Romanen var måske oprindeligt kun tænkt som en kort satire over samtidens mange ridderromaner.
Faktisk har jeg altid haft en tendens til at tage fejl af Don Quijote og Don Juan’s navne. Når en af dem bliver omtalt, skal jeg lige have nogle sekunder til at tænke over, om vi taler om kvindeforføreren eller den gale ridder. Det har en vis ironi.
Men udover at begge figurer stammer fra Spanien, som deres navne antyder, så opstod de to litterære figurer også cirka samtidigt, i starten af 1600-tallet. Hvor Don Juan trådte ind på den spanske teaterscene i 1630, udgav Miguel de Cervantes Saavedra (1547-1616) sit første værk om Don Quijote i 1605.
Romanen var måske oprindeligt kun tænkt som en kort satire over samtidens mange ridderromaner, men historien greb om sig. Og da Cervantes opdagede romanens popularitet og desuden blev udfordret af en anden forfatter, der snød sig til at skrive en fortsættelse af romanen, udgav han i 1615, et år før sin død, romanens anden del. Don Juan er blevet stereotypen på macho-manden, der forbruger kvinder og sætter sin frihed højere end alt andet, men hvilken mand er Don Quijote?
De idealistiske mænd
Faktisk har Don Quijote det til fælles med Don Juan, at han er en idealistisk mand. I stedet for idealet om den ultimative ansvarsløshed og frihed lever Don Quijote dog efter ædle ridder-idealer, der forpligter ham til ridderlig opførsel overfor alle skabninger. Don Quijote er en fattig, gammel adelsmand, som har læst for mange ridderromaner. Han bilder sig ind, at han selv er en mægtig ridder, der ridder rundt på sin prægtige ganger Rosinante, med sin modige væbner ved sin side, for at beskytte forsvarsløse ungmøer imod monstre og andre fjender.
Sandheden, som Cervantes på intet tidspunkt lægger skjul på er jo, at Don Quijote, som i virkeligheden hedder Alonso Quijano den Gode, flakker rundt på de spanske marker på et gammelt øg sammen med den skeptiske bonde Sancho, alt imens han tilbeder plumpe bondepiger og går til angreb på vindmøller og får. Han er til grin, både for sin omverden, der gør nar af den gale mand, og for os læsere, der præsenteres for hele den ynkelige færd i al sin latterlighed.
Er virkelighed bedre end drøm?
Og dog holder man af Don Quijote. På en vis måde må man faktisk respektere og beundre ham, ligesom selv Sancho Panza ind imellem må overgive sig. Det er en tendens som bliver forstærket i løbet af romanen, sandsynligvis i takt med at Cervantes selv forlod den rene satire og opdagede mulighederne i sine romanfigurer. Ganske vist går den skrøbelige gamle mand til angreb på vindmøller med grinagtig selvhøjtidelighed, men er hans forskruede verden egentlig ikke alligevel bedre end den egoistiske, brovtende verden, som han færdes i, men ikke ser?
Don Quijote handler jo faktisk med mod, næstekærlighed og ædelhed, selvom denne opførsel i alle andres øjne er tåbelig. Gør det ham eller verden til grin? Don Quijote er blevet opfattet på mange forskellige måder igennem tiderne, men for eksempel romantikerne så i ham den store idealist, der tynges ned af virkeligheden. Og Dostojevskij har i ham fundet inspiration til Idioten, den tragiske historie om det gode menneske, der vil gøre alt godt, men foranlediger så meget ondt.
Straf eller belønning.
Både Don Juan og Don Quijote får et miserabelt endeligt. Don Juan dømmes til pinsler i helvedes flammer som straf for sine handlinger og får dermed den straf, som 1600-tallets kristne Spanien ville forvente. Don Quijote bliver syg på sin sidste rejse og må vende hjem. På dødslejet genvinder han sin fornufts fulde brug og fordømmer alle ridderromaner, inden han dør, hvilket i min synsvinkel har et vist tragisk islæt. Det kan være, at sandheden endelig kommer frem, men er det mere lykkeligt for Don Quijote at dø som en gammel nar end som en stolt ridder?
Også han straffes til en vis grad, ikke for sit promiskuøse levned, men for sin godtroenhed. Her falder mine tanker uvilkårligt på en 200 år nyere roman, som ikke handler om en mand, men om en ung kvinde. I Jane Austens første roman Northanger Abbey følger vi den unge Catherine, der læser gotiske romaner, det vil sige den tids gysere, og hun fortaber sig så meget i den verden, at hun begynder at se gys og gru overalt i den virkelige verden også.
Hun ”straffes” ligesom Don Quijote for sin fantasifuldhed, idet den reelle verden viser sig at have helt andre farligheder at byde på, men ved held og udholdenhed får Catherine da til sidst en lykkelig slutning.
Denne nåde vises ikke hendes mandlige modstykke Don Quijote, som må nøjes med at se verden klart igen. Dette havde dog også i Cervantes’ tid og imellem hans ligesindede en vis kvalitet, idet de var tilhængere af Aristoteles’ æstetik og hans katharsis-begreb. Don Quijote oplever på sit dødsleje katharsis, det vil sige en renselse af sindet igennem sine lidelser, og han påtager sig igen sit gamle navn og sin gamle identitet.
Forførelser
Men hvem er manden Don Quijote så? Han er efter min mening sværere at fange i en stereotyp end Don Juan, der vel nok også er mande-stereotypen over dem alle. Hvor Don Juan forfører kvinder, forføres Don Quijote selv af sin mageløse fantasi.
Don Quijote er ridderen og drømmeren, som i forsøget på at leve op til idealerne giver et næsten Bridget Jones’k klumpe-dumpe-indtryk. Han er manden, man må smile overbærende af, men også må respektere for hans hel- og godhjertede intentioner. En mennesketype, som bestemt ikke kun begrænser sig til mandens verden.
Kommentarer