hun rystede, da jeg lagde armene om hende, og bagefter skulle jeg signere hendes underarm. Dét var surrealistisk på den allerfedeste måde. Jeg følte mig lidt som en fusker og kunne ikke lade være med at tænke, at hun da måtte have forvekslet mig med en anden. Også selvom vi talte om de forskellige karakterer fra Trafallas, og hun nævnte deres navne osv. Noget andet, jeg var ret beæret over at opleve, var, da jeg blev interviewet til DR’s hjemmeside og fortalte om mit liv som fantasyforfatterinde.
Hvad skal der ske efter Grænsen til Trafallas? Kommer der flere bøger i det univers, eller skriver du på noget nyt?
Forhåbentligt vender jeg tilbage til Trafallas en dag. Jeg har i hvert fald et par ideer til spinoffs, om ikke andet så bare for at få lov til at skrive om maldêkinner og skyggeveryler igen. Men for nu trænger jeg til en pause. Historien har fulgt mig i så mange år, at det både er vemodigt og samtidig en lettelse at lægge den fra mig. Jeg arbejder på en helt ny serie, som er en diametral modsætning til det univers, jeg indtil videre har beskæftiget mig med. Den er skrevet i tredjeperson, hvor Trafallas har en jeg-fortæller. Derudover følger man i den nye historie mange forskellige karakterer i stedet for kun én hovedperson. Man får et indblik i, hvordan deres handlinger og beslutninger påvirker ikke kun deres egne liv men så sandelig også de andre karakterers. Der tages tabuer op såsom kønsroller og racediskriminering. Den har meget mere kant og er mere barsk. Den er langt fra Trafallas’ smukke landskaber. Og så er der drager med! Jeg er blevet inspireret af blandt andet Game of Thrones, Dronningen af Tearling og Throne of Glass.
Har du et godt råd til forfatterspirer?
Skriv og læs. Læs og skriv. Man har sikkert hørt det før, men det er virkelig mit allerbedste råd, og det er noget, jeg selv lever efter. Engang imellem har man ikke lyst til at skrive. Man kan ikke finde inspirationen eller motivationen. Det er netop dér, at man (i hvert fald nogen gange) skal tvinge sig selv i gang. Det kræver konstant træning at blive god til et ’håndværk’, og jeg kan mærke, hvor meget det forbedrer mine egne skriveevner. Med hensyn til læsning er det lidt det samme. Jeg kan også falde i en Reading Slump, som man siger. En periode, hvor jeg slet ikke har lyst til at læse. Ikke nødvendigvis fordi det, jeg læser, er dårligt. Det kan sagtens være gode bøger. Så kræver det måske bare, at man enten tager en pause, eller at man tvinger sig selv i gang. Til sidst er et godt råd at lade andre læse det, man har skrevet. Hvis man er virkelig modig, kan man finde en betalæser (testlæser), som man ikke kender. Dem kan man eksempelvis finde på Facebook, hvor der findes forskellige grupper for netop lige det. Det er så vigtigt med konstruktiv kritik, fordi djævlen ligger i detaljen, og ind imellem kan man som forfatter stirre sig helt blind på sit manuskript, på karaktererne, deres udvikling, historiens udvikling osv. Man skal kunne tåle kritikken, så længe den selvfølgelig er konstruktiv og ikke demotiverende. I sidste ende bestemmer du jo selv som forfatter, hvad du vil rette dig efter, og hvad du vil beholde. Det er jo din historie.
Hvis du selv kunne rejse ind i et fantasyunivers, hvilket ville du så vælge?
Trafallas, selvfølgelig. Ellers skulle det være en tur til den verden, som Sarah J. Maas har skabt i sin serie; Et rige af torne og roser. Der er simpelthen så mange pæne mænd dér.
3 fun facts om Julie M. Day
1. Det var min yngste storesøster, der fandt på titlen ’Grænsen til Trafallas’.
2. Jeg bryder mig ikke spor om ostepops.
3. Jeg skriver bedst, når det er gråvejr - aner ikke hvorfor! Og hvis det regner eller sner er det helt perfekt.
Magi, elvere og evig kærlighed. Tredje bind i Trafallas-trilogien udkommer d. 22. august!
'Grænsen om Trafallas' er en fængslende fantasyfortælling om krig, magi og kærlighed, om at finde sin rette identitet og om at turde at ofre sig for at redde dem, man elsker.
Hvornår fik du idéen til Trafallas universet?
Ideen fik jeg helt tilbage i år 2010. Det er derfor en efterhånden ’gammel’ historie, som havde brug for at modnes, inden den (og jeg selv) var klar. Faktisk omskrev jeg begyndelsen (cirka kapitel 1-10) mindst tre gange, før jeg var tilfreds. Da første del Den halves arv udkom i august 2017, havde jeg derfor allerede skrevet del 2 og var godt i gang med del 3. Det er det gode ved at have haft manuskriptet liggende så længe.
Hvorfor fantasy?
Fordi fantasy har alt! Den kan rumme alt, både magiske elementer og realisme. Især elsker jeg blandingen af vores egen verden og fantasiens, såsom Harry Potter eller Twilight. Jeg synes, det er sjovt at forestille sig, at der findes mere mellem himmel og jord, og det er jo egentlig ikke noget nyt. Religion og overtro stammer vel i bund og grund fra fantasien. Jeg tror, at mange mennesker har brug for en eller anden form for fantasy - noget, der kan forklare det uforklarlige/uretfærdige/ubærlige. Derudover går nærmest alle temaer an i fantasy, hvorimod man ikke bare sådan uden videre kan smide en heks eller vampyr ind i eksempelvis ren YA. Jeg tror, at alle genrer har noget ganske særligt - og vigtigt - over sig, dog kan fantasy rumme hele pakken. Tabuer, kønsroller, mobning, helte, heltinder, skurke, det overnaturlige, magi, forelskelse, jalousi, had, forræderi, svigt etc.
Fantasygenren har ry for at være børne- og ungdomslitteratur, men du har valgt at skrive om en voksen hovedperson, hvorfor?
Jeg synes, det er så ærgerligt et ry. Heldigvis fornemmer jeg, at tendensen er ved at vende, og jeg bliver glad sådan helt-ind-i-knoglerne, når jeg taler med andre voksne, som også elsker fantasy. Grunden til, at jeg valgte at skrive om en voksen hovedperson, er, at jeg selv manglede hende (Grace), da jeg var i starten af tyverne. Jeg havde selvfølgelig svælget i Twilight, men jeg trængte samtidig til, at karaktererne ikke skulle gå i highschool og være teenagere. Jeg trængte til, at de godt måtte drikke alkohol og gå i seng med deres kærester - ikke fordi der er ret meget af det i Trafallas. Måske var det følelsen af, at ’det her kunne være sket for mig’, jeg manglede. Sidenhen er der heldigvis kommet meget mere af den slags litteratur, som også er for voksne. Måske er det, fordi Harry Potter-generationen selv er voksne nu, og måske har Game of Thrones også spillet en rolle. I hvert fald er fantasygenren så meget mere end kun for børn - gudskelov, for jeg kunne ikke undvære den!
Hvad karakteriserer Grace som hovedperson?
Grace er ikke nogen typisk heltinde, og for det elsker jeg hende. Jeg havde brug for, at hun ikke bare greb et våben og gik op imod de onde. Grace er meget menneskelig. Hun er ikke specielt modig (i hvert fald ikke i første bog), og hun har en tendens til at blive usikker og i tvivl, og så er hun tryghedsnarkoman. Samtidig er hun meget loyal, og hun elsker ubetinget. Der findes mange heltinder i litteraturen, som er ret så bad ass, og det er super fedt. Grace var dog bare slet ikke den type. Hun er mere snublet ind i det her eventyr, og hun er ikke særligt udvalgt til noget som helst. Det hele er faktisk lidt af et tilfælde, og hun skal lære (gennem tre bøger) at bære den byrde på sine skuldre samt lære at takle den.
Hvilken karakter har været den fedeste at skrive om?
