Anmeldelse
Pesten af Albert Camus
- Log ind for at skrive kommentarer
En anonym fortæller skildrer nøgternt en pestepidemi i 1940'erne i en algerisk by i et af Camus' absolutte mesterværker, der er nyoversat på fornem vis af Camus-eksperten Hans Peter Lund. At (gen)læse Pesten er en sublim oplevelse.
Det er fra første side en sand fornøjelse at læse Camus' ’Pesten’. Romanen er såvel et sprogligt som et litterært mesterværk, intet mindre.
Den algierske havneby Oran rammes pludselig af pestudbrud. Først er det rotter, der kommer frem og ligger og dør alle mulige steder, men så rammes indbyggerne også i tusindvis. Byportene lukkes, der sættes vagter op, ikke flere skibe, tog og biler kommer ind i byen. Skoler og andre offentlige bygninger inddrages til hospitaler og karantænestationer. En læge i byen kæmper fra første dag en Sisyfos-kamp imod sygdommen.
Romanen er en undersøgelse af, hvad der sker med mennesker i en situation, hvor friheden tages fra dem. I en situation, hvor der ikke længere er individuelle skæbner men en kollektiv historie og kollektive følelser, som er de samme hos alle. Kollektive vilkår, som er de samme for alle. Pesten er jo ligeglad, om du er rig eller fattig, og om du har indflydelse eller ej.
Hele denne refleksion over menneskelige reaktioner på vilkår udenfor menneskelig rækkevidde er dybt interessant og vidner om forfatterskabets kredsen om Eksistentialismens hovedspørgsmål: Hvordan vi som mennesker forholder os til tilværelsens grundlæggende meningsløshed eller absurditet. I romanen er der faktisk mange ansvarlige og hjælpsomme mennesker, der tager kampen op mod sygdom, angst og død.
Camus skrev ’Pesten’ i 1947, og romanen er skrevet på baggrund af den tyske besættelse af Frankrig under Anden Verdenskrig. At leve med besættelsen og krigens gru, og hvad det gør ved mennesker, beskriver forfatteren meget tydeligt på en af de sidste sider i romanen:
”…at vi nogensinde havde oplevet denne afsindige verden, hvor det var lige så almindeligt at slå et menneske ihjel, som at slå en flue ihjel, dette velordnede barbari, dette beregnende afsind…”
- Log ind for at skrive kommentarer
En anonym fortæller skildrer nøgternt en pestepidemi i 1940'erne i en algerisk by i et af Camus' absolutte mesterværker, der er nyoversat på fornem vis af Camus-eksperten Hans Peter Lund. At (gen)læse Pesten er en sublim oplevelse.
Det er fra første side en sand fornøjelse at læse Camus' ’Pesten’. Romanen er såvel et sprogligt som et litterært mesterværk, intet mindre.
Den algierske havneby Oran rammes pludselig af pestudbrud. Først er det rotter, der kommer frem og ligger og dør alle mulige steder, men så rammes indbyggerne også i tusindvis. Byportene lukkes, der sættes vagter op, ikke flere skibe, tog og biler kommer ind i byen. Skoler og andre offentlige bygninger inddrages til hospitaler og karantænestationer. En læge i byen kæmper fra første dag en Sisyfos-kamp imod sygdommen.
Romanen er en undersøgelse af, hvad der sker med mennesker i en situation, hvor friheden tages fra dem. I en situation, hvor der ikke længere er individuelle skæbner men en kollektiv historie og kollektive følelser, som er de samme hos alle. Kollektive vilkår, som er de samme for alle. Pesten er jo ligeglad, om du er rig eller fattig, og om du har indflydelse eller ej.
Hele denne refleksion over menneskelige reaktioner på vilkår udenfor menneskelig rækkevidde er dybt interessant og vidner om forfatterskabets kredsen om Eksistentialismens hovedspørgsmål: Hvordan vi som mennesker forholder os til tilværelsens grundlæggende meningsløshed eller absurditet. I romanen er der faktisk mange ansvarlige og hjælpsomme mennesker, der tager kampen op mod sygdom, angst og død.
Camus skrev ’Pesten’ i 1947, og romanen er skrevet på baggrund af den tyske besættelse af Frankrig under Anden Verdenskrig. At leve med besættelsen og krigens gru, og hvad det gør ved mennesker, beskriver forfatteren meget tydeligt på en af de sidste sider i romanen:
”…at vi nogensinde havde oplevet denne afsindige verden, hvor det var lige så almindeligt at slå et menneske ihjel, som at slå en flue ihjel, dette velordnede barbari, dette beregnende afsind…”
Kommentarer