Mordere uden ansigt

Fremmedhad, kompetent mordopklaring og rod i privatlivet er ingredienserne i denne fængende krimi.

Jeg sidder med en bog, der er lige ved at falde fra hinanden. Et tegn på, at det er en bog, der er blevet læst rigtigt mange gange! Og jeg kan godt forstå det, for der er tale om den første krimi i serien om kriminalkommissær Wallander. Svenske Henning Mankell har skrevet i alt 10 romaner om antihelten Kurt Wallander. Alle meget læst og meget elsket af krimifolket.

De svenskere kan noget, når det handler om krimier, det hersker der ingen tvivl om. Måske er opskriften bl.a., at der er lige dele mordopklaring og et rodet privatliv at forholde sig til. Du ser mennesket bag opklaringen, som er langt fra perfekt, og som ikke har styr på alt i tilværelsen.

Kurt Wallander er en midaldrende mand; han er lige blevet skilt og lidt for fed. Han har et anstrengt forhold til sit eneste barn, datteren Linda, som er ved at blive selvstændig og voksen. Altså er hans privatliv ikke en dans på roser, men i sørgelig forfatning. Derfor er det ikke så mærkeligt, at han lever og ånder for sit job som kriminalkommissær i Ystad politikreds.

Der er bud efter Wallander, da Johannes Lövgren, en gammel mand, findes myrdet. Lövgrens kone Maria er slået til plukfisk. Hun dør senere, men inden det sker, er hendes sidste ord ”udenlandsk”. Er der altså tale om udlændinge, der har slået de gamle ihjel? Der hersker nemlig ikke tvivl om, at der må være mere end én involveret i mordet. Hvad skulle motivet være? De lever jo deres egen fredelige tilværelse ud på landet, eller gør de? Mange bliver afhørt bl.a. Marias bror Lars Herdin, der altid havde haft et dårligt øje til Johannes. Men skulle han have slået sin egen søster til plukfisk?

Et centralt tema i romanen er fremmedhadet i Sverige. Er det udenlandske mordere, der er tale om, vil fremmedhadet blusse mere op. Mankells bidrag til den svenske flygtningedebat kommer til udtryk ved at én eller nogle laver en racistisk hævnaktion. Denne eller de begår et meningsløst mord på en asylansøger. Altså endnu et mord, der skal opklares. Her støder Wallander bl.a. ind i problemer med de svenske asylcentre og ledelsen af disse.

Flygtningedebatten er langt fra overstået hverken i Sverige eller resten af Europa. Altså er det tema lige relevant nu som dengang i 90'erne, hvor romanen blev skrevet. Jeg tvivler også på, at det nogensinde bliver irrelevant. Fremmedhad er et udtryk for eksistensfrygt, og vi mennesker holder aldrig op med at frygte for vores eksistens.

Dette er ikke den sidste krimi, jeg læser af Mankell. Han er ikke kun krimiforfatter. De seneste år har han udgivet ”almindelige” romaner. Jeg kender ham endnu kun som krimiforfatter, og du vil uden tvivl også blive opslugt, hvis du skulle komme til at åbne en af hans krimier. Sproget er mundret og flydende. Handlingen er spændende til det sidste.