Uha, det må næsten være Grace. Hendes udvikling har været så vild at følge, især fordi hun er vokset med mig og jeg med hende. Udover at skrive om Grace nød jeg også at beskæftige mig med De Ældre. Jeg kunne ikke helt finde ud af dem, finde ud af hvilken race de tilhørte, eller hvad de var i stand til, og i tredje bog bliver der afsløret ting og sager. Dét har været både sjovt og spændende. Sidst men ikke mindst har det jo bare været en fest at skrive om de fremmede væsner, der lever i Trafallas. I tredje og sidste bind bliver to nye racer, maldêkinner og skyggeveryler, præsenteret, og jeg er helt pjattet med dem.
Hvordan arbejder du med research i skriveprocessen, og kan man overhovedet det på en fantasybog?
Hvis man eksempelvis vælger, at noget af éns historie skal foregå i den virkelige verden - og endda på et udvalgt virkeligt sted - så synes jeg, at det er smadder vigtigt at researche. Derfor kan man selvfølgelig lave research på en fantasybog såvel som andre boggenrer. Og dette gør sig ikke kun gældende for stedbeskrivelser. Der er en næsten uendelig liste over emner, hvor man kan lave research. Måske kunne det være noget så simpelt som flyafgange, eller særlige traditioner i kulturen, en særlig udbredt sygdom på et givent sted etc. Et eksempel på andre danske fantasybøger, hvor man kan mærke, at der ligger et større detektivarbejde bag, kunne være Heksens kald af Mette Sejrbo eller Ellekongen af Signe Fahl. Begge bøger er glimrende eksempler (og glimrende generelt!) på, hvordan en forfatter kan lave research, som gør hele historien meget mere troværdig. I Heksens kald er der masser af spændende information om hekse, Wicca, symboler og urter, og man mærker virkelig, hvor meget Mette Sejrbo har kredset for detaljerne. I Ellekongen blev jeg blæst bagover af Signe Fahls evne til at gøre fortiden nutidig. Hun har styr på Danmark for flere hundrede år siden, styr på, hvad man beskæftigede sig med, styr på overtro og på andre fænomener.
For mig personligt researchede jeg rigtig meget på den by, Grace kommer fra i Nordamerika, nemlig Suamico. Jeg har aldrig selv været der, men efter alle de googlebilleder, streetviews og beskrivelser om både nationalparker i området, om selve byen og staten Wisconsin generelt føler jeg næsten, at jeg har set det med egne øjne. Jeg syntes, det var vigtigt, at stedet fremstod så ægte som muligt.
Forsiderne på Grænsen til Trafallas-serien er prydet af Harry Potter illustrator Per O. Hvordan kom det samarbejde i stand?
For mig er Pers illustrationer indbegrebet af episk fantasy. Jeg er vild med hans streg. Derfor var jeg fra start ret hooked på, at han skulle illustrere forsiderne til mine bøger. Der var aldrig nogen andre illustratorer oppe at vende. Min første forlægger bad mig om at kontakte Per selv. Det var en smule intimiderende at skulle skrive til et andet menneske, som man ser op til i håb om et muligt samarbejde, når man selv bare er en grønskolling, der skal til at debutere med sin første bog. Per var heldigvis meget sød, da han svarede på min mail, hvori han bad om at læse noget af mit manuskript for at se, om det var noget, han turde at binde an med. Jeg sendte manus til ham, han læste og vendte tilbage med den helt vidunderlige besked om, at han gerne ville illustrere mine bøger. Jeg kan huske, at jeg udbrød et højt jubelhvin, ringede til min mor og lavede lidt flere jubelhvin og gik rundt om mig selv i nogle timer, inden nyheden helt kunne synke ind. I skrivende stund har jeg netop set skitsen til sidste del af Trafallas-trilogien, og den bliver über epic.
Hvad er din vildeste oplevelse som forfatter?
