Anmeldelse
Skindød af Thomas Enger
- Log ind for at skrive kommentarer
Nyt spændende bekendtskab i den første krimi med internetjournalisten Henning Juul i hovedrollen.
”Drab allerede, tænker Henning. Han havde håbet på en lidt roligere start, at han kunne have brugt de næste dage på at blive huskendt, læse sig ajour, finde ud af, hvad der er foregået siden sidst, ringe til et par kilder … og gradvis vænne sit hoved til at tænke, at tænke i historier. Nu når han ingen af delene”.
Henning Juul er kriminalreporter ved internetavisen 123nyheder.no. Han har været sygemeldt i to år, og vi møder ham på den første arbejdsdag. Efterhånden går det op for os, at han har været ude for en forfærdelig ulykke, hvor hans søn er omkommet i en brand, og han selv er blevet skadet.
Første dag på arbejde bliver han bedt om at dække historien om et drab begået på en ung pige. Hun er blevet fundet stenet ihjel med mærker efter piskeslag på ryggen, og hendes ene hånd er skåret af. Hendes kæreste er indvandrer, og ret hurtigt bliver mistanken rettet mod ham, og i medierne kommer der historier om, at nu er sharia-lovgivningen kommet til Norge.
Henning Juul opsøger sin gamle kilder, og der er meget, der tyder på, at det ikke er den rigtige person, politiet har anholdt. Henning får også kontakt med den dræbtes bekendte, og efterhånden får han en viden, som gør det farligt for ham, og han bliver selv forsøgt myrdet. Mere skal ikke røbes her.
Der er store forventninger til denne første krimi af seks planlagte. Thomas Enger nævnes på linje med Stieg Larsson og Jo Nesbø, og hans bog som den største udgivelse siden ’Hypnotisøren’, hans romaner er allerede solgt til England og USA, og filmrettighederne er også solgt til alle seks bøger.
Holder de stor ord så? Stort set, synes jeg. Henning Juul er et spændende bekendtskab, på trods af de traumatiske oplevelser og hans mange tvangsprægede handlinger er han vittig og skarp. Beskrivelsen af miljøet på internetavisen virker troværdig. Plottet er godt, men opklaringen af mordet synes jeg skuffer lidt. Men alligevel ser jeg frem til næste bind i serien, for lige til allersidst i romanen sker der en lille drejning, som åbner for noget helt nyt.
Brugernes anmeldelser