Vers om livet og døden

Bliv ikke forskrækket over titlen – dette er ikke en digtsamling, derimod en fin, lille roman om en forfatters frodige fantasi, skrevet af den store israelske forfatter, Amos Oz.

’Vers om livet og døden’ starter en aften, hvor romanens hovedperson, forfatteren, er inviteret til at holde et foredrag i et medborgerhus om sit seneste værk. Han digter historier om de mennesker, han møder. Forestiller sig hvem de er, hvad de har oplevet, og hvad de tænker. Den fantaserende forfatter bevæger sig rundt i en verden af virkelige personer med opdigtede navne og egenskaber. Romanen slutter samme nat og strækker sig over ca. syv timer.

Romanen præsenterer mere end 30 personer på kun 150 sider, 30 personer, som man vel og mærke kan huske fra hinanden. Hvordan får Oz så læseren til at huske personerne fra hinanden? Han bruger simpelthen gentagelser; en lille sætning som karakteriserer og identificerer personen, ofte på en humoristisk måde, et trick Arne Dahl i øvrigt også bruger i sin serie om A-gruppen: ”Lucy, som blev nummer to i Miss Beach-konkurrencen” eller ”Charlie, som var reservemålmand i Bnei Yehuda”.

Amos Oz skriver på en gang legende let og pirrer samtidig læserens nysgerrighed med sine små historier. Det er et kunstgreb på få linjer eller sider at gøre et menneskes historie interessant, meningsfyld og afsluttet uden at skrive en lang optakt til den enkelte lille historie. Han kan altså noget med sprog, man svæver ubesværet hen over siderne, og der er ikke ét ord i overskud.

Hvad handler den så egentlig om, denne lille roman? Måske om mennesker, fantasi og forestillinger? Forfatteren i romanen stiller spørgsmålet: Hvorfor skriver du? Og svaret for Amos Oz er vel, at han ikke kan lade være. Han er sprængfyldt med historier og fantasi, som må komme til udtryk på en eller anden måde - til stor glæde for hans læsere.