The Witcher - det sidste ønske

Hver eneste side er fyldt med underfundige påhit og eventyrlige skabninger. Bestsellerserien bag The Witcher begynder lovende.

Witcheren Geralt opholder sig i Nennekes tempel for at komme sig over nogle kvæstelser, han har pådraget sig i kamp. Her fortæller han korte episoder fra sit liv som Witcher til dem, der gider lytte. Det er voldsomme historier og farlige uhyrer, han taler om, men den underliggende humor gør det hele spiseligt, selvom der er tale om både voldsomme blodbad og koldblodige mord. Men også om næsten rørende historier om forbandelser, der skal ophæves og venner der hjælper hinanden.

’Det sidste ønske’ består af korte, afsluttede historier, der fortæller lidt om Witcherens historie og om det liv, han lever med at fange, dræbe eller frigøre forskellige skabninger. Og det er ikke småting han kommer ud for. Jeg er faldet fuldstændig for den måde Andrzej Sapkowski skriver på, og jeg er vild med, at man støder på adskillige kendte eventyr i bogen– Askepot, Snehvide og Bukkebruse, bare for at nævne nogle få. Det er også meget fornøjeligt, at der i historien findes så at sige alle de skabninger, jeg har læst om i andre fantasybøger plus en hel masse flere, blandt andet lygtemænd, kikimorer, vampyrer, ligædere, strigaer og kimærer.

Jeg glæder mig til ’Skæbnens sværd’, som er næste bog om Witcheren. Jeg håber, det er rigtigt, at de efterfølgende bind er en fortløbende fortælling, der går mere i dybden. De korte historier var rigtig fine, men med seks bøger mere, vil jeg hellere have en samlet handling. Derimod må humoren og det dejlige ligefremme sprog meget gerne fortsætte, da det gør bogen til en rigtig god læseoplevelse. Det er den første fantasybog for voksne jeg har læst, men jeg har bestemt fået lyst til at læse flere.