Forfatter
Charlotte Brontë
Stormfuldt liv og intense følelser. Om Charlotte Brontë og hendes stærke heltinder.
Det er ikke lang tid siden, at en ny BBC-filmatisering (2007) af Charlotte Brontës klassiker Jane Eyre fra 1847 blev vist på dansk tv. På det tidspunkt havde jeg allerede ejet dvd’en i et års tid og set den fem gange, for eventyret om fattige, forældreløse Jane kan jeg aldrig få fortalt for mange gange. Det er intenst spændende, nogle steder næsten glødende, især i hovedpersonernes indre liv, men også i handlingen, der inkluderer ildebrande, stejlende heste og natlige skrig. Der er åbenbart andre end mig, der synes, at romanen er evigt aktuel og underholdende, for den bliver taget op på skærmen igen og igen. Måske fordi vi aldrig bliver trætte af at høre historien om den grimme ælling, men måske også fordi Jane Eyre i lige så høj grad er historien om, hvordan den grimme ælling bliver lykkelig, selvom den stadig er grim.
Stærke kvinder
Jane Eyre er uden tvivl Charlotte Brontës mest læste og læseværdige bog. I modsætning til sine søstre Anne (1820-49) og Emily (1818-48), som kun nåede at skrive én roman hver, skrev Charlotte (1816-1854) også de mindre kendte Shirley (1849), Vilette (1853) og The Professor (1857). Charlottes heltinder er ofte små, grå og ubemærkelsesværdige af ydre. Deres opførsel er fåmælt og reserveret, men deres indre liv er fantasifuldt, stormfuldt og styret af en stærk vilje. De er alle guvernanter eller lærerinder, hvilket var den eneste profession, som lå åben for enlige kvinder i 1800-tallet. Selvom Jane Eyre eller Lucy Snow (i Vilette) giver indtryk af at være myge og dånende romantiske heltinder, så er de også selvstændige, intelligente kvinder med ambitioner og drømme. Lucy rejser alene til kontinentet for at søge arbejde og finder det på en pigeskole. Jane sætter en annonce i avisen, bryder ud af sin triste opvækst på et børnehjem og finder arbejde som guvernante på Thornfield Hall. Godsets ejer Mr. Rochesters vanvittige kone, der viser sig at være gemt i et tårn, virker som et vrængbillede af uskyldige, unge Jane. Hustruen tolkes dog også ofte som et udtryk for Janes egne følelser. F.eks. som symbol på hendes fortrængte frihedstrang og seksualitet. Da hustruen til sidst brænder ihjel, har feminister set det som udtryk for, hvordan Jane og andre kvinder måtte ofre deres seksualitet og frihedstrang, før de kunne gå ind i ægteskabet. Men en ren undertrykkelse af kvinden er det svært at tolke det som, eftersom Jane utvetydigt står som den magtfulde i det efterfølgende ægteskab med den forbrændte og ensomme Rochester.
Søstrene Brontë
At Charlotte Brontës romaner har stærke kvinder i centrum er ikke overraskende, når man betragter hendes eget liv. De tre Brontë-søstre Charlotte, Anne og Emily var handlekraftige kvinder, der mente, at kvinder skulle kunne klare sig selv. Dette gjorde de ved at være guvernanter, forsøge at åbne deres egen skole og endelig, da det ikke lykkedes, blive forfattere. De havde haft en fantasirig opvækst i Nordengland, hvor de sammen med deres bror og to andre søstre digtede eventyr om fantasilande. Deres første udgivelse var en fælles digtsamling under pseudonymerne Currer, Acton og Ellis Bell. Anne og Emily, der står for henholdsvis The Tenant of Wildfell Hall (1848) og Wuthering Heights (1847) døde tidligt af tuberkulose. Deres død prægede Charlotte meget. En ulykkelig forelskelse i en professor på en belgisk skole, hun besøgte som ung, satte sig også spor i alle hendes romaner, mest i The Professor. Alle Brontë-søstrenes værker er eksempler på typisk højromantik med storslåede naturbeskrivelser, hvor natur og menneskers følelsesliv smelter sammen. Charlotte døde som den sidste 1855, som følge af en sen graviditet.
Fornuft og følelse
Jeg opdagede Jane Eyre og Charlotte Brontë, da jeg havde læst alle Jane Austens romaner og var på udkig efter nyt ”guf” fra britiske 1800tals-forfatterinder. Charlotte Brontë viste sig at være noget helt andet. Hun har ikke Austens humor og lethed. Charlotte Brontë forbindes med rette med store, alvorlige romantiske følelser. Men jeg ser i hendes romaner et forsøg på at balancere imellem fornuft og følelse, som også udgør det alvorlige grundtema i flere af Austens romaner. De to forfatterinder synes at nærme sig hinandens menneskesyn fra modsatte poler. I Austens Sense and Sensibility (1811) lærer den ene af søstrene at opføre sig mere fornuftigt og behersket som sin storesøster. Jane Eyre er derimod et ubeskrevet følelsesmæssigt blad, da hun møder Rochester, og hun lærer at føle dybt og passioneret. Undertrykkelse af følelser fører til vanskabte eller kolde væsner som Rochesters kone eller præsten Rivers. Således bevæger Austens heltinde sig, typisk for oplysningstiden, fra overdreven følelse til fornuft og Charlotte Brontës heltinde, typisk for romantikken, fra gold moral til menneskelighed og følelse. Men en vis balance imellem polerne er resultatet hos begge forfatterinder. Charlotte Brontës heltinder ejer lige præcis denne balance imellem selvbeherskelse og evne til dyb følelse.
Dydige, døde kvinder
Den biografiske roman-genre var i midten af 1800-tallet næsten kun forbeholdt beskrivelsen af mænds dannelse, men Charlotte Brontë giver i Jane Eyre et lige så nuanceret og respektindgydende billede af en selvstændig kvindes udvikling og selvrealisation. Vilette er mere realistisk, og derfor er denne selvrealisation ikke så fuldbyrdet for Lucy Snow. Romanens slutning er åben og placerer Lucy alene i en fremmedgjort verden, hvor det først og fremmest handler om at overleve, og hvor kærligheden kun er en drøm. Lucy har ligesom Jane Eyre et mystisk alter ego. Det er et skræmmende spøgelse, der går igen i pigeskolens have, sandsynligvis er det hendes elskede professors afdøde forlovede, som var fromheden selv. Spøgelset spiller derfor den samme engle-rolle som Helen, Janes barndomsveninde, gør i Jane Eyre. Begge figurer er perfekte og dydige, men døde kvinder. Charlotte Brontës heltinder er derimod levende og fejlbarlige og ikke kun tomme kvindeidealer.
Monsteret under overfladen
I Jane Eyre er Janes alter ego som sagt den vilde, vanvittige Mrs. Rochester. Helte med ”mørke” sider er et typisk roman-motiv i sidste halvdel af 1800-tallet. Dr. Jekyll & Mr.Hyde (1886) af Robert Louis Stevenson og Frankenstein (1818) af Mary Shelley er eksempler. Dobbeltgænger-motivet betragtes som en reaktion på victorianismens strenge normer og undertrykkelse af menneskets mere dyriske sider. Charlotte Brontë var en ivrig fortaler for at give mere plads til følelser, hvilket var en generel strømning i romantikken. Jane Eyre spiller desuden på genrekonventioner fra den gotiske roman. ”The gothic novel” var 1700-tallets B-litteratur for kvinder. De var nervepirrende eventyr om forsvarsløse kvinder, der blev udsat for horrible, overnaturlige hændelser på ensomme borge. Ligesom i Jane Austens parodi på denne genre: Northanger Abbey (1818) viser de overnaturlige fænomener i Charlotte Brontës værker sig at være ganske jordiske, men ikke mindre oprørende eller tragiske af den grund. Spøgelset i Vilette viser sig at være en elevs elsker, der forklædt lister sig ind på skolen, og de natlige skrig på Thornfield kommer i virkeligheden fra Rochesters skjulte hustru.
Omkring Charlotte Brontë
Charlotte Brontë og hendes søstre placerer sig midtvejs på en ”kvindelig” tidslinje imellem den ironiske fortaler for fornuften, Jane Austen, og Virginia Woolf, hvis stil er præget af en sansende og fragmentarisk synsvinkel på verden. Samtidig med Brontë er Elizabeth Gaskell (1810-65), som skrev politisk bevidste, men uden tvivl også romantiske romaner. Især North and South (1855) er anbefalelsesværdig. Gaskell skrev desuden en meget berømmet biografi om Charlotte Brontë, der uvant for tiden tog mere hensyn til sandheden end til samtidens opfattelse af diskretion: The Life of Charlotte Brontë (1857). I disse dage indspilles der en ny film om Brontë-søstrenes skæbner i det dramatiske Nordengland, ved navn Brontë. Og der er desuden i 2006 optaget en film over Jean Rhys’ senere genfortælling af Jane Eyre, The Wide Sargasso Sea (1966), set fra den gale Mrs. Rochesters synsvinkel. Der er altså intet, der tyder på, at interessen for at bringe Charlotte Brontë til Hollywood ebber ud. Både i liv og værk er der potentiale til utallige genlæsninger, genindspilninger og genoplevelser. Jeg er i hvert fald kun lige begyndt!
