Sangen om floden

Fortælleren - en pensioneret, hinduistisk embedsmand - slår sig ned som eneboer ved Ganges, men fortrylles af de vejfarendes beretninger og flodens smukke myter, som han gengiver levende - og lidenskabeligt.

- "Hvorfor skal I barbere jeres hoveder
for at undgå menneskelig forfængelighed?
Er det af samme grund, at I dækker jeres mund?
Nej, masken forhindrer os i at dræbe uskyldige insekter ved en pludselig indånding."

Og sådan er det hele vejen - den navnløse hovedperson og fortæller i "Sangen om floden" har mødt en Jain-munk på sin vej og falder i snak med ham. Det viser sig at være den første af en række fortællinger, som bogen består af, bundet sammen af fortælleren. Hovedpersonen er en regeringsembedsmand, der beskriver sig selv således: "Nu er jeg en vanaprasthi, én der har trukket sig tilbage til skoven for at reflektere…." Skoven ligger ved floden Narmada og fortælleren er leder af flodens gæstehus, som ligger underskønt i landskabet. Faktisk blev jeg mere og mere tiltrukket af stedet bogen igennem. Det er så afgjort et sted, hvor der er plads - og tid - til refleksioner over, hvorfor vi lever som vi gør.

Narmada gennemløber det centrale Indien og er en af hinduismens hellige floder (ifølge bogen betyder Narmada luder på sanskrit). Og religionen kommer man ikke uden om i denne bog - fortælleren er hindu, pragmatiker, og en af hans bedste venner, Tariq Mia, er mullah i den lokale moské, og han er yderst tolerant. Jain-munken gør som nævnt sit til at leve op til Ahimsa: "at afholde sig fra at gøre noget levende fortræd",.

Jeg nævner disse ting, da det for mig står som et centralt begreb bogen igennem - at det er muligt at leve i fred og fordragelighed. Et ikke uvæsentligt budskab i disse problemfyldte tider. Selvom det indimellem er brydsomt at komme frem til den erkendelse, kan man undervejs konstatere "Ingenting går nogensinde tabt, sir. Det er det smukke ved at have udsigt over en flod", som sekretæren Mr. Chagla siger til fortælleren på et tidspunkt. Mr. Chagla er en af bogens centrale skikkelser med sin humane indstilling til andre mennesker.

Mullahen er dog efter fortælleren på et tidspunkt, fordi han forlader sig for meget på: "Andenhåndsviden frem for erfaring" - en sætning der går rent ind, og som fører til flere opslag i encyklopædien. Det er befriende således at lære noget af en roman på det rent vidensmæssige område. Men det er samtidig en bog, der fik denne læser til at falde i staver med sin rolige fortællestil og sin venden begreberne på hovedet. Der er alt fra den grimme musiker, der er smuk indeni, til kurtisanen med det bjergtagende ydre og den lidt flossede moral.

Jeg har ikke læst andre romaner, der tilnærmelsesvis ligner 'Sangen om floden'. Til gengæld har jeg fået lyst til at stifte bekendtskab med Gita Mehta's øvrige bøger, hvoraf to andre foreligger på dansk: 'Karma Cola' og romanen 'Maharani'.