”Tab for alt ikke lysten til at gå:
Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til
Og går fra enhver sygdom;
Jeg har gået mig mine bedste tanker til
Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” -
” Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.” - Søren Kierkegaard, 'Brev til sin svigerinde Sophie Henriette, der havde været syg' (1847)
Søren Kierkegårds velvalgte ord er mere end nogensinde aktuelle. Flere nye bøger trækker på en lang litterær tradition og inspiration. Når verden eller livet bliver for uoverskueligt, kan det være nødvendigt selv at gå ud og mærke efter, hvordan det ser ud derude. At gå betyder at være på vej, at gå fra noget, gå til noget eller måske blive en anden. Forvandlingen af selvet i åndelig betydning er en del af målet. Pilgrimsrejser har sit særlige formål. Her er et udvalg af nye, nyere og klassiske tekster, der kan inspirere til pilgrimsrejser eller til blot at vandre og tænke.