Blog
Opråb fra ”den søvnige kontrolinstans”
Selvudgivne bøger lever ofte et stille liv. Men hvordan sikrer vi, at læserne får mulighed for at stifte bekendtskab med de (gode) bøger, der udgives udenom forlagene?
I lørdags tog Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, i en kommentar fat på en problematik, som bliver stadig mere presserende: At det stigende antal selvudgiverbøger stort set aldrig anmeldes, i hvert fald ikke i landsdækkende medier. Der mangler simpelthen en kritisk offentlighed, et professionelt rum, hvor bøgerne bliver anmeldt, diskuteret og ikke mindst gjort synlige for bøgernes potentielle læsere. På Litteratursidens redaktion diskuterer vi løbende problematikken, og lige nu er vi faktisk i gang med at undersøge forskellige muligheder for at give selvudgiverbøgerne - de gode af slagsen vel at mærke - større opmærksomhed.
Vi er nemlig nødt til at forholde os til, at det litterære landskab ser radikalt anderledes ud end for bare få år siden. Forlagene skærer ned på de skønlitterære titler, og det bliver stadig sværere at trænge igennem til forlagene, hvis man ikke har et bogprojekt, der til forveksling ligner en salgssucces. Samtidig er det blevet langt nemmere og billigere at udgive sine egne bøger, og det benytter rigtig mange sig af. Så mange, at det er fuldstændig uoverkommeligt at orientere sig i alt, hvad der udgives.
Der er uomgængeligt, at der som oftest er en kvalitetsforskel på forlagenes udgivelser og bøger, som forfatteren selv har udgivet. Ifølge Politikens litteraturredaktør lever 95 procent af de selvudgivne bøger ikke op til kvalitetskriterierne. Jeg skal ikke kunne sige, om han har ret i det tal, for jeg har simpelthen ikke læst så mange selvudgivne bøger, at jeg kan fælde en sådan dom, men jeg er enig i, at mange af dem simpelthen ikke er gode nok. Men det betyder jo ikke, at alle selvudgivne bøger er af ringere kvalitet end forlagenes udgivelser. Alligevel har vi en tendens til at betragte bøger udgivet af forfatteren selv som mindre værd end de bøger, som har fået et forlagslogo på ryggen. Hvorfor?
Udfordringen starter allerede i den måde, vi omtaler denne såkaldte ’selvudgiverlitteratur’ på. Vi har nemlig en tendens til at kategorisere den som en selvstændig genre på lige fod med krimier og kogebøger. At en bog er selvudgivet, siger ikke i sig selv noget som helst om indholdet, det peger alene på bogens udgivelsesbetingelser. Indhold, form og graden af professionalisme, der kendetegner bøgerne, kan varieres i det uendelige, og derfor er det naturligvis ikke rimeligt at skære bøgerne over en kam.
Jes Stein Pedersen nævner i sin kommentar en forfatter, som i en ikke uhumoristisk mail beskriver en mareridtsvision, hvori han forestiller sig sin bog ”sammen med et helt bibliotek af andre bliver gennet forbi en søvnig kontrolinstans på vej til brændeovnen”. Den mail landende også i Litteratursidens mailbox i sidste uge, og det er intet særsyn. Hver uge modtager redaktionen mails, breve eller opkald fra forfattere i det ganske land, som så brændende ønsker sig opmærksomhed omkring deres bog, så den får chancen for at møde sine potentielle læsere. Naturligvis ønsker de det! Udfordringen som forfatter består ikke i at få bogen udgivet, den består i at få sin bog ud til læserne, men det traditionelle litterære kredsløb har en tendens til at lukke sig om forlagenes udgivelser og ikke levne megen plads til bøger udgivet andre steder end på de traditionelle forlag.
Men hvordan finder vi frem til de bøger, der virkelig er værd at forholde sig til? Hvordan får vi gravet de litterære perler frem fra bunkerne af selvhjælpsbøger og amatørkrimier og får givet dem det publikum, de fortjener? Det er et spørgsmål, som ikke bliver mindre aktuelt af, at selv erfarne forfattere får sværere ved at få udgivet deres bøger på forlagene. Hvor forlagene tidligere antog et helt forfatterskab, ser de nu på økonomien i den enkelte bog, siger formanden for Dansk Forfatterforening, Jo Hermann, i Politiken (15.05.13), og hun spår samtidig, at vi i fremtiden vil se, at rigtig gode bøger, som har fået kunststøtte, også vil få svært ved at finde en udgiver. Man kan vel heller ikke afvise, at flere forfattere går over til at udgive selv i fremtiden, simpelthen fordi de har lyst? Indenfor musikbranchen har man længe set den udvikling, at musikerne – selv de helt store navne – vælger at udgive deres musik selv via forskellige musiktjenester udenom pladeselskaberne. Er det så utænkeligt, at vi vil se det samme ske på det litterære område?
Alle bøger fortjener at finde sit publikum, men ikke alle bøger fortjener en anmeldelse i et landsdækkende medie. En erindringsbog kan have stor værdi for forfatteren og hans nærmeste familie og venner, men den har ikke nødvendigvis noget at sige en større læserskare. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der udgives rigtig gode og læseværdige bøger udenom forlagene, og dem anmelder vi også gerne på Litteratursiden. Udfordringen består i at finde de bøger, som har tilstrækkelig litterær kvalitet til, at de er værd at forholde sig kritisk til.
Jeg har lyst til at spørge Litteratursidens læsere: Skeler I til, om en bog er udkommet på et forlag, eller om forfatteren selv har udgivet bogen? Læser I bøger, som ikke ligger i boghandleren eller står på bibliotekets hylder, og som man ikke kan læse anmeldelser af i avisen? Og hvis I gør, hvordan finder I frem til dem?
