Forfatter
Halldór Laxness
Katolicisme og socialisme – amerikanske militærbaser og små islandske bygder – Halldór Kiljan Laxness (1902-1998) når det hele. Han spænder bredt, og han rækker dybt.
Nobelprismodtageren Halldór Laxness skrev hele sit liv. Fra han som syttenårig debuterede med Barn náttúrunnar (1919) til han som 85-årig afsluttede sit forfatterskab med den selvbiografiske Dagar hjá munkum (1987). Det er et helt levnedsforløb, der indfanges i hans forfatterskab – og det kan mærkes. Laxness bevægede sig vidt omkring både indenfor genrer, ideologier og nationalgrænser. Dette førte til et bredt og interessant forfatterskab, der på samme tid er unikt islandsk og internationalt i sit tilsnit. Laxness var en stor forfatter – en kontroversiel forfatter – som det stadig er værd at stifte bekendtskab med – både hvis man interesserer sig for stilistisk veludført litteratur, og hvis man nyder en forfatter, der har en holdning til sit land, sin verden og sin tid.
Liv og værk
Halldór Guðjónsson blev faktisk født som dansker i den forstand, at Island stadig var en del af det danske rigsfællesskab i 1902, hvor han kom til verden i Reykjavik. Allerede i 1905 flyttede familien imidlertid til den lille by Laxnes, hvorfra Laxness senere tog sit efternavn.
Laxness viste tidligt evner indenfor skribentvirksomheden, og allerede som 17-årig debuterede han med romanen, Barn náttúrunnar. På dette tidspunkt var Laxness flyttet til København, hvor han lærte den anerkendte danske digter Johannes Jørgensen at kende. Jørgensen havde i 1896 konverteret til katolicismen og blev en inspiration for den unge islænding.
I 1922 rejste Laxness derfor til Luxembourg, konverterede til katolicismen, gik i kloster og lod sig døbe som katolik. Det var i denne forbindelse, at den unge Halldór Guðjónsson forvandlede sig til Halldór Kiljan Laxness – Kiljan efter den irske helgen Killian og Laxness efter sin barndomsby.
Opholdet i klostret inspirerede Laxness til hans gennembrudsroman, Den store væver fra Kashmir (1975), der var nyskabende modernistisk i sin form, men en borgerlig livsanskuelsesroman i sit indhold.
Laxness’ katolske periode varede dog ikke særligt længe. Under en tur til Amerika, hvor Laxness fra 1927-1929 forsøgte at ernære sig som manuskriptforfatter i Hollywood, stiftede han bekendtskab med socialismen og blev hurtig en fortaler for denne ideologi. Da han i 1930 vendte tilbage til Island, udgav han først digtsamlingen Kvæðakver (1930), men gik derefter over til romangenren. I 1931-32 udgav han Salka Valka (1934) om en proletar-pige og hendes kamp i en lille islandsk bygd. Romanen indledte den socialrealistiske – og delvist socialistiske romanrække, der i 1955 var med til at sikre Laxness en Nobelpris. Til denne periode hører flere af Laxness mest berømte værker som Frie Mænd (1935) som omhandler en fattig mand, der i sin søgen efter sin egen frihed, bukker under for den kapitalisme, som hans egen individualisme er i familie med samt bogserien Verdens Lys (1937-41) om en kæmpende almuedigter.
I samme periode foretog han flere rejser til Stalins sovjetkommunistiske Rusland, som han var dybt betaget af og skrev flere rejsebøger om. Laxness så intet forkert i Stalins hårde fremfærd overfor sine politiske modstandere, og mente at henrettelser var en sørgelig, men nødvendig del af revolutionen.
Når man læser om den fattigdom, Laxness beskriver i værkerne fra denne periode – en fattigdom der prægede store dele af mellemkrigstidens Island, er det let at forstå, at Laxness følte behovet for et andet økonomisk system. Hvad der er sværere at forstå er, at han så længe kunne lukke øjnene for sovjetkommunismens forbrydelser.
Det skal i den forbindelse siges, at Laxness aldrig blev agiterende i sine værker, og i Salka Valka kan han med ikke så lidt humor beskrive, hvordan den nye gyldne verdensorden ikke finder grobund hos det frihedselskende islandske folk. Kunsten fylder mere end politikken i disse værker, og det var på grund af hans store evne som stilist og menneskebeskriver, ikke på grund af hans politik, at Laxness modtog Nobelprisen. På dette tidspunkt havde Laxness endvidere opgivet sine kommunistiske sympatier. Dette ses indirekte i romanen Kæmpeliv i Nord (1955), der gør op med de totalitære ideologier og mere direkte i den selvbiografiske essaysamling En digters opgør (1964).
