Bog

Skæbnens sværd

Af (
2017
)

Anmeldelse

Skæbnens sværd af Andrzej Sapkowski

14 jun.19

Bøgerne om witcheren Geralt er baggrund for det populære computerspil The Witcher og spækket med humor, fantastiske væsner og vold.

Den uimodståelige underliggende humor er sammen med person Geralt med til at gøre 'Skæbnens sværd' til en rigtig god læseoplevelse, selvom bogen består af en række korte fortællinger i stedet for en fortløbende handling.

Jeg havde troet og håbet at anden del af serien ville være en roman med en fortløbende handling, men selvom det ikke er tilfældet, var jeg alligevel ret vild med bogen. Geralt fremstår væsentlig mere skarp og helstøbt end i første del af serien, og jeg er ret vild med ham, hvilket er heldigt, da det er ham der bærer historierne – ham og skjalden Dandelain.

Selvom witchere egentlig ikke skulle have menneskelige følelser, er Geralt undtagelsen fra den regel. Han er dybt og inderligt forelsket i troldkvinden yennefer, og han bliver også temmelig glad for den lille pige Siri, som han møder på en af sine opgaver. Men tag ikke fejl – med hans overnaturlige evner og strenge oplæring, er han en formidabel monsterjæger og en koldblodig kriger, der ikke viger tilbage for selv de værste, mest afskyelige og voldsomt farlige skabninger, og derfor er han også populær som witcher. Han rejser rundt fra by til by gennem et velbeskrevet og storladent landskab med kæmpestore ufremkommelige skove og åbne vidder, og han møder mange både sjove og finurlige skabninger undervejs.

Historierne er tempofyldte og spækket med både humor og fantastiske væsner og med vold og blod i store mænger, når Geralt nedkæmper uhyrlige monstre. Sproget flyder let og ubesværet, og universet er fantastisk og virkelig godt fundet på. Det er rigtig dejligt, at nogle af de andre personer går igen i flere af historierne. Dermed lærer man ikke kun både Yennefer, Dandelein og Siri bedre at kende, de er også med til at give en bedre forståelse af personen Geralt.

Bøgerne om witcheren Geralt er baggrund for det populære computerspil 'The Witcher', og jeg kan helt sikkert få lyst til at spille det efter at have læst 'Skæbnens sværd'. Og mon ikke spillere af 'The Witcher' kan få lyst til at læse bøgerne – det vil jeg i al fald varmt anbefale både dem og andre, der er vilde med fantasy.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
ISBN
9788702188981
Antal sider
442

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer