Forfatter
Miguel de Cervantes
"Flygt ikke, kujoner og nedrige krapyl, for det er en enlig ridder der angriber jer!"
Sådan indledes den legendariske kamp mellem den skøre ridder og vindmøllerne. Den forrygende morsomme og interessante historie har betaget læsere igennem generationer. Jeg taler om Miguel de Cervantes’ (1547-1616) uforglemmelige roman, Don Quijote. I år 2005 fejredes nemlig 400 året for udgivelsen af første bind om ridderen fra La Mancha. I Spanien var der stor festivitas. Hver egn, hver landsby på hans rejserute hyldede ham som deres maskot. Landsbyerne har i årevis sloges om, hvem der skulle have æren af at være hans hjemby, og rygtet vil vide, at man på universiteterne igennem to år har foretaget videnskabelige beregninger, som skulle fastlægge det sted i La Mancha, hvorfra han startede sin rejse.
Selvom hans tilnavn er Ridderen af den bedrøvelige skikkelse – for sådan benævnes han af sin gode ven og væbner, Sancho Panza, så er det langt fra en bedrøvelig affære at følge det umage par på deres rejse gennem Spanien på jagt efter eventyr. Den høje, tynde, vindtørre Don Quijote på den magre krikke, Rosinante og den trinde, enfoldige og madglade Sancho danner et uforligneligt par, som har inspireret til lignende par lige siden – tænk bare på Gøg og Gokke.
Ikon for Spanien
Don Quijote er stadig aktuel og bruges særligt i forbindelse med markedsføringen af Spanien som turistland. Han er blevet ikon for alt, hvad der er typisk spansk på linje med tyrefægtning og flamenco. Der er tilrettelagt særlige rejseruter i det centrale Spanien, hvor man kan følge i ridderens fodspor. Der udkommer særlige kogebøger med de retter, som Don Quijote og Sancho får på deres rejse. I supermarkederne kan man købe specialiteter til fremstillingen af et quijotesk måltid. På de lokale restauranter – særligt omkring Alcála (Cervantes’ hjemby) – kan man vælge dagens menu a la 1605.
Romanen
Man siger, at Don Quijote er den første moderne roman, når man ser bort fra ridderromanerne. Den falder i to dele, som udkommer med 10 års mellemrum. Handlingen tager sit udgangspunkt i la Mancha, hvor vi møder den halvgamle lavadelsmand og bonde, Alonso Quijano. Han bruger al sin tid på at læse ridderromaner – så meget at det stiger ham til hovedet. Han beslutter sig derfor en dag at genoplive den længst hensvundne riddertid ved selv at iklæde sig rustning og hjelm og drage ud for at kæmpe mod uretfærdigheden i verden i det vandrende ridderskabs tjeneste. Quijano skaber sig således en ny identitet under det adelige navn Don Quijote.
Fiktion og virkelighed
Efter et par begyndervanskeligheder, hvor han vender forslået hjem til husholdersken og niecen, som må pleje ham, begiver han sig endelig ud på eventyr. Han får følgeskab af sin nabo Sancho Panza. Quijote har lovet ham en statholderpost over et ørige som belønning for hans arbejde, så snart de har vundet hæder og berømmelse. I første del prøver Sancho forgæves at rive Quijote ud af hans vildfarelser. Når de kommer til en kro, tror Quijote, det er en borg, at tjenestepigen er prinsesse, og at krofatter er borgherre. Alt hvad de kommer ud for på deres vej, får Quijote passet ind i sin riddervirkelighed. Men i anden del er selv Sancho blevet så overbevist om, at Quijotes ridderverden er virkelig, at han ikke længere kan skelne sandt fra falsk. Et af de store temaer i romanen er således forholdet mellem fiktion og virkelighed. En af pointerne er, at fiktionen ændrer virkeligheden. Eksempelvis hører vi i anden del om, at de eventyr, som Sancho og Quijote oplevede i første del, er blevet til en roman, som folk er vilde med. Når Quijote og Sancho rejser rundt, bliver de nu genkendt som berømtheder.
Også i selve romanens opbygning spiller dette tema ind. Det gælder eksempelvis den avancerede fortælleteknik. Der er nemlig mindst to fortællere. Den første fortæller, vi møder, indleder romanen med en morsom, meget ironiserende prolog. Et par kapitler inde i bogen afbrydes handlingen meget brat, netop som Quijote skal til at slå en modstander i hovedet. Fra denne cliffhanger føres vi ind i den virkelighed, der går forud for historien, hvor fortælleren tilfældigvis på et marked får fat i nogle arabiske papirer. Da han får dem oversat til spansk, viser det sig at være fortsættelsen til beretningen om Don Quijote, og den egentlige forfatter viser sig at være den arabiske Cide Hamete Benengeli.