Inden da havde Laxness imidlertid også haft tid til en anden drøm – nemlig drømmen om Islands frihed. Dette gav sig udslag i den historiske triologi Islands Klokke (1946-47), der beskæftigede sig med Danmarks kolonisering af Island. I modsætning til Laxness’ andre drømme, gik drømmen om frihed i opfyldelse. I 1944 blev Island udråbt til republik.
Kampen var imidlertid endnu ikke slut. Efter 2. verdenskrig blev Island en del af NATO, og USA fik lov at beholde sin militærbase i Keflavik – som suverænt amerikansk territorium. Laxness følte at disse valg satte den nyvundne selvstændighed over styr og skrev den polemiske og satiriske bog Organistens hus (1952), Atomstationen (1967), der netop omhandlede denne problematik. I forening med Laxness kommunistiske sympatier gjorde dette ham til en omstridt figur i det islandske kulturliv og førte til, at han blev blacklistet i USA.
Op gennem 60’erne og 70’erne fortsatte Laxness med at skrive og udgav en del værker, der siden skulle blive klassikere. De fleste af disse har et mere filosofisk tilsnit end forgængerne samt et nyt fokus på religion. Klassikerne og omfatter bøger som Det genfundne paradis (1960), der omhandler en islandsk bondes religiøse udvikling og den humoristiske Kristenliv ved jøkelen (1969), der fortæller om en lille islandsk menighed, der så at sige har bragt deres religiøsitet tilbage til jorden. I samme periode skrev han en del eksperimenterende skuespil, der dog kun i ringe grad slog igennem udenfor Island. Fra midten af halvfjerdserne udgav han en fem erindringsbøger, hvoraf de fire første er oversat til dansk.
I sine sidste år led Laxness af Alzheimers og endte med at flytte ind på et plejehjem, hvor han døde i 1998 - 95 år gammel.
Europas sidste nationaldigter
Selvom Laxness i lange perioder var en kontroversiel person i det islandske kulturliv - og selvom det kun er hans første værk, den nyromantiske Barn náttúrunnar, der stilistisk minder om store nationaldigtere som Adam Oehlensläger og Bjørnstjerne Bjørnson, omtaler biografiforfatteren Halldór Gudmundsson alligevel Laxness som ”Europas sidste nationaldigter”. Laxness var nemlig en offentlig person, hvis værker alle engagerede sig i – om de så kunne lide hans arbejde eller ej.
Oven i det påvirkede Laxness i høj grad Islands litterære scene. Hans roman, Organistens hus (1952) / Atomstationen (1967) kom til at lægge navn til en gruppe modernististiske digtere, hvoraf de bedst kendte er Einar Bragi, Hannes Sigfússon, Jón Óskar og Stefán Höroud Grimsson, der alle begyndte deres karriere i efterkrigstidens Island. Endvidere var Laxness selv manden bag Kvæðakver (1930), der regnes for en af Islands første modernistiske digtsamlinger. Ligeledes var han den første, der i Organistens hus (1952) / Atomstationen (1967), beskrev Islands moderne, urbane liv, og værket opfattes stadig som den typiske Reykjavik-roman.
Det var dog ikke kun det moderne Island som Laxness indfangede – inspirationen fra Islands nok mest kendte litterære værker, de Islandske sagaer, kan fornemmes i flere af Laxness’ værker. I gennembrudsromanen Frie mænd (1935) er det tydeligt, hvordan hovedpersonen Bjarturs fortælletalent er i familie med den mundlige sagatradition – en retorisk tradition som Laxness lader sig inspirerer af og fornyer i Gerpla, der endvidere er en patische over Sagaen om fostbrødrene. Endvidere dyrkede Laxness, især i sidste del af sit forfatterskab, en objektiv fortællestil der vækker mindelser om sagaernes realistiske og sceniske fortællestil.
Generelt interesserede Laxness sig for Islands fortid. Det er således ikke kun sagatiden, han søger tilbage til, men ligeledes tiden under danskervældet. I Íslandsklukkan beskriver Laxness livet på Island under 1700-tallets danske overherredømme – et tema der får et tvist, idet romanen udkom da den islandske selvstændighedsbevægelse, som Laxness indirekte var en del af, var på sit højeste. Romanen kan således læses ind i en postkolonial kontekst.
