En sand afdækning af livets miserable lort

Tilværelsens modbydeligheder udrases på 243 sider med 520 kilometer i timen i en ufiltreret, nøgen og grænseoverskridende fortælling om eksistentielle grundtemaer.

Forfatteren Søren R. Fauth har kastet en håndgranat af en bog, der kan vække de døde til live, men det vil han næppe ønske at udsætte dem for.

Vi drikker kaffe i forårssolen udenfor en kaffebar tæt på banegården i Aarhus. Jeg kan forstå, det ikke er en hvilken som helst kaffebar, men et forkontor til forfatterens fortid, som nu er blevet solgt til nabobutikken, som sælger shawarma. Et sted at tale om det der var. Om det der er. Først og fremmest om forfatterens nye bog Moloch: en fortælling om mit raseri.

Monsteret og den ubærlige sandhed
’Moloch’ er en voldsom og ærlig fortælling, som er blevet til under og efter forfatterens skilsmisse på baggrund af hustruens udenomsægteskabelige bedrag. En fortælling i ukronologisk orden med erindringsspring fra ungdommens forelskelse til de formative år, børnefødsler, ferier og hverdagsglimt, frem til skælvet og skilsmissen, hadet og raseriet. Først og fremmest er det en fortælling om dyb kærlighed. Om afsked, ensomhed og angst og om at være tæt på at gå til grunde. Titlen refererer til et gammeltestamentligt monster, der fortærer børn.

Forfatteren tøver ikke med at fortælle, at bogen har reddet hans liv:

”Jeg har ofret mit liv for den bog, solgt det hele, jeg lægger det hele ned. Formen og skrivningen har været en redning. Jeg ville ikke kunne være blevet i mit ægteskab og have lavet bogen. Hvis jeg var blevet i mit ægteskab, var jeg gået under som kunstner. Det var en verden, der brød sammen på grund af den dybe kærlighed, som var min sidste illusion”.  

Vi taler om tilgivelse og kærlighed og om at vende den anden kind til, men også om blot at være et menneske: ”Noget er uafvendeligt, man kan ikke spole tilbage, der er irreversible grænser. Det eneste dyb kærlighed ikke kan holde til er utroskab”, mener Søren R. Fauth, der hellere vil tale om skam og kunst.

At lade lorten komme ud i en fart
Det mest skamfulde for Søren R. Fauth har været at skrive om sin lede ved sig selv og sin trang til selvdestruktion. ”Det private i min fortælling er uinteressant”, fastslår han, og samtalen fortsætter om det almene, om forstillelsen og alt det, folk ikke tør sige. Dette munder ud i en forklaring af Fauths kunstneriske projekt, der startede med en eksistentiel sprogkrise og hans tidligere bog Digt om døden.

”Jeg kunne ikke finde et sted i skriften, hvor det var mig, der snakkede, men pludselig kom det som et pres. Formen blev en motor, der skubbede til teksten og omvendt”.

Fauths vigtigste dogme er at skrive det, der melder sig i bevidstheden, uden at censurere og bortredigere dødssynderne. Der er ikke redigeret i nogen af de forbudte tanker.

Et andet element i hans poetik er fart. 160 sider af 'Moloch' er skrevet på en måned, formgivningen af hans følelsesmæssige kaos blev et helle. Han må ikke retouchere eller forskønne og skal aflære at skrive og skrælle væk, så nøgenheden og urstemmen er tilbage:

”Kunst har ikke nogen berøringsangst. Michael Kvium er kunst. Det kan godt være det er ubehageligt at se på, men kunst skal overskride nogle grænser og bryde tabuer. Men det er ikke alle, der bryder sig om at se på Michael Kviums billeder”.

Molochs monologer
’Moloch’ er udover at være en bog også en samling af fraklip, som optræder på Sørens R. Fauths blog. Fraklippene er mere groteske og teatralske, og forfatteren har indledt et samarbejde med instruktøren Morten Lundgaard om at skrive bogen og fraklippene sammen til en teatermonolog. Morten Lundgaard kommer forbi kaffebaren og fortæller om idéen:

”Det er jo ikke et uvant emne for teatret at spille historier om ægteskabsbrud, halvdelen af Strindbergs stykker handler om det, men Sørens bog inspirer mig og har det, som en teatermonolog skal have. Han skriver færdige teaterreplikker”.

Søren R. Fauth har altid gerne villet lave teater og sitrer over samarbejdet på sidelinjen, mens Morten Lundgaard uddyber sine tanker om 'Moloch' som teatermonolog:

”Jeg gider ikke lave teater for ludere og lommetyve, heller ikke den her monolog, og det må være min største ambition. Det er som sagt ikke en nyskabelse, at folk bliver skilt, det interessante her er, at det går over grænsen flere steder, fx i selvudleveringen, det kan man godt lide på teatret, og det er en rigtig god historie, den har jeg lyst til at lave til teater. No nonsense stilen kan jeg godt lide, det er ikke højpandet, lyrik har jo et lidt dårligt ry”.

Digteren er gået på toilettet, mens vi fortsætter lidt langt ud af sporet om no nonsense og det højpandede. Vi drøfter 'Molochs' genrebetegnelse, "Langdigt”, og bliver enige om, at det først og fremmest er en pissegod tekst. Dette er en forbrugeroplysning til læseren, der stadig hænger på og ikke vanligvis læser digte. Til denne læser vil jeg også udstede en berørthedsgaranti på falderebet: Du vil ikke komme uberørt igennem læsningen af ’Moloch’, medmindre du er en sten. Ærligheden og sårbarhedens styrke og tyngde berører i denne fortælling om store følelser og tilværelsens miserable lort.

Fraklip af fraklip