Rummets guder

Underholdende og morsom gotisk sci-fi for unge og voksne fra altid velskrivende Jonas Wilmann.

Seneste udgivelse fra Jonas Wilmann er første bind i en ny serie: ‘Rummets guder’, hvor vi er langt fra både ‘Frygtfilerne‘ og ‘By‘s lidt mere samfundskritiske horror. I stedet omfavner han det eventyrlige og fantastiske, når han tager læseren på tur ud i universet.

Miko og Drex er to unge fyre på planeten Corint, der drømmer om at blive optaget på Pilotakademiet. Miko drømmer om at blive kamppilot og hævne sin far, men det er udelukket, nu hvor freden hviler over Den Interplanetariske Union. Desværre har de to unge mænd ikke særligt gode odds for at få opfyldt deres drøm. For overhovedet at komme i betragtning til Pilotakademiet skal grundskolen bestås med 1000 point, og Drex er ikke for kvik, mens Miko synes skolen er én lang, kedelig hyldest til de guder, der har afskåret ham fra sin hævn.

En dag får Miko en god idé. Ikke langt fra ham bor den tidligere Fredsvogter Mortus, som er blevet sær og holder sig for sig selv i sit hus, der langsomt falder sammen om ørene på ham. Miko er overbevist om, at Mortus har forbindelser, der kan få de to drenge ind på Pilotakademiet, så de tilbyder Mortus hjælp med at sætte huset og haven i stand igen for at overbevise ham om, at de har det, der skal til. Og i første omgang virker planen. Mortus ansætter dem, men han viser sig at være noget vanskeligere at imponere end Miko havde forestillet sig. Og ret hurtigt opdager de to drenge også, at både huset og Mortus gemmer på livsfarlige hemmeligheder.

Jeg oplever ‘Rummets guder: Den mystiske eneboer’ som en blanding af tv-serien ‘Firefly’ og H. P. Lovecrafts kosmiske rædsler, og Wilmann betegner den selvom som “gotisk sci-fi“. Historien fortælles med masser af energi, og er både sprudlende og underholdende. Wilmann fortæller på sin blog, hvordan han sidste år følte behov for at lægge de samfundskritiske romaner på hylden en tid og i stedet skrive mere eventyrligt og fantastisk. Det har udmøntet sig i ”en række eventyr på fantastikkens overdrev, hvor alt er muligt, og det vælter med dæmoner, monstre, der jongleres med tidsrejse, andre dimensioner etc. etc.”

Wilmann skruer virkelig volumeknappen op for fuld drøn i romanen, hvor vi både møder kosmiske monstre og aliens, der barberer sig, mens de to ikke så kloge hovedpersoner sørger for et humoristisk islæt. Som altid er romanen både velskrevet og velredigeret, og jeg ser med både forventning og utålmodighed frem til, at bind 2 udkommer næste år.