Den ultimativ vildeste oplevelse var at blive udgivet - kort og godt! Dét at se sin historie med et omslag, med en skræddersyet for- og bagside, i hænderne på mennesker, man slet ikke kender; det er der intet, der slår. Noget andet vildt, jeg har oplevet, er, når læsere skriver til mig eller opsøger mig til eksempelvis messer eller bogsigneringer og fortæller, at de har læst mine bøger nu for tredje gang eller mere. Det er skørt. På et tidspunkt til en bogsignering oplevede jeg også, at en læser kom hen og spurgte efter et kram. Hun rystede, da jeg lagde armene om hende, og bagefter skulle jeg signere hendes underarm. Dét var surrealistisk på den allerfedeste måde. Jeg følte mig lidt som en fusker og kunne ikke lade være med at tænke, at hun da måtte have forvekslet mig med en anden. Også selvom vi talte om de forskellige karakterer fra Trafallas, og hun nævnte deres navne osv. Noget andet, jeg var ret beæret over at opleve, var, da jeg blev interviewet til DR’s hjemmeside og fortalte om mit liv som fantasyforfatterinde.
Hvad skal der ske efter Grænsen til Trafallas? Kommer der flere bøger i det univers, eller skriver du på noget nyt?
Forhåbentligt vender jeg tilbage til Trafallas en dag. Jeg har i hvert fald et par ideer til spinoffs, om ikke andet så bare for at få lov til at skrive om maldêkinner og skyggeveryler igen. Men for nu trænger jeg til en pause. Historien har fulgt mig i så mange år, at det både er vemodigt og samtidig en lettelse at lægge den fra mig. Jeg arbejder på en helt ny serie, som er en diametral modsætning til det univers, jeg indtil videre har beskæftiget mig med. Den er skrevet i tredjeperson, hvor Trafallas har en jeg-fortæller. Derudover følger man i den nye historie mange forskellige karakterer i stedet for kun én hovedperson. Man får et indblik i, hvordan deres handlinger og beslutninger påvirker ikke kun deres egne liv men så sandelig også de andre karakterers. Der tages tabuer op såsom kønsroller og racediskriminering. Den har meget mere kant og er mere barsk. Den er langt fra Trafallas’ smukke landskaber. Og så er der drager med! Jeg er blevet inspireret af blandt andet Game of Thrones, Dronningen af Tearling og Throne of Glass.
Har du et godt råd til forfatterspirer?
Skriv og læs. Læs og skriv. Man har sikkert hørt det før, men det er virkelig mit allerbedste råd, og det er noget, jeg selv lever efter. Engang imellem har man ikke lyst til at skrive. Man kan ikke finde inspirationen eller motivationen. Det er netop dér, at man (i hvert fald nogen gange) skal tvinge sig selv i gang. Det kræver konstant træning at blive god til et ’håndværk’, og jeg kan mærke, hvor meget det forbedrer mine egne skriveevner. Med hensyn til læsning er det lidt det samme. Jeg kan også falde i en Reading Slump, som man siger. En periode, hvor jeg slet ikke har lyst til at læse. Ikke nødvendigvis fordi det, jeg læser, er dårligt. Det kan sagtens være gode bøger. Så kræver det måske bare, at man enten tager en pause, eller at man tvinger sig selv i gang. Til sidst er et godt råd at lade andre læse det, man har skrevet. Hvis man er virkelig modig, kan man finde en betalæser (testlæser), som man ikke kender. Dem kan man eksempelvis finde på Facebook, hvor der findes forskellige grupper for netop lige det. Det er så vigtigt med konstruktiv kritik, fordi djævlen ligger i detaljen, og ind imellem kan man som forfatter stirre sig helt blind på sit manuskript, på karaktererne, deres udvikling, historiens udvikling osv. Man skal kunne tåle kritikken, så længe den selvfølgelig er konstruktiv og ikke demotiverende. I sidste ende bestemmer du jo selv som forfatter, hvad du vil rette dig efter, og hvad du vil beholde. Det er jo din historie.
Hvis du selv kunne rejse ind i et fantasyunivers, hvilket ville du så vælge?
Trafallas, selvfølgelig. Ellers skulle det være en tur til den verden, som Sarah J. Maas har skabt i sin serie; Et rige af torne og roser. Der er simpelthen så mange pæne mænd dér.
3 fun facts om Julie M. Day
1. Det var min yngste storesøster, der fandt på titlen ’Grænsen til Trafallas’.
2. Jeg bryder mig ikke spor om ostepops.
3. Jeg skriver bedst, når det er gråvejr - aner ikke hvorfor! Og hvis det regner eller sner er det helt perfekt.