Island var under fuldt dansk herredømme i over 500 år, fra 1380 til 1904 – og en del af det danske rigsfællesskab helt frem til 1944. Landet var således en del af Danmark i længere tid end både Norge, Sydslesvig og De Vestindiske Øer.
I Danmark har vi siden slutningen af 2. Verdenskrig haft en tendens til at glemme, at vi nogensinde har været et imperium – et imperium, der på godt og ondt, har både undertrykt og påvirket andre landes sprog, kultur og samfundsopbygning. Det minder Laxness os om – og ikke mindst derfor er hans forfatterskab interessant for danske læsere – en mindelse om en måske knap så stolt del af vores egen historie.
Hvor skal man begynde
Som antydet i det ovenstående beskæftigede Laxness sig med et væld af genrer – fra rejsebøger over essaysamlinger til digte og dramaer – men der er ingen tvivl om, at det var som prosaist, at Laxness virkeligt udmærkede sig. Jeg vil derfor anbefale, at man begynder med en af hans romaner. Sjálfstætt fólk skal dog fremhæves idet værket og dets kritik af kapitalismen har givet bogen en opblomstring, i hvert tilfælde på Island, i kølvandet på landets statsbankerot i 2008. Atómstöðin og Gerpla er meget tydeligt produkter af efterkrigstiden, men er så elegant skrevne, at de stadig er værd at læse. Íslandsklukkan er en velkomponeret historisk roman, der som angivet herover er af speciel interesse for netop danske læsere – men alle Laxness værker er en læseoplevelse, så det er næsten umuligt at fremhæve den ene på bekostning af den anden.
Hvis man ønsker at lære manden bag værket bedre at kende, kan jeg anbefale Halldór Gudmundssons Halldór Laxness – ævisaga (2004. da. Halldor Laxness – en biografi, 2010), der er en klassisk og yderst gedigen biografi, derudover findes der ikke mange bøger om Laxness på dansk. Hvis man ikke har noget imod at læse på norsk, kan jeg endvidere anbefale Halldór Kiljan Laxness – menneske og motiv (1955) af kulturformidleren og Laxness-oversætteren Ivar Eskeland. Bogen er af ældre dato, men Eskelands indgående kendskab til Laxness’ værk lader sig ikke fornægte og betyder, at værket stadig er interessant i dag.
Skrevet af cand. mag. Sidsel Sander Mittet
Katolicisme og socialisme – amerikanske militærbaser og små islandske bygder – Halldór Kiljan Laxness (1902-1998) når det hele. Han spænder bredt, og han rækker dybt.
Nobelprismodtageren Halldór Laxness skrev hele sit liv. Fra han som syttenårig debuterede med Barn náttúrunnar (1919) til han som 85-årig afsluttede sit forfatterskab med den selvbiografiske Dagar hjá munkum (1987). Det er et helt levnedsforløb, der indfanges i hans forfatterskab – og det kan mærkes. Laxness bevægede sig vidt omkring både indenfor genrer, ideologier og nationalgrænser. Dette førte til et bredt og interessant forfatterskab, der på samme tid er unikt islandsk og internationalt i sit tilsnit. Laxness var en stor forfatter – en kontroversiel forfatter – som det stadig er værd at stifte bekendtskab med – både hvis man interesserer sig for stilistisk veludført litteratur, og hvis man nyder en forfatter, der har en holdning til sit land, sin verden og sin tid.
Liv og værk
Halldór Guðjónsson blev faktisk født som dansker i den forstand, at Island stadig var en del af det danske rigsfællesskab i 1902, hvor han kom til verden i Reykjavik. Allerede i 1905 flyttede familien imidlertid til den lille by Laxnes, hvorfra Laxness senere tog sit efternavn.
Laxness viste tidligt evner indenfor skribentvirksomheden, og allerede som 17-årig debuterede han med romanen, Barn náttúrunnar. På dette tidspunkt var Laxness flyttet til København, hvor han lærte den anerkendte danske digter Johannes Jørgensen at kende. Jørgensen havde i 1896 konverteret til katolicismen og blev en inspiration for den unge islænding.
I 1922 rejste Laxness derfor til Luxembourg, konverterede til katolicismen, gik i kloster og lod sig døbe som katolik. Det var i denne forbindelse, at den unge Halldór Guðjónsson forvandlede sig til Halldór Kiljan Laxness – Kiljan efter den irske helgen Killian og Laxness efter sin barndomsby.
Opholdet i klostret inspirerede Laxness til hans gennembrudsroman, Den store væver fra Kashmir (1975), der var nyskabende modernistisk i sin form, men en borgerlig livsanskuelsesroman i sit indhold.
