Wika og Pans storhed

En udsøgt og overdådig tegneserie, der overvælder sin læser med svimlende flotte detaljer i farver, former og skønhed.

'Wilka og Pans storhed' er en imponerende og voldsom fortælling, der tager sin tid at læse. Jeg har været nødt til at gøre brug af de svulstige superlativer for (næsten) retvisende at kunne beskrive min samlede oplevelse. Og det føles stadigt ret fattigt.

I dette tredje og afsluttende bind i serien om feen Wika Grimm, har den vanvittige prins Oberon endelig indtaget sin fars, Wikas morfars, trone, med det mål at forene alle Pans kongeriger og styre dem med jernhånd. Han er beskyttet af en uforgængelig, men dødelig, rustning og hjælpes af sine børn, der er hybrider mellem ulve og feer.

Wika selv ligger død for foden af det brændende Yggdrasil, mens hendes sjæl kæmper for at modstå Sidhs kald mod dødsriget. Imens er "De syv søstre" faldet, og efterhånden må der indgås alliancer på tværs af gammelt nag. Elvere har sluttet sig sammen med flere magiske væsner, og da Wika vågner med sin tro væbner Haggis ved sin side, genforenes hun snart med flokken af allierede.

I et bur i midten af lejren sidder Oberons ene søn prins Rage fanget. Han skal fungere som et våben for Wika og hendes flok, da de drager mod byen Avalon, mens Haggis og hans folk sendes til Højlandet for at samle de klaner, der sværger troskab til hertugdømmet Grimm. Modstanderne bliver ved at hive store og dødbringende overraskelser ud af ærmet.

Serien er inspireret af forskellige eventyr som ’Tornerose’ og ’En skærsommernatsdrøm’ og af serier som ’Ringenes herre’ og ’Game of Thrones’ med afsæt i nordisk mytologi, hvor verdenstræet Yggdrasil har sine rødder i tre forskellige verdner som her.

Jeg elsker blandingen af grandiost dark fantasy og lækker steampunkæstetik, mens man bliver badet i krig, hævn, incestuøse forhold og kærlighed. Der findes forbandelser, der har overlevet gennem generationer, dysfunktionelle herskere i en grad, så ’Game of Thrones’ har fået kamp til stregen, og væsner, som jeg aldrig er stødt på før. Illustrationerne er ubeskriveligt smukke, og detaljeringsgraden overgår alt, jeg nogensinde har set. Jeg må advare om en enorm book hangover efter sidste side er vendt.