Bog

Hjemkomsten

Af (
2016
)

Anmeldelse

Hjemkomsten af Aaron Becker

19 jul.18

En åndeløst spændende afslutning på Beckers ordløse billedbogstrilogi. Vi bringes endnu engang tilbage til den eventyrlige parallelverden, hvor farveblyanter er magtfulde våben.

For at komme væk fra den kedelige dagligdag, tegner vores hovedperson pigen en dør på sin væg, og hun forsvinder ind gennem væggen til den smukke skov på den anden side. Hendes far, der sidder og tegner andetsteds huset, ser hendes røde drage, der ligger på gulvet bag ham, og vil gerne flyve lidt sammen med hende. Han opdager, at hun er væk, og går undrende gennem døren på væggen i hendes værelse.

Nu befinder også han sig i den smukke skov, og han bliver beviset på, at den barnlige undren, ikke behøver at dø, selvom man ikke er barn længere, men måske en travl voksen.

Faren finder efter noget tids søgen både sin datter, hendes gode ven, drengen med den smukke fugl, og sandelig også den gamle konge. Men riget er under angreb, og fjenden har et uhyggeligt våben, som kan suge farverne bort, ligeså hurtigt som kongen og børnene kan tegne dem. Alle undslipper de på ryggen af en stor lilla grif, men også den suges væk. Pigen og hendes far undslipper, og hendes far ender med at bevise overfor alle, hvor opfindsom han i virkeligheden er.

I den skønne afslutning på Beckers fortryllende ordløse trilogi er fokus i historien på forholdet mellem pigen og hendes far og vigtigheden af at styrke det bånd, der er imellem dem, men uden på nogen måde at negligere eller nedtone brugen af de smukke og stærke illustrationer.

Endnu engang trækker Aaron Becker på sit litterære bagkatalog og benytter sig bla. af tematikken fra eventyret om ’Peter Pan’, hvor de voksne helt har glemt at bruge deres fantasi. Hvor er det bare godt!

Man fornemmer tydeligt forfatterens fascination af magi og borge, som kulminerede da han som barn besøgte magiske Mont Saint-Michel i Normandiet. Måske har dette besøg været grundstenen til de eventyragtige tableauer i trilogien?

Den sidste illustration viser hjemkomsten til hverdagen, men ikke til en kedelig hverdag, men derimod en hverdag hvor far og datter fortsætter med at udforske deres nyfundne magi sammen.

Der er så mange vigtige emner heri, som man skal genbesøge sammen i fremtiden; den vigtige fantasi og leg, opfindsomhed, kreativitet og kærlighed. Der er timer og atter timer af udforskning forude.

Bogdetaljer

Forlag
ABC forlag
Oversætter
Flemming Møldrup
ISBN
9788779163942
Antal sider
44

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer