De litterære onanister

Jeg forstår ikke det her udgangspunkt: 'En smal digtsamling af høj litterær kvalitet er for mig ligegyldig, hvis ikke den har nogle læsere.'

Hvis en smal digtsamling har en meget høj litterær kvalitet for en, så vil det vel være meget logisk at se sig selv som værende den læser, der anbefaler den videre, frem for at være den læser der træffer en beslutning om, at den ikke har nogen værdi ellers, fordi ingen andre har læst den. Hele det show der handler om at promovere bøger i det hele taget er jo noget af det, der virkelig kommer til at fylde meget for nogle forfattere. Så meget så selvpromoveringen næsten kan gå hen og blive temaet som sådan for et forfatterskab. Og så er vi jo lige vidt, hvad angår hele debattens udgangspunkt.

Hvad angår titler som forfatter/digter/lyriker etc. så er de per definition næsten altid nogle, som visse skrivende mennesker skynder sig at kalde sig selv, fordi det åbenbart er vigtigere med en titel end et værk. Identifikationsfaktoren, og problemet derved,  i den henseende bliver hurtigt meget tydelig og i værste fald skinger. Titler bør per definition ikke være vigtige for en, hvis man brænder for at skrive.

Kære Jacob - Jeg vidste selvfølgelig godt, at det var et felt belagt med miner jeg begav mig ind i, da jeg skev blogindlægget. På den anden side synes jeg altid det er godt med debat, og at blive modsagt er også med til at skærpe ens egne synspunkter.

Mit hovedærinde var at sætte fokus på begrebet forfatter, nu der sker så meget med de litterære kredsløb. Og hverenten man mener det ene eller andet, så er der ingen tvivl om, at der kommer flere af slagsen de kommende år. Folk som får udgivet bøger, og gør krav på titlen forfatter. Da vi ikke har at gøre med en beskyttet stillingsbetegnelse, synes jeg det er utrolig interesant, at kigge på, hvor begrebet dækker over, og ud fra hvilke motiver så mange mennesker ønsker at udgive bøger.

Tror jeg har skrevet det et andet sted, men faktisk synes jeg det er givende for kulturlivet, at der er mulighed for mange at udgive bøger. Ganske som det har været inden for musiklivet.
Men jeg oplever gennem mit job også mange misforståelser omkring det er at være forfatter. Forfattere som henvender sig til biblioteket for at holde foredrag eller ønsker at sælge nogle flere af deres bøger. De har nogle ret opskruede forventninger til, hvilke muligheder de nu pludselig har. Og der mener jeg bare, at der sommetider mangler en realitetssans hos visse skribenter over, hvor langt talentet rækker. Det er fint at Saxo f.eks. kører land og rige rundt, og fortæller om selvudgivelsens velsignelse (skal selv være med til at arrangere det i Odense næste uge), men jeg ville bare ønsker at man også nedtonede forventingerne til, hvad man så kan forvente af succes, når man udgiver en bog. Det er trods alt de meget få forfattere som kan leve at af skrive i Danmark. Ofte sker det på deltid eller i perioder.

Men det er rigtig spændende, hvordan forfatter begrebet udvikler sig, og det er dejligt at så mange har interesse for at skrive og udgive. Jeg nægter bare at klappe ukritisk begejstret i hænderne, hver gang der kommer en ny selvudgivelse. Ganske som jeg gør det over for bøger fra etablerede forlag.

Jeg mener også, det er selvudgiverne selv som har ansvaret for deres egen markedsføring. Fordi at det ikke lykkedes dem at slå igennem til en størrer offentlighed, kan de ikke skyde skylden på f.eks. biblioteker, avisanmeldere eller andre som beskæftiger sig med litteratur.
Det kræver selvfølgelig en masse markedsføring, men det er jo så et bevidst valg man har taget, når man vælger at gå udenom de etablerede litterære kanaler.
Som "Faldorf" har gjort opmærksom på her på siden, så har Steen Langstrup nogle rigtig interessante betragtninger om selv at udgive sine bøger.

Mit forholdsvis korte svar yder ikke helt dit indlæg retfærdighed, men dejligt med en nuanceret tilgang til emnet.

* Jeg læser også meget blandet. Og om der står Gyldendal eller noget andet på bogryggen interesser mig heller ikke så meget.

*Men jeg ser også (læser dem altså ikke alle sammen!) rigtig mange/næsten alle skønlitterære udgivelser gennem mit arbejde som biblioteker. Og der er altså nogle smuttere fra "eget forlag" eller hvad det nu hedder, som måske skulle have blevet i skrivebordsskuffen. Så sker der det, at vi køber 1-2 ex. af bogen og efter nogle år bliver den kasseret, fordi der ikke er nogen/meget få som læser dem. Så ja, vi/bibliotekerne kan godt støtte den eksperimenterende litteratur, og det gør vi også. Man skal bare ikke bilde sig ind, at vi kan redde den, og give den en masse læsere. Der har forfatterne trods alt hovedansvaret.

Kære Michael

Tak for dit velskrevne indlæg, som virkelig har fået sindene i kog. Men det var vist også hensigten, ikke? I hvert fald er anslaget ret polemisk og lægger trods alt op til nogle lidt heftige modsvar.

Jeg ved ikke om jeg synes sammenligningen med x-factor er passende i dette tilfælde. Den risikerer at forvrænge debatten og give nogle forkerte associationer. For mig at se har hovedparten af x-factordeltagere ikke en ambition om at bedrive kunst, men derimod at blive kendte og få medieomtale. At prøve sig selv af i primetime tv bunder i en anden motivation end dét at beslutte sig for at selvudgive et værk. En litterær pendant til x-factor er vel nærmere poetry-slam-konkurrencer og lignende?

Men dermed ikke sagt at der ikke kan findes paralleller i musikkens verden. Før diskussionen på min egen blog løb helt af sporet gik jeg og overvejede hvordan litterære selvudgivere adskiller sig fra musikalske ditto. I populærmusikken har der i mange år (siden 80’erne i hvert fald) været tradition for såkaldte ’indieudgivelser’ (indie = independent), dvs. musik distribueret udenom de gængse mainstream pladeselskaber. I de senere år, hvor teknologien har gjort det nemmere, billigere og hurtigere at indspille og udgive musik, er der naturligvis kommet en stor underskov af talentfulde (og selvfølgelig også talentløse) musikere der distribuerer deres musik uafhængigt af de store pladeselskaber. Nøjagtig som de litterære selvudgivere er der store udfordringer forbundet med at selvudgive sin musik. Alligevel er det lykkedes musikere (og lyttere/anmeldere) at gøre ’selvudgivet/uafhængigt musik’ til en uomgængelig og anerkendt del af markedet. Ja, jeg vil påstå at der er i mange sammenhænge (anmeldelser især) slet ikke tages stilling til om musikken er ’indie’ eller ej – så længe det musikalske ’håndværk’ er i orden. For mig at se må det være målet.

Når jeg får anbefalet musik af mine venner tænker jeg aldrig over hvordan den er distribueret eller om den kommer fra et etableret eller et ’indie’ pladeselskab. Det samme gør sig faktisk gældende når jeg får anbefalet litteratur jeg ikke kender. Jeg læser de første par sider og evt. bagsideteksten for at vurdere om det kunne have min interesse. Hvis interessen er vakt kan det være jeg kommer igennem hele bogen og først dernæst kan det være jeg undersøger hvilket forlag der har udgivet den - med henblik på at finde beslægtet litteratur. Med andre ord præger det ikke min læsning om der står SAXO eller Gyldendal i kolofonen.

Hvis man begynder at lægge vægt på distributionsmetoden frem for indholdet når man omtaler litteratur, mener jeg at man er gået galt i byen som anmelder, litterat og forfatter. Jo, det er da interessant fra et markedsanalytisk synspunkt, men det bidrager på ingen måde til en analyse af læseoplevelsen – nøjagtig som musikken heller ikke får tilført eller frataget noget ved at være selvdistribueret.  Ligesom det er uinteressant hvis en forfatter iscenesætter sig ved ’at være udkommet på Gyldendal’ eller kalder sig ’selvudgiver’. Det er for mig komplet irrelevante oplysninger og tjener allerhøjst til at fjerne fokus fra læsningen.

