Anmeldelse
Grænsen til Trafallas. Del 3, Den sidste alliance af Julie M. Day
- Log ind for at skrive kommentarer
Grace menneskedatter står overfor svære valg, der får afgørende betydning for verdens skæbne – og for kærligheden. Intens og spændende afslutning på fantasysagaen om elverlandet.
I sidste del af trilogien 'Grænsen til Trafallas' bevæger Grace sig ud på en sidste færd mod Nord. Krigen er for alvor ved at bryde ud, men udover at sikre alliancer i kampen mod mørkets onde tjenere, har Grace også en anden mission i Nord. Inden næste fuldmåne må hun nå frem til Skyggefolkets hersker Morfildor. Kun han kan hjælpe hende med at uddrive giften i Zachos krop og bringe ham tilbage til livet.
Grænsen til Trafallas er en stor fortælling om kærlighed, mod og håb. I et parallelunivers grænser landet Trafallas op til vores egen verden, og da Grace har fod i begge verdner, bliver hun trukket ind i et mægtigt opgør mellem gode og onde kræfter. Grace er ikke blot nøglen til portalerne i Trafallas, hun er også landets beskytter og forkynder, og har magiske evner.
Måske tror man, at Grace er uovervindelig og ophøjet, men det er hun langt fra. Grace er mere menneske end elver og bærer følelserne uden på tøjet. Hun fejler, siger uheldige ting, bliver rasende og er i det hele taget meget almindelig og let at sammenligne sig med for danske læsere. Det er næsten en lettelse at læse om en hovedperson, der ikke blot er magisk levende, men også troværdig og naturlig i sin adfærd.
Seriens helt store tema er kærlighed, og man forlader serien med en hjerteskærende mavepuster. Der er intens kærlighed til familie, venner, elskere, naturen og ikke mindst et land i forandring. Julie M. Day formidler denne følelse med bravur og med sin egen tydelige kærlighed til historiens kraft.
Trilogien er forfatterens debut, og jeg er ret imponeret over seriens generelle kompleksitet og opbygning af fantasyuniverset, men også over den tydelige udvikling forfatteren har gennemgået fra første til sidste bind. Det er altid spændende at følge en ny forfatter, og jeg glæder mig til at læse meget mere fra Julie M. Day.
’Grænsen til Trafallas’ er ubeskrivelig god, og med over 1500 siders læsestof er der nok at gå i gang med for dig, der leder efter den næste store fantasysaga.
Brugernes anmeldelser