Wika og Oberons rasen

Vildt imponerende fantasy tegneserie for voksne. Med sine ekstremt flotte og visuelt overlegne illustrationer er dette produkt slet og ret en nydelse – årets bedste tegneserieudgivelse.

Selv om man ikke skulle være til tegneserier eller til fantasy for den sags skyld, bør man ikke snyde sig selv for at se nærmere på dette mesterværk, hvor handling og illustrationer på smukkeste vis går op i en højere enhed. Manuskriptforfatteren Day blander med behændig hånd elementer fra operaens verden (’En Skærsommernatsdrøm’), alfer og feer, troldmænd og vampyrer, ’Alice i eventyrland’, ’Peter Pan’ og den såkaldte Steampunk (En særlig undergenre til science fiction, hvor victorianske maskiner og kostumer er ført ind i et fremtidigt univers – det bedste eksempel herpå er den originale filmatisering af ”Klit”) til en forrygende cocktail af eventyr og spænding.

Den onde fyrst Oberon og hans ulvinde angriber fortet Castelgrimm i Pans rige. På slottet befinder hertug Grimm sig sammen med sin kone og deres lille nyfødte datter Wika. Fortet falder, og hertugen og hans kone bliver dræbt, men det lykkes at få reddet Wika. Hun får klippet sine vinger af og skjules hos en lille elverfamilie. Tiden går, og Wika, som aldrig har befundet sig vel hos elverfamilien, flytter som teenager til hovedstaden Avalon. Her møder hun mestertyven Bran, og sød musik opstår. Wika er lykkelig, men da hun får sin første menstruation, kommer Oberon og hans ulvinde og hendes syv frygtindgydende sønner på sporet af prinsessen, og så starter balladen.

Handlingen er selvfølgelig set mange gange før, og er vel i bund og grund endnu en gang en skildring af det godes kamp mod det onde, men når det som her bliver til et sandt festfyrværkeri af fortælleglæde og fest og farver, så må man respektfuldt bøje sig i støvet. Samspillet mellem tekst og illustrationer fungerer som nævnt optimalt, men når det så er sagt, er det dog alligevel illustrationerne, man husker. Hver enkelt rude er i princippet nærmest et mesterværk i sig selv. Karaktererne er så flot tegnede, at både de gode og de onde lever deres eget liv, og selvom historien indeholder meget vold og blod, så er skildringen af dette så fin og sirlig, at det aldrig bliver modbydeligt, blot smukt og æstetisk. Dertil kommer den dynamiske brug af billeder, hvor alt sædvanligt i form af ruder er opbrudt, således at historien får ekstra fart og dynamik.

Dette album er, for nu at blive i operaens verden, blot ouverturen, og flere bind er på vej. Som altid er det selvfølgelig voldsomt irriterende, men der er i sandhed noget at glæde sig til.