Bog

Søren Kierkegaard

Af (
2013
)

Anmeldelse

Søren Kierkegaard af Georg Brandes

07 jan.14

Engageret litterær biografi om danskernes store litterære filosof, Søren Aabye Kierkegaard. Den udkom første gang for 136 år siden, og virker den støvet og historisk? Nej!

Den glødende kulturradikale debattør, Georg Brandes, beundrede Søren Kierkegaard meget. Han værdsatte den knivskarpe ironiske pen, og han omtalte den krystalklare argumentation som noget helt specielt. Men Kierkegaards kristelige vinkel, dén var frihedselskeren Brandes ikke med på. Universitetsprofessor Frederik Stjernfelt har forsynet bogen med en indledning, der både giver overblik og oplysning. Han tegner nogle skarpe streger og fortæller her allerførst, at bogen befinder sig lige midt i det store og afgørende vagtskifte i århundredets åndsliv fra romantik til naturalisme.

Brandes regner faktisk Kierkegaard for en af de største psykologiske skribenter, og han påviser i denne fine genudgivelse, at liv og værk spejler sig i hinanden. Han går kronologisk frem og fortæller medrivende om Kierkegaards kampe, både med egne dæmoner, borgerskabets krav og ikke mindst modvilje overfor ”den bestående statskirkes” institutioner, som han udviklede til slut i sin karriere, og hvad der skulle blive slutningen af livet. Han satiriserede og agiterede og skaffede sig dermed nogle solide fjendskaber, der holdt langt ud over hans egen begravelse.

Hvordan er det så for en såkaldt ”moderne læser” at give sig i kast med bogen? Er man ikke akademisk trænet (som undertegnede), men dog en flittig læser med en bred bogerfaring (også som undertegnede), så lader det sig absolut gøre, især hvis man slår alle antenner ud.

Søren Kierkegaards skarpe vid, ironi og ofte krystalklare formuleringer kan nemt appellere til en læser her et par århundreder efter hans død. De mere tågede af slagsen kan man jo lade ligge. Han satte så absolut sit lys ovenpå skæppen (i stedte for under den), det må man acceptere, men for eksempel må den ny tids stand-up’ere da sagtens kunne goutere det. Det er nok nærmere, ganske som i Brandes’ tilfælde, den romantiske og tunge religionsopfattelse, som vi tøver overfor. Brandes var den allerførste ”kulturradikale”, der var tilhænger af det verdslige samfund uden kirkens indflydelse, og når jeg læser om Kierkegaards allersidste strid mod de kirkelige styrende elementer, forstår jeg personligt ikke helt den påståede divergens mellem vores to filosofiske ”fyrtårne”.

Bogen har et efterskrift i anledning af udgivelsen af Efterladte papirer 1849, men inden da afrundes bogen på fineste vis: ”…han kan da kun forstås, naar man forsøger at tydeliggøre sig hans Genis Historie fra de første Spirer til Karakter og Livsgerning, og naar man forfølger Udviklingens bugtede, hinandens krydsende Linjer saa godt, det lader sig gøre, fra de første Anlæg til de sidste Resultater, uden at overspringe noget Udgangspunkt eller noget Mellemled, men ogsaa uden at ville være følgestrengere eller mere retlinet end Naturen er.
Det er det, hvorpaa her er gjort et forsøg.”

Det må man da kalde en programerklæring.  

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
50810887
ISBN
9788702140040
Antal sider
262

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer