Den store væver fra Kashmir

Med en skråsikkerhed, højstemthed og fynd, som kun er unge mennesker forundt, gør Laxness' hovedperson Sten Ellidi op med barndommens Island i en søgen mod mening.

Halldór Laxness’ ungdomsroman Den Store Væver Fra Kashmir handler netop om ungdommens søgen efter mening, tro og identitet. Romanen handler om Sten, der i sin evige jagt driver rundt i Europa, i munkeklostre, i Rom og i Belgien, leder efter en mening, han ikke kan finde hjemme på Island. 

Den fysiske rejse rundt i Europa er mindre vigtig end det indre opgør, han konstant bliver nødt til at tage med sig selv, med traditionen og med troen.

Det er almenmenneskeligt, at opfattelsen af verden til en hver tid kan skride, det der før var sandt, rigtigt og meningsfuldt kan ændres fra dag til anden. Stens verden er i konstant skred. Katalysatoren for rejsen er meningstab i forhold til kærlighed og til den kvinde, han havde bildt sig ind skulle være hans mening. Den traditionelle rejse- og dannelsesroman handler om at tage ud i verden, tage den ind, og derfra danne sin identitet. Stens rejse er modsatrettet. Han lukker gradvist verden mere og mere ude og fortaber sig bag klostrenes mure i dybe samtaler med verdensfjerne munke – en fortabelse i sig selv, i filosofi, i teologi, i narcissisme.

Den Store Væver Fra Kashmir er skrevet i 1927 og bærer tydeligt præg af verdenskrigens komme, af modernismen, af ”hvad-pokker-gør-vi-nu-for-at-få-verden-til-at-hænge-sammen”. Den traditionelle borgerlige dannelsesroman handler om at tillade ungdommen et par rastløse fjumreår, så de igen af fri vilje kan træde ind i folden til de andre får, og så være tilfredse med det. Vi er ikke helt ude i en ”de levede lykkeligt…”, men i hvert fald en ”de levede stilfærdigt til deres dages ende-slutning”.

Sten tyer til forskellige ekstremer; flirter med at give op, det totale anarki, med ekstremisme og katolicisme. Ingen endegyldige svar kan findes i nogen af dem, selvom han hælder mod katolicismen, måske forstået som traditionen og et fast, ufravigeligt holdepunkt i livet.

Romanens styrke er dens stadige gyldighed i forhold til, hvordan vi også tumler med livsvalg og identitet i dag. Modsat slutningen af det tyvende århundrede, hvor identitetsradikalismen og credoet om selvet som en selvbestaltet kamelæon herskede i litteraturen, er der i dag en tydeligere tendens til at orientere sig mod et mere traditionelt samfund med knap så flydende værdisystemer. Laxness formår netop at gribe denne sindsstemning, men også problematisere den, både som umulighed og potentiale.