Skrevet af Marie Fredborg Jungersen, Bibliotekar
Stormfuldt liv og intense følelser. Om Charlotte Brontë og hendes stærke heltinder.
Det er ikke lang tid siden, at en ny BBC-filmatisering (2007) af Charlotte Brontës klassiker Jane Eyre fra 1847 blev vist på dansk tv. På det tidspunkt havde jeg allerede ejet dvd’en i et års tid og set den fem gange, for eventyret om fattige, forældreløse Jane kan jeg aldrig få fortalt for mange gange. Det er intenst spændende, nogle steder næsten glødende, især i hovedpersonernes indre liv, men også i handlingen, der inkluderer ildebrande, stejlende heste og natlige skrig. Der er åbenbart andre end mig, der synes, at romanen er evigt aktuel og underholdende, for den bliver taget op på skærmen igen og igen. Måske fordi vi aldrig bliver trætte af at høre historien om den grimme ælling, men måske også fordi Jane Eyre i lige så høj grad er historien om, hvordan den grimme ælling bliver lykkelig, selvom den stadig er grim.
Stærke kvinder
Jane Eyre er uden tvivl Charlotte Brontës mest læste og læseværdige bog. I modsætning til sine søstre Anne (1820-49) og Emily (1818-48), som kun nåede at skrive én roman hver, skrev Charlotte (1816-1854) også de mindre kendte Shirley (1849), Vilette (1853) og The Professor (1857). Charlottes heltinder er ofte små, grå og ubemærkelsesværdige af ydre. Deres opførsel er fåmælt og reserveret, men deres indre liv er fantasifuldt, stormfuldt og styret af en stærk vilje. De er alle guvernanter eller lærerinder, hvilket var den eneste profession, som lå åben for enlige kvinder i 1800-tallet. Selvom Jane Eyre eller Lucy Snow (i Vilette) giver indtryk af at være myge og dånende romantiske heltinder, så er de også selvstændige, intelligente kvinder med ambitioner og drømme. Lucy rejser alene til kontinentet for at søge arbejde og finder det på en pigeskole. Jane sætter en annonce i avisen, bryder ud af sin triste opvækst på et børnehjem og finder arbejde som guvernante på Thornfield Hall. Godsets ejer Mr. Rochesters vanvittige kone, der viser sig at være gemt i et tårn, virker som et vrængbillede af uskyldige, unge Jane. Hustruen tolkes dog også ofte som et udtryk for Janes egne følelser. F.eks. som symbol på hendes fortrængte frihedstrang og seksualitet. Da hustruen til sidst brænder ihjel, har feminister set det som udtryk for, hvordan Jane og andre kvinder måtte ofre deres seksualitet og frihedstrang, før de kunne gå ind i ægteskabet. Men en ren undertrykkelse af kvinden er det svært at tolke det som, eftersom Jane utvetydigt står som den magtfulde i det efterfølgende ægteskab med den forbrændte og ensomme Rochester.
Søstrene Brontë
At Charlotte Brontës romaner har stærke kvinder i centrum er ikke overraskende, når man betragter hendes eget liv. De tre Brontë-søstre Charlotte, Anne og Emily var handlekraftige kvinder, der mente, at kvinder skulle kunne klare sig selv. Dette gjorde de ved at være guvernanter, forsøge at åbne deres egen skole og endelig, da det ikke lykkedes, blive forfattere. De havde haft en fantasirig opvækst i Nordengland, hvor de sammen med deres bror og to andre søstre digtede eventyr om fantasilande. Deres første udgivelse var en fælles digtsamling under pseudonymerne Currer, Acton og Ellis Bell. Anne og Emily, der står for henholdsvis The Tenant of Wildfell Hall (1848) og Wuthering Heights (1847) døde tidligt af tuberkulose. Deres død prægede Charlotte meget. En ulykkelig forelskelse i en professor på en belgisk skole, hun besøgte som ung, satte sig også spor i alle hendes romaner, mest i The Professor. Alle Brontë-søstrenes værker er eksempler på typisk højromantik med storslåede naturbeskrivelser, hvor natur og menneskers følelsesliv smelter sammen. Charlotte døde som den sidste 1855, som følge af en sen graviditet.
Fornuft og følelse
Jeg opdagede Jane Eyre og Charlotte Brontë, da jeg havde læst alle Jane Austens romaner og var på udkig efter nyt ”guf” fra britiske 1800tals-forfatterinder. Charlotte Brontë viste sig at være noget helt andet. Hun har ikke Austens humor og lethed. Charlotte Brontë forbindes med rette med store, alvorlige romantiske følelser. Men jeg ser i hendes romaner et forsøg på at balancere imellem fornuft og følelse, som også udgør det alvorlige grundtema i flere af Austens romaner. De to forfatterinder synes at nærme sig hinandens menneskesyn fra modsatte poler. I Austens Sense and Sensibility (1811) lærer den ene af søstrene at opføre sig mere fornuftigt og behersket som sin storesøster. Jane Eyre er derimod et ubeskrevet følelsesmæssigt blad, da hun møder Rochester, og hun lærer at føle dybt og passioneret. Undertrykkelse af følelser fører til vanskabte eller kolde væsner som Rochesters kone eller præsten Rivers. Således bevæger Austens heltinde sig, typisk for oplysningstiden, fra overdreven følelse til fornuft og Charlotte Brontës heltinde, typisk for romantikken, fra gold moral til menneskelighed og følelse. Men en vis balance imellem polerne er resultatet hos begge forfatterinder. Charlotte Brontës heltinder ejer lige præcis denne balance imellem selvbeherskelse og evne til dyb følelse.
Dydige, døde kvinder
Den biografiske roman-genre var i midten af 1800-tallet næsten kun forbeholdt beskrivelsen af mænds dannelse, men Charlotte Brontë giver i Jane Eyre et lige så nuanceret og respektindgydende billede af en selvstændig kvindes udvikling og selvrealisation. Vilette er mere realistisk, og derfor er denne selvrealisation ikke så fuldbyrdet for Lucy Snow. Romanens slutning er åben og placerer Lucy alene i en fremmedgjort verden, hvor det først og fremmest handler om at overleve, og hvor kærligheden kun er en drøm. Lucy har ligesom Jane Eyre et mystisk alter ego. Det er et skræmmende spøgelse, der går igen i pigeskolens have, sandsynligvis er det hendes elskede professors afdøde forlovede, som var fromheden selv. Spøgelset spiller derfor den samme engle-rolle som Helen, Janes barndomsveninde, gør i Jane Eyre. Begge figurer er perfekte og dydige, men døde kvinder. Charlotte Brontës heltinder er derimod levende og fejlbarlige og ikke kun tomme kvindeidealer.
Monsteret under overfladen
I Jane Eyre er Janes alter ego som sagt den vilde, vanvittige Mrs. Rochester. Helte med ”mørke” sider er et typisk roman-motiv i sidste halvdel af 1800-tallet. Dr. Jekyll & Mr.Hyde (1886) af Robert Louis Stevenson og Frankenstein (1818) af Mary Shelley er eksempler. Dobbeltgænger-motivet betragtes som en reaktion på victorianismens strenge normer og undertrykkelse af menneskets mere dyriske sider. Charlotte Brontë var en ivrig fortaler for at give mere plads til følelser, hvilket var en generel strømning i romantikken. Jane Eyre spiller desuden på genrekonventioner fra den gotiske roman. ”The gothic novel” var 1700-tallets B-litteratur for kvinder. De var nervepirrende eventyr om forsvarsløse kvinder, der blev udsat for horrible, overnaturlige hændelser på ensomme borge. Ligesom i Jane Austens parodi på denne genre: Northanger Abbey (1818) viser de overnaturlige fænomener i Charlotte Brontës værker sig at være ganske jordiske, men ikke mindre oprørende eller tragiske af den grund. Spøgelset i Vilette viser sig at være en elevs elsker, der forklædt lister sig ind på skolen, og de natlige skrig på Thornfield kommer i virkeligheden fra Rochesters skjulte hustru.
Omkring Charlotte Brontë
Charlotte Brontë og hendes søstre placerer sig midtvejs på en ”kvindelig” tidslinje imellem den ironiske fortaler for fornuften, Jane Austen, og Virginia Woolf, hvis stil er præget af en sansende og fragmentarisk synsvinkel på verden. Samtidig med Brontë er Elizabeth Gaskell (1810-65), som skrev politisk bevidste, men uden tvivl også romantiske romaner. Især North and South (1855) er anbefalelsesværdig. Gaskell skrev desuden en meget berømmet biografi om Charlotte Brontë, der uvant for tiden tog mere hensyn til sandheden end til samtidens opfattelse af diskretion: The Life of Charlotte Brontë (1857). I disse dage indspilles der en ny film om Brontë-søstrenes skæbner i det dramatiske Nordengland, ved navn Brontë. Og der er desuden i 2006 optaget en film over Jean Rhys’ senere genfortælling af Jane Eyre, The Wide Sargasso Sea (1966), set fra den gale Mrs. Rochesters synsvinkel. Der er altså intet, der tyder på, at interessen for at bringe Charlotte Brontë til Hollywood ebber ud. Både i liv og værk er der potentiale til utallige genlæsninger, genindspilninger og genoplevelser. Jeg er i hvert fald kun lige begyndt!
Skrevet af Marie Fredborg Jungersen, Bibliotekar