Selvudgivne bøger lever ofte et stille liv. Men hvordan sikrer vi, at læserne får mulighed for at stifte bekendtskab med de (gode) bøger, der udgives udenom forlagene?
I lørdags tog Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, i en kommentar fat på en problematik, som bliver stadig mere presserende: At det stigende antal selvudgiverbøger stort set aldrig anmeldes, i hvert fald ikke i landsdækkende medier. Der mangler simpelthen en kritisk offentlighed, et professionelt rum, hvor bøgerne bliver anmeldt, diskuteret og ikke mindst gjort synlige for bøgernes potentielle læsere. På Litteratursidens redaktion diskuterer vi løbende problematikken, og lige nu er vi faktisk i gang med at undersøge forskellige muligheder for at give selvudgiverbøgerne - de gode af slagsen vel at mærke - større opmærksomhed.
Vi er nemlig nødt til at forholde os til, at det litterære landskab ser radikalt anderledes ud end for bare få år siden. Forlagene skærer ned på de skønlitterære titler, og det bliver stadig sværere at trænge igennem til forlagene, hvis man ikke har et bogprojekt, der til forveksling ligner en salgssucces. Samtidig er det blevet langt nemmere og billigere at udgive sine egne bøger, og det benytter rigtig mange sig af. Så mange, at det er fuldstændig uoverkommeligt at orientere sig i alt, hvad der udgives.
Der er uomgængeligt, at der som oftest er en kvalitetsforskel på forlagenes udgivelser og bøger, som forfatteren selv har udgivet. Ifølge Politikens litteraturredaktør lever 95 procent af de selvudgivne bøger ikke op til kvalitetskriterierne. Jeg skal ikke kunne sige, om han har ret i det tal, for jeg har simpelthen ikke læst så mange selvudgivne bøger, at jeg kan fælde en sådan dom, men jeg er enig i, at mange af dem simpelthen ikke er gode nok. Men det betyder jo ikke, at alle selvudgivne bøger er af ringere kvalitet end forlagenes udgivelser. Alligevel har vi en tendens til at betragte bøger udgivet af forfatteren selv som mindre værd end de bøger, som har fået et forlagslogo på ryggen. Hvorfor?
Udfordringen starter allerede i den måde, vi omtaler denne såkaldte ’selvudgiverlitteratur’ på. Vi har nemlig en tendens til at kategorisere den som en selvstændig genre på lige fod med krimier og kogebøger. At en bog er selvudgivet, siger ikke i sig selv noget som helst om indholdet, det peger alene på bogens udgivelsesbetingelser. Indhold, form og graden af professionalisme, der kendetegner bøgerne, kan varieres i det uendelige, og derfor er det naturligvis ikke rimeligt at skære bøgerne over en kam.
Jes Stein Pedersen nævner i sin kommentar en forfatter, som i en ikke uhumoristisk mail beskriver en mareridtsvision, hvori han forestiller sig sin bog ”sammen med et helt bibliotek af andre bliver gennet forbi en søvnig kontrolinstans på vej til brændeovnen”. Den mail landende også i Litteratursidens mailbox i sidste uge, og det er intet særsyn. Hver uge modtager redaktionen mails, breve eller opkald fra forfattere i det ganske land, som så brændende ønsker sig opmærksomhed omkring deres bog, så den får chancen for at møde sine potentielle læsere. Naturligvis ønsker de det! Udfordringen som forfatter består ikke i at få bogen udgivet, den består i at få sin bog ud til læserne, men det traditionelle litterære kredsløb har en tendens til at lukke sig om forlagenes udgivelser og ikke levne megen plads til bøger udgivet andre steder end på de traditionelle forlag.
Men hvordan finder vi frem til de bøger, der virkelig er værd at forholde sig til? Hvordan får vi gravet de litterære perler frem fra bunkerne af selvhjælpsbøger og amatørkrimier og får givet dem det publikum, de fortjener? Det er et spørgsmål, som ikke bliver mindre aktuelt af, at selv erfarne forfattere får sværere ved at få udgivet deres bøger på forlagene. Hvor forlagene tidligere antog et helt forfatterskab, ser de nu på økonomien i den enkelte bog, siger formanden for Dansk Forfatterforening, Jo Hermann, i Politiken (15.05.13), og hun spår samtidig, at vi i fremtiden vil se, at rigtig gode bøger, som har fået kunststøtte, også vil få svært ved at finde en udgiver. Man kan vel heller ikke afvise, at flere forfattere går over til at udgive selv i fremtiden, simpelthen fordi de har lyst? Indenfor musikbranchen har man længe set den udvikling, at musikerne – selv de helt store navne – vælger at udgive deres musik selv via forskellige musiktjenester udenom pladeselskaberne. Er det så utænkeligt, at vi vil se det samme ske på det litterære område?
Alle bøger fortjener at finde sit publikum, men ikke alle bøger fortjener en anmeldelse i et landsdækkende medie. En erindringsbog kan have stor værdi for forfatteren og hans nærmeste familie og venner, men den har ikke nødvendigvis noget at sige en større læserskare. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der udgives rigtig gode og læseværdige bøger udenom forlagene, og dem anmelder vi også gerne på Litteratursiden. Udfordringen består i at finde de bøger, som har tilstrækkelig litterær kvalitet til, at de er værd at forholde sig kritisk til.
Jeg har lyst til at spørge Litteratursidens læsere: Skeler I til, om en bog er udkommet på et forlag, eller om forfatteren selv har udgivet bogen? Læser I bøger, som ikke ligger i boghandleren eller står på bibliotekets hylder, og som man ikke kan læse anmeldelser af i avisen? Og hvis I gør, hvordan finder I frem til dem?
Kommentarer