Timeglasset

Møder du møder en mand, der slikker læbestiften af glasset du har drukket af, så bør du løbe alt hvad du kan, andet kan koste dyrt.

Psykopater i litteraturens og filmens verden har efterhånden på deres egen bizarre måde formået at opnå stjernestatus. Patrick Bateman, Tom Ripley, Hannibal Lector er tre blandt mange.
Denne thriller er absolut leveringsdygtig til listen.

Historien foregår i Irland og Julie Parsons formår virkelig at tegne et vidunderligt billede af den frodige ø; med smukke natur, blomstrende buske, bugtende floder, bløde plæner, pittoreske landsbyer og livligt byliv.

Alt begynder således i fryd og gammen. En ung smuk mand dukker op i Lydia Beauchamps vidunderlige have. Lydia har fremelsket et sandt paradis, en have så idyllisk, frodig og smukt beskrevet, at man straks får lyst til at besøge den grønne ø.

Adam, som den unge mand hedder, indynder sig lynhurtigt hos den noget affældige Lydia. Lydia har mange dystre hemmeligheder. Et af skeletterne i skabet er, at hun ikke har haft kontakt til sin datter i over 20 år. Meget hurtigt er Adam hyret til at opsøge datteren Grace og arbejde for en snarlig genforening af mor og datter.

Men kom Adam tilfældigt forbi? Og har han kun Lydia som chef?

Mens Adam bor i byen forsvinder en kvinde og en anden findes myrdet, men har det noget med ham at gøre? Disse og mange andre spørgsmål bliver besvaret i løbet af romanen. Og svarene er rigtigt fæle.

Det er første gang jeg læser Parsons, men bestemt ikke sidste. Jeg var rigtig godt underholdt.

Hvis jeg savner noget, er det at få at vide, hvorfor hovedpersonerne er blevet, som de er. Jeg har stadigvæk den måske noget gammeldags opfattelse af, at ondskab må stamme et eller andet sted fra. Det er nok fordi, det alligevel virker for uhyggeligt, hvis ondskab bare dukker op af sig selv.

Selve plottet er ikke så overraskende, men det er nu rart, ellers havde bogen været lidt for spændende.

Oversat af Henriette Rostrup. Samleren, 2006. 361 sider.