Blog
BRAND
Egentlig er jeg i skriveskjul på Hald og havde ikke tænkt mig at skrive noget på bloggen før jeg kom hjem.
Men jeg har lige hørt det nye litteraturprogram ”Skønlitteratur på P1" (som jeg skam ellers byder velkommen!) i en podcast fra 9. januar og blev stærkt irriteret over, at studieværterne hele tiden kom med kommentarer til, ja nærmest ”anmeldelser” af, hvordan de forfattere de selv interviewede klarede sig som interviewofre. De syntes ikke, forfatterne var så dygtige til at tale om deres egen litteratur, og den ene studievært talte flere gange i udsendelsens løb om forfatteres ”brand” og det at ”brande” en forfatter, som om det var noget naturligt der bare findes og som enhver forfatter er nødt til at gøre.
Da jeg debuterede i 1985 var der et billede af mig i Ekstra-Bladet som jeg var rasende over. En fotograf havde kostet med mig og fået mig til at gøre ting jeg ikke ville. Billedet var sikkert sødt, men jeg var vred, fordi jeg havde gjort som han sagde. I mange år sagde jeg nej til alle mulige ting, som jeg fik at vide jeg ikke burde have sagt nej til. Måske var jeg blevet en berømt forfatter hvis jeg havde sagt ja – vi får det aldrig at vide. Men siger man nej til tv rygtes det. Nogle af dem som laver tv tror tit, de kan gå på vandet og tror desuden ikke deres egne ører når de hører ordet nejtak. Det ligger mange år tilbage, at jeg fx sagde nejtak til morgentv og litteraturprogrammet Bestseller, som nogle måske kan huske. Men siden måtte jeg læse rundt om at folk fra tv omtalte mig som ”en af de forfattere der ikke vil i tv”. De var så chokerede, at det var til at le af. Men jeg havde ikke sagt, at jeg ikke ville i fjernsynet. Jeg har været det flere gange. Jeg har bare forbeholdt mig ret til at sige nej, hvis jeg af en eller anden grund ikke havde lyst til at medvirke. En redaktør fra Bestseller gik oven i købet rundt og omtalte mig som en sky digter der aldrig ville læse op. Og dét må siges at være løgn. Jeg har været ude at læse op i hundredvis af gange, og jeg kan ligefrem lide det.
Men når jeg siger ja til interviews, det være sig til aviser eller tv, kan jeg på den anden side ikke påstå, at det rigtig er noget jeg har lyst til. Som så mange andre forfattere drømmer jeg om, at folk skal opdage mine bøger. Jeg vil gerne være med til at gøre opmærksom på dem. Men jeg er forfængelig og vil gerne fremstå som begavet og smuk, og det sker aldrig nogensinde. Uanset hvor kloge ting jeg tror, jeg har sagt, står der aldrig noget klogt i interviewet bagefter, og mit udseende er som det er. (For øvrigt bifalder jeg ikke stylisternes indtog i den danske forfatterverden, – så vil jeg hellere ligne lort.) Jeg har kun én stor lyst i mig i forbindelse med mit arbejde - og det er lysten til at læse og skrive og være i fred. Samtidig ved jeg, at har jeg ingen kontakt med alt det udenoms, føler jeg mig udenfor. Jeg beundrer meget de forfattere der kan isolere sig og fordybe sig og undlade at læse aviser og gå på internettet. Det kan jeg ikke. Jeg følger med i de sygeste ting - og mest spændende ting naturligvis. Flere af mine bedste venner er forfattere, og vi lever jo vores forfatterliv meget forskelligt, men vi har dog bøger som fælles interesse, og jeg vil altid gerne tale om litteratur.
Da jeg i sidste uge var på Testrup Højskole for at læse op i forbindelse med Montanas Litteraturpris og kurset Tag og Læs!, måtte jeg endnu en gang sande, at jeg ville ønske jeg selv kunne gå på sådan et kursus i månedsvis og bare lytte til at folk talte om litteratur. For øvrigt vandt Lars Skinnebach prisen – og ham kan du glæde dig til at læse, hvis du ikke allerede har gjort det. Eller hør ham læse op! Det kan varmt anbefales.
Egentlig er jeg i skriveskjul på Hald og havde ikke tænkt mig at skrive noget på bloggen før jeg kom hjem.
Men jeg har lige hørt det nye litteraturprogram ”Skønlitteratur på P1" (som jeg skam ellers byder velkommen!) i en podcast fra 9. januar og blev stærkt irriteret over, at studieværterne hele tiden kom med kommentarer til, ja nærmest ”anmeldelser” af, hvordan de forfattere de selv interviewede klarede sig som interviewofre. De syntes ikke, forfatterne var så dygtige til at tale om deres egen litteratur, og den ene studievært talte flere gange i udsendelsens løb om forfatteres ”brand” og det at ”brande” en forfatter, som om det var noget naturligt der bare findes og som enhver forfatter er nødt til at gøre.
Da jeg debuterede i 1985 var der et billede af mig i Ekstra-Bladet som jeg var rasende over. En fotograf havde kostet med mig og fået mig til at gøre ting jeg ikke ville. Billedet var sikkert sødt, men jeg var vred, fordi jeg havde gjort som han sagde. I mange år sagde jeg nej til alle mulige ting, som jeg fik at vide jeg ikke burde have sagt nej til. Måske var jeg blevet en berømt forfatter hvis jeg havde sagt ja – vi får det aldrig at vide. Men siger man nej til tv rygtes det. Nogle af dem som laver tv tror tit, de kan gå på vandet og tror desuden ikke deres egne ører når de hører ordet nejtak. Det ligger mange år tilbage, at jeg fx sagde nejtak til morgentv og litteraturprogrammet Bestseller, som nogle måske kan huske. Men siden måtte jeg læse rundt om at folk fra tv omtalte mig som ”en af de forfattere der ikke vil i tv”. De var så chokerede, at det var til at le af. Men jeg havde ikke sagt, at jeg ikke ville i fjernsynet. Jeg har været det flere gange. Jeg har bare forbeholdt mig ret til at sige nej, hvis jeg af en eller anden grund ikke havde lyst til at medvirke. En redaktør fra Bestseller gik oven i købet rundt og omtalte mig som en sky digter der aldrig ville læse op. Og dét må siges at være løgn. Jeg har været ude at læse op i hundredvis af gange, og jeg kan ligefrem lide det.
Men når jeg siger ja til interviews, det være sig til aviser eller tv, kan jeg på den anden side ikke påstå, at det rigtig er noget jeg har lyst til. Som så mange andre forfattere drømmer jeg om, at folk skal opdage mine bøger. Jeg vil gerne være med til at gøre opmærksom på dem. Men jeg er forfængelig og vil gerne fremstå som begavet og smuk, og det sker aldrig nogensinde. Uanset hvor kloge ting jeg tror, jeg har sagt, står der aldrig noget klogt i interviewet bagefter, og mit udseende er som det er. (For øvrigt bifalder jeg ikke stylisternes indtog i den danske forfatterverden, – så vil jeg hellere ligne lort.) Jeg har kun én stor lyst i mig i forbindelse med mit arbejde - og det er lysten til at læse og skrive og være i fred. Samtidig ved jeg, at har jeg ingen kontakt med alt det udenoms, føler jeg mig udenfor. Jeg beundrer meget de forfattere der kan isolere sig og fordybe sig og undlade at læse aviser og gå på internettet. Det kan jeg ikke. Jeg følger med i de sygeste ting - og mest spændende ting naturligvis. Flere af mine bedste venner er forfattere, og vi lever jo vores forfatterliv meget forskelligt, men vi har dog bøger som fælles interesse, og jeg vil altid gerne tale om litteratur.
Da jeg i sidste uge var på Testrup Højskole for at læse op i forbindelse med Montanas Litteraturpris og kurset Tag og Læs!, måtte jeg endnu en gang sande, at jeg ville ønske jeg selv kunne gå på sådan et kursus i månedsvis og bare lytte til at folk talte om litteratur. For øvrigt vandt Lars Skinnebach prisen – og ham kan du glæde dig til at læse, hvis du ikke allerede har gjort det. Eller hør ham læse op! Det kan varmt anbefales.
Kommentarer