Anmeldelse
Missionen af Aaron Becker
- Log ind for at skrive kommentarer
I andet bind af Aaron Beckers fantastiske ordløse billedbogstrilogi møder vi endnu mere magi og følger et mere narrativt forløb på en smukt tilrettelagt rejse gennem de mest spektakulære scenarier.
Pigen og drengen, de to børn fra Rejsen, står i ly for regnen under en bro, da noget forunderligt pludselig sker. En dør til eventyrets verden åbner sig bag dem, og ud træder en mand, der ligner en konge, med et gult farvekridt i hånden. Han når lige at række børnene et kort, inden han brutalt bliver hevet tilbage gennem døren af uniformerede soldater, og døren smækkes i igen.
Børnene må redde ham. De tegner to nøgler og låser døren op til eventyrets verden. Med kortet som hjælp, begiver de sig på en mission for at redde kongen. Man bemærker, hvordan de får flere og flere farvekridt i det bælte, pigen har rundt om livet. De løber Ind gennem døren, dybt ned i havet trukket af en lilla kæmpeblæksprutte, gennem et tropisk landskab, på ryggen af et stort lilla næsehorn og over en regnbuebro højt oppe mellem skyerne. En bro som børnene skaber ved at sende den smukke lilla fugl afsted med en hale af regnbuens farver trukket efter sig. Den flyver hele vejen over den triste og grå by, der eksploderer i et væld af farver fra farveblyanterne ovenover og nærmest skyder soldaterne på skibet, der holder kongen fanget ud over rælingen og ned i vandet. Magisk!
Der er et utal af detaljer, som sætter sin beskuer på arbejde for at få det hele med. Samtidigt åbenbarer Aaron Becker forskellige arkitektoniske vidundere, som leder tankerne hen på både Indiana Jones og Avatar. Han benytter virkemidler fra både eventyr og myter, og det er helt forrygende. Regnbuebroen, der får os til at tænke på Bifrost i Nordisk Mytologi, og den smukke fugl Fønix, som betyder ’purpur’ og er persisk mytologis symbol på genfødsel, vidner om et enormt kunstnerisk overskud.
Man sidder efterfølgende med følelsen af at have fået føjet endnu en dimension til vores verden. Denne ordløse og vanvittigt fortællende billedbog, er en hyldest til fantasien og kunsten. Den er velegnet til ALLE!
Brugernes anmeldelser