Bog

Passagen

Af (
2019
)

Anmeldelse

Passagen af Simon Stålenhag

27 jan.20

Smuk graphic novel viser et USA i forfald. Overalt ligger enorme kampdroner spredt sammen med skraldet fra et forbrugersamfund, der er kollapset.

Året er 1997, men bogen foregår både i datid og i fremtiden. Hovedpersonen er pigen Michelle, der rejser gennem USA med sin gule legetøjsrobot. Vi får glimtvise indsigter i hendes liv, som har været rigtig svært med misbrug og svigt. Hendes mor og bedsteforældre er døde, hendes lillebror er forsvundet og hendes plejeforældre, som hun ikke var synderligt begejstret for, endte som ofre for neurografnettet.

Neurografer opstår, når elektriciteten flyder gennem hjernens tredimensionelle netværk af nerveceller. Ingen ved præcis, hvordan det foregår, men det handler dybest set om, hvad der kan ske, hvis det menneskelige intellekt kobles sammen med yderlige hundrede milliarder nerveceller i et superintellekt. Mennesker har skullet iføre sig fuglelignende hjelme, som forbinder dem med kabler i tusindvis til kæmpe jernfigurer, så alt fungerer sammen som et fælles intellekt. Michelle kan ikke benytte hjelmene på grund af en synsfejl, så hende og robotten Skip kører i en stjålet bil gennem USA på jagt efter hendes forsvundne lillebror. På deres vej ser de et degenereret land, hvor mennesker går rundt med hjelme og ser ligeglade og lykkelige ud. Selv efter døden er indtruffet, bevæger deres munde sig som fisk, der er kommet på land. Michelle er fast besluttet på at finde sin bror, så de sammen kan forlade USA. Uanset hvad det koster.

Denne vanvittigt flotte roman er så gennemført, at billederne ligner fotografier. Nogle sider er helt uden tekst, mens resten læner sig op ad Michelles historie og oplevelser, der serveres med cirka 100 ord ad gangen og et bombardement af vilde billeder. Man kan fornemme, at noget er efter Michelle, og man kan mærke, hvordan det synger i jorden af elektricitet og en dyb gungren, der stammer fra kæmpemaskinerne. 

Simon Stålenhag har opnået international anerkendelse som forfatter og illustrator til flere bøger. Hans fantasifulde historier og billeder viser fantastiske maskiner og væsner i skandinaviske omgivelser men i denne roman, er hans fortællerperspektiv rykket til USA.

Bogdetaljer

Forlag
Alvilda
Oversætter
John Lysmand
ISBN
9788741508344
Antal sider
137

Tema

Tema

Tegneserier og graphic novels

Vi belyser mangfoldigheden inde for tegneserier og graphic novels og sætter gennem en række anmeldelser, analyser og artikler ord på, hvad de flotte grafiske udgivelser kan.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer