Anmeldelse
Natten der kommer af Carl-Henning Wijkmark
- Log ind for at skrive kommentarer
Fuldkommen uforlignelig og fantastisk roman om en gammel, døende mands sidste store projekt. Litteraturens og sprogets magt fornægter sig ikke, og livets ej heller.
Det er sært, som dét at læse om døden kan betyde, at man føler sig så meget mere levende. Og det er sært, som døden på tryk kan forekomme nærmest opløftende, mens den virker modsat, når man møder den in real life. Døden er et faktum; et af de få. Og kunstnere af enhver art har til alle tider brugt døden som drivkraft og muse.
Svenske Carl-Henning Wijkmark, der selv efterhånden nærmer sig de 80 år, begik i 2007 et af disse ’Dødens Værker’, nemlig romanen ’Natten der kommer’, for hvilken han modtog den svenske litteraturpris, Augustprisen. Og i sin begrundelse udtrykte komiteen for bemeldte pris, hvad jeg netop har forsøgt ovenfor: ”Det er et underligt opmuntrende drama om kunsten at dø.” Jeg erklærer mig hermed 100 procent enig.
I et gennemtænkt og forfinet (”forfinet” på den gode måde) sprog fremmaner Wijkmark en døendes sidste tid, hvor denne befinder sig på et hospital – eller et hospice, må man vel snarere kalde det. Han, der lyder navnet Hasse og er tidligere skuespiller, ligger ved romanens begyndelse på stue med tre andre døende, med hvem han underholder sig, så godt man nu kan, når døden står for døren, og smerterne kun kan holdes i skak af morfin i rigelige mængder.
Hasses tre med-døende, om man vil, er den tidligere vagabond Harry, den noget yngre postarbejder og inkarnerede spiller Börje samt en næsten stum, usynlig og unavngiven mand, som de tre andre nærmest kun fornemmer tilstedeværelsen af, idet han ligger bag et grønt forhæng og kun ytrer sig ganske lidt. Det er da også sidstnævnte, der må herfra først.
Hasse har et projekt, hvilket i sig selv må siges at være beundringsværdigt, situationen taget i betragtning. Han siger selv om sin nuværende tilstand: ”Nu vil jeg være i fred med min død og leve så længe som det kan lade sig gøre på den lille positive tvivl som alligevel altid er der. Det er måske ikke rationelt, men godt for sjælen.” Det er sgu smukt sagt!
Hasse har hele sit liv været en flittig læser, fortæller han, og hans (formodentlig) sidste projekt i denne verden går i al sin enkelhed ud på at se døden direkte i øjnene ved at læse ihærdigt om den: ”… jeg ville konfrontere fjenden og samtidig undgå ham ved at suge alt det til mig jeg orkede og kunne nå om emnet, digtning, kunst, filosofi, antropologi, religion…”. For som han derefter konstaterer: ” … jo mere jeg læste om døden, jo kvikkere blev jeg.”
Der kan siges meget, meget mere godt om denne roman, der for mig at se besidder de fineste litterære kvaliteter. Så min opfordring må således være klar og tydelig: Læs den – før det er for sent!
- Log ind for at skrive kommentarer
Fuldkommen uforlignelig og fantastisk roman om en gammel, døende mands sidste store projekt. Litteraturens og sprogets magt fornægter sig ikke, og livets ej heller.
Det er sært, som dét at læse om døden kan betyde, at man føler sig så meget mere levende. Og det er sært, som døden på tryk kan forekomme nærmest opløftende, mens den virker modsat, når man møder den in real life. Døden er et faktum; et af de få. Og kunstnere af enhver art har til alle tider brugt døden som drivkraft og muse.
Svenske Carl-Henning Wijkmark, der selv efterhånden nærmer sig de 80 år, begik i 2007 et af disse ’Dødens Værker’, nemlig romanen ’Natten der kommer’, for hvilken han modtog den svenske litteraturpris, Augustprisen. Og i sin begrundelse udtrykte komiteen for bemeldte pris, hvad jeg netop har forsøgt ovenfor: ”Det er et underligt opmuntrende drama om kunsten at dø.” Jeg erklærer mig hermed 100 procent enig.
I et gennemtænkt og forfinet (”forfinet” på den gode måde) sprog fremmaner Wijkmark en døendes sidste tid, hvor denne befinder sig på et hospital – eller et hospice, må man vel snarere kalde det. Han, der lyder navnet Hasse og er tidligere skuespiller, ligger ved romanens begyndelse på stue med tre andre døende, med hvem han underholder sig, så godt man nu kan, når døden står for døren, og smerterne kun kan holdes i skak af morfin i rigelige mængder.
Hasses tre med-døende, om man vil, er den tidligere vagabond Harry, den noget yngre postarbejder og inkarnerede spiller Börje samt en næsten stum, usynlig og unavngiven mand, som de tre andre nærmest kun fornemmer tilstedeværelsen af, idet han ligger bag et grønt forhæng og kun ytrer sig ganske lidt. Det er da også sidstnævnte, der må herfra først.
Hasse har et projekt, hvilket i sig selv må siges at være beundringsværdigt, situationen taget i betragtning. Han siger selv om sin nuværende tilstand: ”Nu vil jeg være i fred med min død og leve så længe som det kan lade sig gøre på den lille positive tvivl som alligevel altid er der. Det er måske ikke rationelt, men godt for sjælen.” Det er sgu smukt sagt!
Hasse har hele sit liv været en flittig læser, fortæller han, og hans (formodentlig) sidste projekt i denne verden går i al sin enkelhed ud på at se døden direkte i øjnene ved at læse ihærdigt om den: ”… jeg ville konfrontere fjenden og samtidig undgå ham ved at suge alt det til mig jeg orkede og kunne nå om emnet, digtning, kunst, filosofi, antropologi, religion…”. For som han derefter konstaterer: ” … jo mere jeg læste om døden, jo kvikkere blev jeg.”
Der kan siges meget, meget mere godt om denne roman, der for mig at se besidder de fineste litterære kvaliteter. Så min opfordring må således være klar og tydelig: Læs den – før det er for sent!
Kommentarer