Den åndløse dansker af Sørine Gotfredsen

Kære Merete Trap.

Jeg mener ikke, at du skal være så indigneret over Sørine Gotfredsens bog, Den åndløse dansker. Jeg følte mig da også ramt, men det gør jeg da ofte, når jeg læser kritik skrevet af folk, som er klogere end mig selv.  Du må da også af og til føle, at der også imod dig kan rettes en form for kritik, som var værd at tænke over. Nu er du jo ikke den eneste, der kalder Sørine Gotfredsen for en selvretfærdig farisær, hvilket jeg tror skyldes, at hendes meninger på mange områder ikke er helt politisk korrekte. Det var derfor jeg i min anmeldelse skrev, at hun skulle læses uden fordomme.

Nu er tanken om, at der er sket et skred i danskeres ånfuldhed nok mere nærliggende for en mand i min alder. Jeg har børn, hvoraf nogle vel er på din alder, og de kalder mig jo for en gammel åndssnop. Ja de påstår endda, at jeg er så finkulturel, at jeg ser ned på dem, fordi jeg f. eks. ikke læser det samme som de gør, og sommetider er et gammelt vrøvlehoved.

Til gengæld så føler jeg selv, at jeg i forhold til mine forældre er særdeles åndløs. Min far var husmand med 7 års skolegang, kom aldrig uden for landsbyen, men læste alt, hvad der var i sognets bibliotek. Men for mig står han som et særdeles åndrigt menneske, selv om han aldrig gjorde sig bemærket.

Så jeg føler i høj grad, at der er en vis deroute i gang med hensyn til åndrighed i Danmark. Mine børn og sikkert også du vil sikkert hævde, at der bare hele tiden sker en udvikling, og hvis man ikke følger med i den, så mener man, at tiden er af lave, og måske har I ret, men det må da være godt, at vi får lejlighed til at give det hele et serviceeftersyn, og jeg mener, at det er uretfærdigt, mod Sørine Gotfredsen, når man anklager hende for ar være farisærisk, og mener, at hun ikke kan tillade sig at kritisere andre. På mange andre områder accepterer man da fuldt ud, hvis en eller anden kritiserer danskerne for et eller andet. Men der er måske visse ting, som man gerne må kritisere danskerne for, og andre ting, som man ikke må kritisere danskerne for. Jeg er bange for, at det er her hunden ligger begravet.

Til sidst lige en lille sjov historie. For nogle år siden havde vi en japansk pige boende et halvt års tid. Hun var med ved, mange familiesammenkomster, hvor hun sad og hørte på vores samtaler. Så en dag sagde hun: ”Hvorfor taler I danskere altid kun om penge og pension”. Da fik vi noget at tænke over.

Det er i øvrigt ikke rigtigt, at hun dømmer alle danskere til at være åndløse, for hun har da også mange eksempler på det hun mener, er åndrige danskere. Om hun regner sig selv med til disse, skal jeg være usagt, men jeg  må indrømme, at jeg regner hende for en af dem, som er værd at læse.