Sproget er et helt kapitel for sig. Cervantes benytter sig af et levende sprog, der minder om dramaets replikker, eksempelvis i de mange fornøjelige samtaler mellem Don Quijote og Sancho. Sproget bruges også til give personerne deres eget særpræg. Don Quijote taler ophøjet og belærende, hvilket vidner om hans kløgt på trods af galskaben. Sancho sprudler af ordsprog og gammelkloge bemærkninger, og når han vil efterligne Don Quijotes forfinede sprog, falder det komisk ud, fordi han bruger vendingerne forkert, og Quijote må korrigere ham.
I sproget finder man modsætningsfigurer, der er typiske for barokken, f.eks. det at anbringe to modsætninger i samme sætning. Samtidig gør Cervantes grin med det kunstige sprog, som er typisk i barokken, ved at overdrive det.
Miguel de Cervantes’ liv
Cervantes blev født i byen Alcalá de Henares tæt på Madrid i 1547. Man ved ikke meget om hans barndom, men som 23-årig kom han ind i den spanske hær og deltog i det berømte søslag ved Lepanto, hvor italienere og spaniere som en samlet kristen flåde slog den tyrkiske (vantro) flåde. Her blev hans højre hånd skudt af, hvilket betød at han ikke kunne fortsætte som soldat. På vej hjem fra krigen blev Cervantes’ skib kapret af sørøvere, og han og hans bror blev holdt som slaver i Algeriet i fem år, inden de kunne vende hjem til Spanien. Da han kom hjem, forsøgte han at få støtte fra kongen pga. krigsskaden, men dette var forgæves, så derfor begyndte han at skrive skuespil. Han kom senere igen i kongens tjeneste som indsamler af forsyninger til flåden. Hans økonomiske situation var ikke god, og i 1597-98 kom han i fængsel pga. uorden i regnskaberne med forsyningerne. Det var angiveligt i fængslet, at han fik ideen til Don Quijote. Han døde i 1616 året efter udgivelsen af anden del af Don Quijote.
Perioden
Cervantes er samtidig med Shakespeare og hans berømmelse når samme højder. I Spanien kalder man perioden omkring Cervantes for Siglo de Oro – guldalderen. I samme periode finder man to andre betydelige forfattere, nemlig Lope de Vega og Calderón de la Barca. Begge disse skrev skuespil. Perioden og stilen kaldes barokken. Her dyrkes det overdrevne, det iscenesættende og det kunstige. Dansk barok ligger noget senere end øvrig europæisk barok.
Af cand. mag. Lene Dybdahl Johansen, Aarhus Universitet
"Flygt ikke, kujoner og nedrige krapyl, for det er en enlig ridder der angriber jer!"
Sådan indledes den legendariske kamp mellem den skøre ridder og vindmøllerne. Den forrygende morsomme og interessante historie har betaget læsere igennem generationer. Jeg taler om Miguel de Cervantes’ (1547-1616) uforglemmelige roman, Don Quijote. I år 2005 fejredes nemlig 400 året for udgivelsen af første bind om ridderen fra La Mancha. I Spanien var der stor festivitas. Hver egn, hver landsby på hans rejserute hyldede ham som deres maskot. Landsbyerne har i årevis sloges om, hvem der skulle have æren af at være hans hjemby, og rygtet vil vide, at man på universiteterne igennem to år har foretaget videnskabelige beregninger, som skulle fastlægge det sted i La Mancha, hvorfra han startede sin rejse.
Selvom hans tilnavn er Ridderen af den bedrøvelige skikkelse – for sådan benævnes han af sin gode ven og væbner, Sancho Panza, så er det langt fra en bedrøvelig affære at følge det umage par på deres rejse gennem Spanien på jagt efter eventyr. Den høje, tynde, vindtørre Don Quijote på den magre krikke, Rosinante og den trinde, enfoldige og madglade Sancho danner et uforligneligt par, som har inspireret til lignende par lige siden – tænk bare på Gøg og Gokke.
Ikon for Spanien
Don Quijote er stadig aktuel og bruges særligt i forbindelse med markedsføringen af Spanien som turistland. Han er blevet ikon for alt, hvad der er typisk spansk på linje med tyrefægtning og flamenco. Der er tilrettelagt særlige rejseruter i det centrale Spanien, hvor man kan følge i ridderens fodspor. Der udkommer særlige kogebøger med de retter, som Don Quijote og Sancho får på deres rejse. I supermarkederne kan man købe specialiteter til fremstillingen af et quijotesk måltid. På de lokale restauranter – særligt omkring Alcála (Cervantes’ hjemby) – kan man vælge dagens menu a la 1605.
Romanen
Man siger, at Don Quijote er den første moderne roman, når man ser bort fra ridderromanerne. Den falder i to dele, som udkommer med 10 års mellemrum. Handlingen tager sit udgangspunkt i la Mancha, hvor vi møder den halvgamle lavadelsmand og bonde, Alonso Quijano. Han bruger al sin tid på at læse ridderromaner – så meget at det stiger ham til hovedet. Han beslutter sig derfor en dag at genoplive den længst hensvundne riddertid ved selv at iklæde sig rustning og hjelm og drage ud for at kæmpe mod uretfærdigheden i verden i det vandrende ridderskabs tjeneste. Quijano skaber sig således en ny identitet under det adelige navn Don Quijote.
Fiktion og virkelighed
Efter et par begyndervanskeligheder, hvor han vender forslået hjem til husholdersken og niecen, som må pleje ham, begiver han sig endelig ud på eventyr. Han får følgeskab af sin nabo Sancho Panza. Quijote har lovet ham en statholderpost over et ørige som belønning for hans arbejde, så snart de har vundet hæder og berømmelse. I første del prøver Sancho forgæves at rive Quijote ud af hans vildfarelser. Når de kommer til en kro, tror Quijote, det er en borg, at tjenestepigen er prinsesse, og at krofatter er borgherre. Alt hvad de kommer ud for på deres vej, får Quijote passet ind i sin riddervirkelighed. Men i anden del er selv Sancho blevet så overbevist om, at Quijotes ridderverden er virkelig, at han ikke længere kan skelne sandt fra falsk. Et af de store temaer i romanen er således forholdet mellem fiktion og virkelighed. En af pointerne er, at fiktionen ændrer virkeligheden. Eksempelvis hører vi i anden del om, at de eventyr, som Sancho og Quijote oplevede i første del, er blevet til en roman, som folk er vilde med. Når Quijote og Sancho rejser rundt, bliver de nu genkendt som berømtheder.
Også i selve romanens opbygning spiller dette tema ind. Det gælder eksempelvis den avancerede fortælleteknik. Der er nemlig mindst to fortællere. Den første fortæller, vi møder, indleder romanen med en morsom, meget ironiserende prolog. Et par kapitler inde i bogen afbrydes handlingen meget brat, netop som Quijote skal til at slå en modstander i hovedet. Fra denne cliffhanger føres vi ind i den virkelighed, der går forud for historien, hvor fortælleren tilfældigvis på et marked får fat i nogle arabiske papirer. Da han får dem oversat til spansk, viser det sig at være fortsættelsen til beretningen om Don Quijote, og den egentlige forfatter viser sig at være den arabiske Cide Hamete Benengeli.
Sproget er et helt kapitel for sig. Cervantes benytter sig af et levende sprog, der minder om dramaets replikker, eksempelvis i de mange fornøjelige samtaler mellem Don Quijote og Sancho. Sproget bruges også til give personerne deres eget særpræg. Don Quijote taler ophøjet og belærende, hvilket vidner om hans kløgt på trods af galskaben. Sancho sprudler af ordsprog og gammelkloge bemærkninger, og når han vil efterligne Don Quijotes forfinede sprog, falder det komisk ud, fordi han bruger vendingerne forkert, og Quijote må korrigere ham.
I sproget finder man modsætningsfigurer, der er typiske for barokken, f.eks. det at anbringe to modsætninger i samme sætning. Samtidig gør Cervantes grin med det kunstige sprog, som er typisk i barokken, ved at overdrive det.
Miguel de Cervantes’ liv
Cervantes blev født i byen Alcalá de Henares tæt på Madrid i 1547. Man ved ikke meget om hans barndom, men som 23-årig kom han ind i den spanske hær og deltog i det berømte søslag ved Lepanto, hvor italienere og spaniere som en samlet kristen flåde slog den tyrkiske (vantro) flåde. Her blev hans højre hånd skudt af, hvilket betød at han ikke kunne fortsætte som soldat. På vej hjem fra krigen blev Cervantes’ skib kapret af sørøvere, og han og hans bror blev holdt som slaver i Algeriet i fem år, inden de kunne vende hjem til Spanien. Da han kom hjem, forsøgte han at få støtte fra kongen pga. krigsskaden, men dette var forgæves, så derfor begyndte han at skrive skuespil. Han kom senere igen i kongens tjeneste som indsamler af forsyninger til flåden. Hans økonomiske situation var ikke god, og i 1597-98 kom han i fængsel pga. uorden i regnskaberne med forsyningerne. Det var angiveligt i fængslet, at han fik ideen til Don Quijote. Han døde i 1616 året efter udgivelsen af anden del af Don Quijote.
Perioden
Cervantes er samtidig med Shakespeare og hans berømmelse når samme højder. I Spanien kalder man perioden omkring Cervantes for Siglo de Oro – guldalderen. I samme periode finder man to andre betydelige forfattere, nemlig Lope de Vega og Calderón de la Barca. Begge disse skrev skuespil. Perioden og stilen kaldes barokken. Her dyrkes det overdrevne, det iscenesættende og det kunstige. Dansk barok ligger noget senere end øvrig europæisk barok.
Af cand. mag. Lene Dybdahl Johansen, Aarhus Universitet