Anmeldelse
Ravns føde af Hanne Reintoft
- Log ind for at skrive kommentarer
Grevefejde og troskamp er en del af hverdagen for såvel fæstebønder som adelige i 1500-tallets Danmark.
Begivenhederne under en af de mest omtumlede perioder i danmarkshistorien og følgerne deraf for befolkningen levendegøres og skildres fortræffeligt i Hanne Reintofts nye roman.
Lavadelsønnen Niels fra en større gård ved Rold tilbringer efter en studierejse sydpå en tid i København hos sin indflydelsesrige onkel. Herredagen er samlet for at vælge ny konge, og Niels sendes i hemmelig mission til Malmø. Her møder han den livlige Sidsel Jørgensdatter, en selvstændig og livsglad datter af en rig købmand. Trods en del modstand fra begge familiers side, får de hinanden og gifter sig i København.
Nygifte Niels er på Grev Christoffer og den fængslede kong Christiern den 2.s side i den borgerkrig, der hærger landet. Nogen slagsbror er han langtfra, og han slipper helskindet fra nedslagtningen af Skipper Klements bondehær i Aalborg.
Efter borgerkrigens udmarvende belejring af København drager Niels og Sidsel til den fædrene gård for at overtage driften. Sidsel bliver en dygtig og driftig husfrue med et for den tid usædvanligt humant og fremskridtsvenligt sind. Begge bekender sig til den nye tro, men Luther bud om, at manden skal være kvindens hoved, gælder ikke for Niels og Sidsel. Hvor Niels ofte er veg og noget af en sortseer, er Sidsel stærk, optimistisk og handlekraftig. De er et par, der omgås hinanden med stor hengivenhed og nærhed, og deres elskov bærer hyppigt frugt.
Niels og Sidsel oplever både modgang og medgang, og der er mange dramatiske højdepunkter undervejs i romanen. At Niels var på tabernes side under Grevens Fejde, er ikke glemt af de nye magthavere, og Sidsels besøg hos en klog kone er farligt i en tid med heksebrændinger. Fortællingens fremdrift er læserens usvækkede interesse i, hvordan det nu går dem.
Bogens første kapitler har en større vægt på de historiske begivenheder, rammen skal sættes, men længere henne i bogen nedtones de historiske kendsgerninger til en mere almen kulisse af troværdige tidsbilleder og strømninger, og de centrale figurers dagligliv med dets glæder og sorger bliver det væsentlige.
"Ravns føde" er en storslået roman, fortalt med en socialt engageret og indfølt stemme.
Forum, 2002. 433 sider. Kr. 279,-
Brugernes anmeldelser