Søren R. Fauth er nomineret til Læsernes Bogpris for sit mesterlige monster af et langdigt kaldet ’Moloch’
I forsøget på at finde op og ned i en knust verden skriver Søren R. Fauth sig i Moloch igennem en livskrise, der har en udenomsægteskabelig affære som afsæt.
Han går helt tilbage til forholdets lykkelige begyndelse, og man lever med i de små glimt af hverdagsligt solskin og hver enkelt barnefødsel. Det ville ikke gøre ondt, hvis det stod alene, men når de små dråber af forgangen lykke bliver dryppet ned i så meget malurt, understreger de blot den bitre smag af livskrisen, og man bliver suget ind og lever med i den store fortvivlelse.
Søren R. Fauth har med sit mesterlige monster af et langdigt på yderst fortjent vis sat tænderne i nomineringen til Læsernes Bogpris.
- Og Søren R. Fauth, hvad betyder det så for dig at være nomineret til prisen?
”Lige nu står min yngste søn i køkkenet. Han bliver som så mange andre elever i den danske folkeskole undervist virtuelt, men har fået til opgave i sløjd at lave en figur af en agurk og et stykke selleri. Det bliver et imponerende kunstværk, er jeg sikker på. Og nu til dit spørgsmål som jeg meget gerne ville krybe udenom og derfor svarer afvigende og tøvende på. For snart mange år siden sagde den tyske litteraturkritiker og kulturredaktør på avisen ’Die Welt’, Tilman Krause, til mig ’ kritik gør dig ikke dårligere end du er, ros gør dig ikke stærkere ’. Det har han jo evigt ret i, men det ændrer ikke ved at man som kunstner naturligvis bliver glad for anerkendelse. Kald det en menneskelig svaghed. Derfor er svaret: Jeg blev virkelig glad og overrasket da jeg fik meddelelsen om denne nominering, og hvis den er udtryk for at min bog (digt/roman/fortælling, kald det hvad du vil) har sparket benene væk under en læser eller to, så giver det mig en kortvarig fornemmelse af dybfølt glæde og taknemmelighed. Bogen er jo ikke skrevet i håb om at den skulle indstilles til en pris, men af absolut indre nødvendighed. Fordi jeg var gået til grunde hvis jeg ikke havde skrevet den, ganske enkelt, og dermed er vi allerede på vej over i dit næste spørgsmål.”
- Hvad fik dig til at skrive bogen?
”Den er skrevet i en af de vanskeligste og mest brutale perioder af mit liv. Bogen blev et helle for mig, et sted hvor jeg kunne få fred og glemme mig selv, hvilket er paradoksalt, idet ’Moloch’ kredser om et lyrisk jeg der befinder sig meget tæt på det jeg der lige nu forsøger at svare på dine spørgsmål. Når jeg skrev, var jeg væk, væk fra mit eget lille, alt for martrede ego. For mig er det at skrive netop forbundet med selvforglemmelse, med den æstetiske kontemplation der for en stund udvirker det mirakel at man træder ud af sig selv og ind i noget andet og mere end selvets minimalitet. Jeg blev bedraget, svigtet, ødelagt af et andet menneske, havde selvmordstanker døgnet rundt, ville ikke leve mere, var opfyldt af had, kærlighed, savn, længsel, vrede, raseri, jalousi. På det tidspunkt havde jeg skrevet de første 70 sider af ’Moloch’, uvidende om hvad der skete bag min ryg. Da jeg havde fået indblik i en flig af sandheden og min verden styrtede i grus, fik skriften for alvor tag i mig og blev min redning. Derfor og som allerede sagt: ’Moloch’ er, ligesom alle mine andre bøger, skrevet af absolut indre nødvendighed. Min næstældste søn står nu i køkkenet (den yngste er smuttet igen og har efterladt det fantastiske kunstværk på køkkenbordet) og smører en avokadomad. Han har lige hørt mit svar og konstaterer tørt at han bare ville have svaret helt kort: ’fordi jeg havde lyst’. Sejr, sådan hedder han, synes mit svar er til den ’seriøse’ side. Det griner vi højt af!”
- Når du bladrer bogen igennem, hvad synes du så, at en ny læser kan glæde sig mest til?
”At få sandheden om tilværelsesmiserabiliteten smadret direkte i ansigtet. Hvis man er bange for at stirre ned i sin egen afgrund, kan det være at man lægger bogen fra sig igen, men det tror jeg egentlig ikke. ’Moloch’ er skrevet med knoglerne og skal læses med knoglerne, og jeg tror faktisk ikke at en ny læser kan slippe den igen når først han eller hun er begyndt. Det der igen og igen har glædet mig, er at læsere har skrevet til mig at de, når først de var gået i gang, ikke har kunnet slippe bogen igen før de var færdige. Med andre ord: Læseren skal glæde sig til at blive revet med og henført. Derudover er det en meget smuk bog, satsen er vidunderlig og siderne er spektakulære og minder ikke om noget man ser i andre bøger. Der er tænkt over alt i den bog, og jeg ved at det er den bedste jeg nogensinde har skrevet.”
Kommentarer