Laxness’ katolske periode varede dog ikke særligt længe. Under en tur til Amerika, hvor Laxness fra 1927-1929 forsøgte at ernære sig som manuskriptforfatter i Hollywood, stiftede han bekendtskab med socialismen og blev hurtig en fortaler for denne ideologi. Da han i 1930 vendte tilbage til Island, udgav han først digtsamlingen Kvæðakver (1930), men gik derefter over til romangenren. I 1931-32 udgav han Salka Valka (1934) om en proletar-pige og hendes kamp i en lille islandsk bygd. Romanen indledte den socialrealistiske – og delvist socialistiske romanrække, der i 1955 var med til at sikre Laxness en Nobelpris. Til denne periode hører flere af Laxness mest berømte værker som Frie Mænd (1935) som omhandler en fattig mand, der i sin søgen efter sin egen frihed, bukker under for den kapitalisme, som hans egen individualisme er i familie med samt bogserien Verdens Lys (1937-41) om en kæmpende almuedigter.
I samme periode foretog han flere rejser til Stalins sovjetkommunistiske Rusland, som han var dybt betaget af og skrev flere rejsebøger om. Laxness så intet forkert i Stalins hårde fremfærd overfor sine politiske modstandere, og mente at henrettelser var en sørgelig, men nødvendig del af revolutionen.
Når man læser om den fattigdom, Laxness beskriver i værkerne fra denne periode – en fattigdom der prægede store dele af mellemkrigstidens Island, er det let at forstå, at Laxness følte behovet for et andet økonomisk system. Hvad der er sværere at forstå er, at han så længe kunne lukke øjnene for sovjetkommunismens forbrydelser.
Det skal i den forbindelse siges, at Laxness aldrig blev agiterende i sine værker, og i Salka Valka kan han med ikke så lidt humor beskrive, hvordan den nye gyldne verdensorden ikke finder grobund hos det frihedselskende islandske folk. Kunsten fylder mere end politikken i disse værker, og det var på grund af hans store evne som stilist og menneskebeskriver, ikke på grund af hans politik, at Laxness modtog Nobelprisen. På dette tidspunkt havde Laxness endvidere opgivet sine kommunistiske sympatier. Dette ses indirekte i romanen Kæmpeliv i Nord (1955), der gør op med de totalitære ideologier og mere direkte i den selvbiografiske essaysamling En digters opgør (1964).
Inden da havde Laxness imidlertid også haft tid til en anden drøm – nemlig drømmen om Islands frihed. Dette gav sig udslag i den historiske triologi Islands Klokke (1946-47), der beskæftigede sig med Danmarks kolonisering af Island. I modsætning til Laxness’ andre drømme, gik drømmen om frihed i opfyldelse. I 1944 blev Island udråbt til republik.
Kampen var imidlertid endnu ikke slut. Efter 2. verdenskrig blev Island en del af NATO, og USA fik lov at beholde sin militærbase i Keflavik – som suverænt amerikansk territorium. Laxness følte at disse valg satte den nyvundne selvstændighed over styr og skrev den polemiske og satiriske bog Organistens hus (1952), Atomstationen (1967), der netop omhandlede denne problematik. I forening med Laxness kommunistiske sympatier gjorde dette ham til en omstridt figur i det islandske kulturliv og førte til, at han blev blacklistet i USA.
Op gennem 60’erne og 70’erne fortsatte Laxness med at skrive og udgav en del værker, der siden skulle blive klassikere. De fleste af disse har et mere filosofisk tilsnit end forgængerne samt et nyt fokus på religion. Klassikerne og omfatter bøger som Det genfundne paradis (1960), der omhandler en islandsk bondes religiøse udvikling og den humoristiske Kristenliv ved jøkelen (1969), der fortæller om en lille islandsk menighed, der så at sige har bragt deres religiøsitet tilbage til jorden. I samme periode skrev han en del eksperimenterende skuespil, der dog kun i ringe grad slog igennem udenfor Island. Fra midten af halvfjerdserne udgav han en fem erindringsbøger, hvoraf de fire første er oversat til dansk.
I sine sidste år led Laxness af Alzheimers og endte med at flytte ind på et plejehjem, hvor han døde i 1998 - 95 år gammel.
Europas sidste nationaldigter
Selvom Laxness i lange perioder var en kontroversiel person i det islandske kulturliv - og selvom det kun er hans første værk, den nyromantiske Barn náttúrunnar, der stilistisk minder om store nationaldigtere som Adam Oehlensläger og Bjørnstjerne Bjørnson, omtaler biografiforfatteren Halldór Gudmundsson alligevel Laxness som ”Europas sidste nationaldigter”. Laxness var nemlig en offentlig person, hvis værker alle engagerede sig i – om de så kunne lide hans arbejde eller ej.
Oven i det påvirkede Laxness i høj grad Islands litterære scene. Hans roman, Organistens hus (1952) / Atomstationen (1967) kom til at lægge navn til en gruppe modernististiske digtere, hvoraf de bedst kendte er Einar Bragi, Hannes Sigfússon, Jón Óskar og Stefán Höroud Grimsson, der alle begyndte deres karriere i efterkrigstidens Island. Endvidere var Laxness selv manden bag Kvæðakver (1930), der regnes for en af Islands første modernistiske digtsamlinger. Ligeledes var han den første, der i Organistens hus (1952) / Atomstationen (1967), beskrev Islands moderne, urbane liv, og værket opfattes stadig som den typiske Reykjavik-roman.
Det var dog ikke kun det moderne Island som Laxness indfangede – inspirationen fra Islands nok mest kendte litterære værker, de Islandske sagaer, kan fornemmes i flere af Laxness’ værker. I gennembrudsromanen Frie mænd (1935) er det tydeligt, hvordan hovedpersonen Bjarturs fortælletalent er i familie med den mundlige sagatradition – en retorisk tradition som Laxness lader sig inspirerer af og fornyer i Gerpla, der endvidere er en patische over Sagaen om fostbrødrene. Endvidere dyrkede Laxness, især i sidste del af sit forfatterskab, en objektiv fortællestil der vækker mindelser om sagaernes realistiske og sceniske fortællestil.
Generelt interesserede Laxness sig for Islands fortid. Det er således ikke kun sagatiden, han søger tilbage til, men ligeledes tiden under danskervældet. I Íslandsklukkan beskriver Laxness livet på Island under 1700-tallets danske overherredømme – et tema der får et tvist, idet romanen udkom da den islandske selvstændighedsbevægelse, som Laxness indirekte var en del af, var på sit højeste. Romanen kan således læses ind i en postkolonial kontekst.
Island var under fuldt dansk herredømme i over 500 år, fra 1380 til 1904 – og en del af det danske rigsfællesskab helt frem til 1944. Landet var således en del af Danmark i længere tid end både Norge, Sydslesvig og De Vestindiske Øer.
I Danmark har vi siden slutningen af 2. Verdenskrig haft en tendens til at glemme, at vi nogensinde har været et imperium – et imperium, der på godt og ondt, har både undertrykt og påvirket andre landes sprog, kultur og samfundsopbygning. Det minder Laxness os om – og ikke mindst derfor er hans forfatterskab interessant for danske læsere – en mindelse om en måske knap så stolt del af vores egen historie.
Hvor skal man begynde
Som antydet i det ovenstående beskæftigede Laxness sig med et væld af genrer – fra rejsebøger over essaysamlinger til digte og dramaer – men der er ingen tvivl om, at det var som prosaist, at Laxness virkeligt udmærkede sig. Jeg vil derfor anbefale, at man begynder med en af hans romaner. Sjálfstætt fólk skal dog fremhæves idet værket og dets kritik af kapitalismen har givet bogen en opblomstring, i hvert tilfælde på Island, i kølvandet på landets statsbankerot i 2008. Atómstöðin og Gerpla er meget tydeligt produkter af efterkrigstiden, men er så elegant skrevne, at de stadig er værd at læse. Íslandsklukkan er en velkomponeret historisk roman, der som angivet herover er af speciel interesse for netop danske læsere – men alle Laxness værker er en læseoplevelse, så det er næsten umuligt at fremhæve den ene på bekostning af den anden.
Hvis man ønsker at lære manden bag værket bedre at kende, kan jeg anbefale Halldór Gudmundssons Halldór Laxness – ævisaga (2004. da. Halldor Laxness – en biografi, 2010), der er en klassisk og yderst gedigen biografi, derudover findes der ikke mange bøger om Laxness på dansk. Hvis man ikke har noget imod at læse på norsk, kan jeg endvidere anbefale Halldór Kiljan Laxness – menneske og motiv (1955) af kulturformidleren og Laxness-oversætteren Ivar Eskeland. Bogen er af ældre dato, men Eskelands indgående kendskab til Laxness’ værk lader sig ikke fornægte og betyder, at værket stadig er interessant i dag.
Skrevet af cand. mag. Sidsel Sander Mittet