Jeg er helt enig i din betragtning: ” Kunsten består i, at få bogen til at blive en del af en større omverden og ikke kun lade den have et liv sammen med forfatteren, dennes familie, venner og bekendte.” Dét kunststykke er i høj grad lykkedes i musikkens verden, hvor især blogskribenter skaber interesse for alle typer af musik. Men det er vel at mærke initiativer der kommer nedefra – fra den enkelte lytter, der videreformidler og skaber et overblik over det der er lytteværdigt. Samme type græsrodsarbejde tror jeg er nødvendigt for at den selvudgivne litteratur oplever samme opblomstring. Det er naivt at tro at bogbranchen i Danmark revolutioneres alene ved at bede (eller kræve) de store institutioner (som fx bibliotekerne) om at ændre deres læse- og indkøbsvaner. Nej, løsningen, som jeg ser det, er at dem med kendskab til feltet tager det første spadestik og begynder at blogge løs om al den gode litteratur der er derude. Hvis blogskribenten er dygtig nok og hvis anmeldelserne er gode så skal læserne og interessen nok komme hen ad vejen. Og først dernæst tror jeg det er relevant at henvende sig til institutionerne. I min optik har bibliotekerne aldrig været og skal heller ikke være frontløbere for nye litterære eller distributionsmæssige tendenser.

Ja, det blev en længere smøre.... Jeg er klar over at parallellen mellem musikbranchen og bogbranchen ikke holder vand hele vejen igennem, så kom endelig med andre vinkler på det. 

"Kunsten består i at få bogen til at blive en del af en større omverden og ikke kun lade den have et liv sammen med forfatteren, dennes familie, venner og bekendte" skriver du.

For få dage siden var jeg på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland. Det var en fuldstændig ren oplevelse. Her fik kunsten et liv med og for mig, beskueren. En uventet påvirkning af sanser og følelser, smil og tårer.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg stod over for kunstværker i ordets rene forstand. Og jeg havde fuld tillid til at disse museumsfolk havde udvalgt værkerne udfra deres erfaring og viden om netop - kunst.

Når jeg kalder denne oplevelse for "ren" er det fordi jeg ikke blev belastet, belemret med ikke-kunst. 

Jeg synes du beskriver et spændende tema. Vi kan godt more os over X- faktor og glæde os over farverne i et tilfældigt maleri, men som du skriver, så er de optrædende i X-faktor og den tilfældige maler ikke sangere og kunstnere. Der skal mere til. Og sangen og maleriet får ikke et liv ud over familiens begejstring. Jeg kan more mig, men bliver ikke berørt, som jeg blev berørt af værkerne på Fuglsang. 

Hvornår er en tekst et kunstværk og den skrivende en forfatter, kan man så tænke? Er det når den læsende berøres og ikke er i tvivl? 

Hmmm! Forstår jeg dig ret at du mener at 'rigtige forfattere' kun er dem der udgiver på forlag, sælges i boghandlen, læses og bliver en del af omverdenen? Altså også - og måske specielt - de storsælgende, meget læste og meget diskuterede, f.eks. Dan Brown?

Tak til Michael for et godt og bramfrit indlæg. Ved første gennemlæsning havde jeg en del at indvende. Ved anden gennemlæsning havde jeg intet at indvende, og ved tredje gennemlæsning var jeg enig med dig i alt det, du skriver.

Det eneste lille pip, jeg vil komme med er: Det skinner ligesom lidt igennem i det, som du skriver i næstsidste afsnit, at kvalitetskriteriet for en del beror på, om en bog slår igennem og har et publikum.  Og kan I sige jeg helt fri for på bibliotekerne ved indkøb at skele lidt til, hvad folk gerne vil have, i stedet for kun at se på kvaliteten? For år tilbage kunne man ikke låne Morten Korch på biblioteket, men hans bøger er jo nu kommet på hylderne.

Hvorfra har du dog denne klippefaste tro på, at selvudgivere er personer, der i ren og skær frustration opgiver de etablerede forlag for i stedet at kaste sig ud i selvudgiverproduktionen? Det er næsten rørende, for sådan en tro finder man ellers kun, når det gælder små børns forhold til Julemanden. Hvis du havde analyseret en masse selvudgiverværker og brugt dem til litterære sammenligninger med de værker, der er kommet på et af de store, etablerede forlag, så ville det have været interessant. Som det er fremstillet her, får jeg samme fornemmelse som ved Jacob Ulrichs udgydelser, at det, det gælder, er at opstille og ivrigt markere kunstige grænser mellem "dem" og "os". Ingen af jer bliver imidlertid hverken en dårligere eller bedre litterat af at bruge jeres værktøj på andet end det, der er kommet med et forlagsstempel på ryggen.

Hvordan man end vender og drejer det, så er et værk et værk, og det hviler i sig selv. Nogle overlever tidens tand, og andre gør det ikke, men ikke engang det, er et endegyldigt kvalitetsstempel. Også fordi der er andet inde i billedet end rendyrket litterær kvalitet, når det gælder en kommerciel bogproduktion.